Invitation til pressen: Høring om bedre optagelsessystem
26. marts 2019
Regeringen vil skabe et bedre optagelsessystem til de videregående uddannelser. Derfor sætter uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers fremtidens optagelsessystem til debat ved en offentlig høring på Christiansborg. Journalister er velkomne til at deltage i hele eller dele af høringen.
Regeringen vil skabe et bedre optagelsessystem, der sætter både faglighed og motivation i centrum. Karaktererne skal stadig være en vigtig del af optagelsessystemet, men regeringen vil se på, om andre kriterier også skal være gældende, så det ikke er den sidste decimal i karaktergennemsnittet, som betyder alt.
Inden regeringen kommer med sit forslag, vil uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers høre gode idéer og invitere til debat. Han sætter gang i debatten med en offentlig høring den 1. april kl. 10.00 – 13.00, hvor der vil være:
- Præsentation af regeringens ambition ved uddannelses- og forskningsministeren.
- Oplæg om fordele og ulemper ved det nuværende optagelsessystem.
- Inspiration fra udlandet – hvordan fungerer andre landes optagelsessystemer.
- Paneldebat om, hvordan Danmark får det bedste optagelsessystem til de videregående uddannelser.
Høringen afholdes i Fællessalen på Christiansborg.
Tilmelding skal ske senest den 28. marts til pressekonsulent Rasmus Baad, tlf.: 72318073, e-mail: rasb@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside