Tekst: Charlotte Koldbye Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Kohorter giver os vigtig viden
Cecilia Høst Ramlau-Hansen oprettede Pubertetskohorten i 2012 under fødselskohorten Bedre Sundhed I Generationer. Fra sin forskning i pubertetskohorten kunne Cecilia Høst Ramlau-Hansen bl.a. konstatere, at rygning under graviditeten kunne nedsætte sædkvaliteten hos drengebørn senere i livet. Hendes resultater har haft stor betydning og har ført til ændringer i kliniske retningslinjer verden over, og det understreger nødvendigheden af at identificere og adressere tidlige risikofaktorer for at kunne forbedre sundheden på længere sigt.
Jeg har altid været drevet af nysgerrighed. Det er tanken om, at der er noget, ingen andre har opdaget endnu, der inspirerer mig. At dykke ned i et problem og finde nye svar er det, der gør forskning så spændende.
Cecilia Høst Ramlau-Hansen er drevet af en klar mission om at gøre en forskel.
Hun forklarer:
- Hvis vi kan identificere tidlige risikofaktorer, kan vi forebygge og forbedre fx fertiliteten gennem generationer.
Dette perspektiv er en central del af hendes forskning og det, der motiverer hende til at tage fat på komplekse problemstillinger med stor betydning for folkesundheden.
Hvorfor får vi færre børn?
Det faldende fødselstal har fået panderynkerne frem hos mange politikere verden over, hvor vi kan konstatere at fødselstallet falder på alle kontinenter undtagen Afrika. Der er mange årsager til det dalendende fødselstal. En af årsagerne er infertilitet, men økonomi og pres på børnefamilier er også nogle af forklaringerne. Derfor er Cecilia Høst Ramlau-Hansen også glad for at være en af forskningslederne i det store EU-forskningsprojekt BioSphere, der netop anlægger en tværfaglig vinkel på at forklare årsagerne til de faldende fertilitetsrater i store dele af verden. Hun understreger, at tværfagligheden giver mulighed for at indsamle unikke datasæt og derved få en mere helhedsorienteret forståelse.
- EU-projektet giver os mulighed for at anskue data fra mange forskellige vinkler, hvilket er essentielt, når man skal forstå disse komplekse problemer, siger hun.
Cecilia Høst Ramlau-Hansen er optaget af at tænke langsigtet og sørge for, at hendes arbejde skaber værdi – også i fremtiden. Derfor er hun også en engageret forskningsleder og mentor for unge forskere. Det handler ikke kun om at sikre data til sine egne projekter, men også om at skabe ressourcer, der kan gavne kommende generationer af forskere.
- Jeg elsker at se unge forskere trives og finde deres vej. At kunne give dem små puf, som de har brug for, er en af de mest givende dele af mit arbejde.
Blå bog
Titel: Professor, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
Kontaktoplysninger: chrh@ph.au.dk