Hvordan kan 'genbrug' af uranmalm, urantailings og kontamineret beton fra urantailingsbassinerne, som foreslået af Dansk Dekommissionering i COWIs rapport fra december 2017 (Bilag A, side 7), ske på en miljømæssigt forsvarlig måde? Jeg er klar over, at 'genbrug' vil forudsætte frigivelse fra SIS, men urantailings vil fortsætte med at producere uranefterkommere.
Svar fra panelet v/ Steffen Foss Hansen:
I rapporterne "Beslutningsgrundlag for et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt affald" og "Beslutningsgrundlag for et dansk mellemlager for lav- og mellemaktivt affald" fra hhv. 2008 og 2015 udgivet af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse er anført, at det ikke er sandsynligt, at tailings kan bruges til noget fornuftigt, mens at der er størst sandsynlighed for, at fremtidig teknologi kan gøre, at de "brugte lukkede kilder, bestrålet brændsel" kan genanvendes, dvs. oparbejdes. Affaldet er dog p.t. ikke sorteret, og mængden er så lille, at det ikke vurderes at kunne betale sig sundhedsmæssigt og økonomisk.
Udfra et miljømæssigt perspektiv kan uranmalm, urantailings og kontamineret beton fra tailingsbassiner genbruges, så længe det ikke frigiver ioniserende stråling, der overskrider en dosis, som skader miljøet. I praksis kræver genbrug/genanvendelse en fastsættelse af den dosis, som frigives fra materialet i forbindelse med forskellige former for genbrug, og en fastsættelse af den stråling, som lokalt er skadelig for miljøet. I forhold til beton og grus, der har været kontamineret med bestråling, vil genanvendelse betyde, at den ioniserende stråling er så lav, at materialet ikke længere anses for radioaktivt affald.