Fagområde
Maritim teknik, skibsoperationer
Forskningsprojekt
Sikker og effektiv sejlads med store skibe i bølger.
Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?
Interessen for teknik, naturvidenskab og det maritime miljø har været til stede siden barndommen og var inspireret af en far, der også er ingeniør. Interessen for skibe og maritim teknik blev vakt ca. midt i civilingeniørstudiet på DTU og er vokset lige siden under indflydelse af inspirerende og engagerede undervisere og utallige besøg på værfter og om bord på skibe. Det maritime område kombinerer mange forskellige ingeniørkompetencer i store, komplekse og avancerede konstruktioner, hvilket er meget tiltalende og udfordrende for de fleste ingeniører.
Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?
Projektet sigter imod at udvikle ombordsystemer til skibe. Sådanne ombordsystemer kan give skibets besætning vejledning i, hvordan skibet opereres (sejles) optimalt under hensyntagen til sikkerhed, miljø og økonomi. Et skib er påvirket af forskellige ydre kræfter hidrørende fra primært bølger og vind, og derudover har øvrige parametre som skibets lastekondition, fart og kurs betydning for skibets ydeevne under sejlads. I operationen af skibet skal alle disse ydre kræfter og parametre tages i betragtning, når driften skal evalueres og optimeres. Projektet er af udpræget polyteknisk karakter, da mange fagområder skal kombineres til et driftsikkert system, hvor hovedfokus er på matematiske metoder til beregning af skibes opførsel i bølger, samt generel statistik og databehandling.
Hvortil ønsker du at rejse med midlerne fra stipendiet?
University of Michigan, Department of Naval Architecture and Marine Engineering, Marine Structures Design Laboratory, Ann Arbor, Michigan, USA og Nanyang Technological University, Maritime Research Centre, Singapore.
Hvor længe skal du være væk, og hvad forventer du at få ud af opholdene?
Michigan: Ca. 1½ måned. Statistiske og matematiske metoder for estimering af udmattelsesskader i skibe ud fra fuldskalamålinger om bord samt optimering af drift af skibe i bølger ud fra målinger af den aktuelle søtilstand. Singapore: Ca. 3 måneder. Skibsoperationer i et internationalt og stærkt voksende forskningsmiljø tæt på operatører og designere af containerskibe.
Lidt om mennesket bag forskeren
Jeg brænder for maritim teknik og derunder uddannelsen af flere maritime ingeniører i Danmark. I min ph.d.-periode har jeg haft seks måneders orlov fra mit projekt for at engagere mig i revidering og udvikling af de maritime ingeniøruddannelser på Danmarks Tekniske Universitet i samarbejde med det danske maritime erhverv. Jeg er mor til Maja på tre år. Fritidsinteresser er løb og cykling, fotografering og skibe.
Fødested, gymnasium og bopælskommune
Født i Skanderborg. Gymnasium: Herlufsholm Kostskole, bor i Lyngby-Taarbæk Kommune (Virum)
Ph.d.-projektets titel
Integrated Onboard Decision Support System for Ships
Kontaktoplysninger
Tel: 45 25 19 76. Mob: 23 71 33 72. E-mail: imva@mek.dtu.dk
Forskningsinstitution
Danmarks Tekniske Universitet, Institut for Mekanisk Teknologi, Sektion for Fluid Mekanik, Vandbygning og Maritim Teknik, Nils Koppels Alle, bygning 403, 2800 Kgs. Lyngby