Hun bruger avancerede epidemiologiske metoder samt unikke data fra den nationale fødselskohorte Bedre Sundhed i Generationer og nationale registre i sin forskning. Hendes forskning har afsløret banebrydende opdagelser i fosterlivet og barndommen om de underliggende årsager til de forstyrrelser i vores reproduktive helbred, der kan opstå senere i livet. Cecilia Høst Ramlau-Hansen undersøger de reproduktive konsekvenser, når et foster udsættes for f.eks. hormonforstyrrende stoffer, som kan have effekt på barnets kønsorganer, pubertetsudvikling, sædkvalitet, hormoner, fertilitet og infertilitet.
I 2012 oprettede Cecilia Høst Ramlau-Hansen den nationale Pubertetskohorte under fødselskohorten Bedre Sundhed i Generationer. Hendes banebrydende opdagelse af, at rygning under graviditeten har skadelige effekter på sædkvaliteten, indgår nu som standard i vurderingen af fertilitetspotentiale på danske fertilitetsklinikker. Det er blot ét eksempel på, hvordan hendes forskning former klinisk praksis og patientrådgivning. Hendes evne til at anvende tværfaglige metoder har revolutioneret forståelsen af, hvordan tidlige livsfaser og miljøeksponering former vores reproduktive og generelle sundhed gennem livet. Cecilia Høst Ramlau-Hansen blev medlem af fødselskohortens ledelsesgruppe i 2016, inden hun i 2024 blev dens leder. Fødselskohortens data benyttes af forskere verden over, og der er udgivet over 750 forskningsartikler samt 59 afhandlinger på baggrund af data herfra.
Cecilia Høst Ramlau-Hansens forskning er blevet anerkendt med flere prestigefyldte forskningsbevillinger, bl.a. fra European Research Council, hvorfra hun i 2022 modtog et ERC Synergy Grant på 14 millioner Euro. I projektet står hun i spidsen for indsamlingen af data fra ca. 92.000 unge, der skal udvide vores forståelse af, hvad der påvirker mænds og kvinders fertilitet. Hendes forskning har ført til mere end 200 publikationer, hvoraf mange er flittigt citerede. I alt er hendes forskning citeret mere end 5.000 gange, og hun er desuden en eftertragtet foredragsholder på internationale konferencer.
Cecilia Høst Ramlau-Hansen er 54 år. Hun blev tildelt sin ph.d.-grad i 2007 baseret på forskning, som hun udførte på både Aarhus Universitet og School of Public Health ved University of California. I 2015 fik hun en Sapere Aude-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond, og hun har siden opbygget en stor forskningsgruppe, som omfatter ph.d.-studerende og postdocs. Som vejleder er Cecilia Høst Ramlau-Hansen eftertragtet og vellidt, og hun har bl.a. vundet prisen som årets ph.d.-vejleder i 2017 samt flere andre prestigefyldte priser. Baseret på hendes store forskningsbidrag og -indsats fremstår Cecilia Høst Ramlau-Hansen som en vigtig rollemodel for, hvordan excellent forskning kan bedrives.