H.M. Dronningen og uddannelses- og forskningsministeren hylder topforskere
Var man i tvivl om bredden i det danske eliteforskningsmiljø, skal man blot kaste et blik på årets fem modtagere af EliteForsk-prisen. De fem forskningsfelter spænder fra militære beslutningsprocesser, over slangegift og fertilitet, til kvantefysik og glasteknologi. Fælles for de fem eliteforskere er, at de er tilknyttet danske universiteter, og at de bedriver forskning på topniveau.
Årets modtagere bliver anerkendt for deres forskning ved en prisuddeling i Den Sorte Diamant i København, hvor de hver især modtager 1,2 mio. kr. som anerkendelse for deres arbejde og den betydning, som deres forskning har for samfundet. 1 mio. kr. går til prismodtagerens forskningsaktiviteter, mens 200.000 kr. er en personlig hæderspris.
- Andreas Hougaard Laustsen-Kiel, Danmarks Tekniske Universitet
- Cecilia Ramlau-Hansen, Aarhus Universitet
- Ingvild Bode, Syddansk Universitet
- Albert Schliesser, Københavns Universitet
- Morten Mattrup, Aalborg Universitet
Udover de fem EliteForsk-priser hyldes 17 talentfulde ph.d.-studerende, der modtager et EliteForsk-rejsestipendium på 200.000 kr. Stipendiet skal bidrage til længerevarende studieophold ved de allerbedste forskningsmiljøer i verden.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:
- Dét, der kendetegner årets modtagere af EliteForsk-prisen, er, at de er drevet af videbegær, nysgerrighed og har et brændende ønske om at opdage noget nyt. De er opsatte på og dedikerede til at finde den næste lille bitte brik i det store videnskabelige puslespil. Tilmed er de blandt de dygtigste forskere inden for deres områder, og de bidrager til, at vi kan løse nogle af de udfordringer, som vores samfund har. Udover deres store forskningsindsatser, så anerkender vi dem for, at de til dagligt er rollemodeller og med til at inspirere andre yngre forskere. Stort tillykke til både EliteForsk-modtagerne og til de talentfulde ph.d.-studerende.
Fakta
- Der er to kategorier af priser under EliteForsk-initiativet: EliteForsk-priser og EliteForsk-rejsestipendier.
- Initiativet sætter fokus på dansk topforskning og skaber opmærksomhed om værdien af dansk forskning.
- Et EliteForsk-rejsestipendium bidrager til, at meget talentfulde ph.d.-studerende kan få længerevarende studieophold ved de allerbedste forskningsmiljøer i verden. Der uddeles op til 20 EliteForsk-rejsestipendier årligt.
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk
Handlinger tilknyttet webside