Gå til indhold

Vivi Lena Andersen

Mag. art., ph.d.-stipendiat

Vivi Lena Andersen

Alder

1979

Fødested, gymnasium og nuværende bopælskommune

København, Nørre Gymnasium, Køge Kommune. 

Fagområde

Arkæologi. 

Institutioner

Københavns Museum, Vesterbrogade 59, 1620 København V. Københavns Universitet, Det Humanistiske Fakultet, Saxo-Instituttet - Arkæologi, Etnologi, Historie og Græsk og Latin, Karen Blixens Vej 4, 2300 København S. Danmarks Grundforskningsfonds Center for Tekstilforskning, Amagerfælledvej 56, 2300 København S. 

Kontaktoplysninger

Telefon: 4095 0773, e-mail: viande@kff.kk.dk

Kort beskrivelse af dit forskningsområde

Hvordan og hvorfor udviklede fodtøj sig som det gjorde? Københavns Museums store samling af arkæologisk fundet fodtøj fra 1200 til 1800 kan bidrage til besvarelsen af dette spørgsmål. Skoenes form, konstruktion, materialer, slitage, reparationer m.m. er alle spor, der fortæller om håndværkeren, der skabte skoen, og mennesket, der bar den. Skoene illustrerer tydeligt en udvikling i kropsopfattelser, identitetsskabelse og status i en symbiose med teknisk innovation, ressourcer og skoen som beskyttende beklædningsgenstand. I analysen inddrager jeg datidens skriftlige kilder, ikonografi, det bevarede fodtøj og moderne naturvidenskabelige metoder samt samarbejder med nutidens skomagere, fysiologer og fodlæger. 

De forskningsmæssige udfordringer og perspektiver

I Danmark findes kun få forskere at sparre med indenfor mit forskningsområde. For at mit arbejde kan kvalificeres, skal det udfordres af erfarne udenfor Danmark. Dette gør rejsestipendiet muligt. Det glæder mig også, fordi dele af min forskning har en almengyldighed og bred anvendelighed, der ikke er styret af geografiske grænser eller historiske perioder. 

Hvordan opstod interessen for netop dette forskningsfelt? 

I 2003 deltog jeg i udgravningen af en losseplads fra 1700-tallets København. I affaldet fremkom den ene kasserede sko efter den anden. I nogle sko kunne aftrykket fra ejerens fod ses. Det var som at stå med det enkelte menneske i hænderne. Jeg vidste intet om fodtøjshistorie dengang, så jeg gik til publikationer om klædedragt, men disse præsenterede hovedsagligt overklassens liv og levned. Der var udsagn, som stod i lodret modsætning til de mere simple sko og det hverdagsliv, som vi havde udgravet. Jeg fornemmede, at ved at specialisere mig i de arkæologisk fundne sko ville der være nyt at bidrage med.

Hvordan vil du anvende EliteForsk-rejsestipendiet? 

Ved University of Technology i Sydney, Australien, skal jeg på forskningsophold hos professor i Design History, Peter McNeil – en af verdens førende eksperter i kulturhistorisk og økonomisk fortolkning af fodtøj. Her skal jeg deltage i forskningsseminarer, præsentere egen forskning samt diskutere afhandlingen med professor McNeil. I Sydney skal jeg også opholde mig ved The Powerhouse Museum for at studere Joseph Box skosamling og arkiv, hvor museumsinspektører arbejder med et forskningsprojekt kaldet ’Secrets of Clothes’.

Af stor betydning er endvidere studieophold og indsamling af komparativt materiale ved Bata Shoe Museum i Toronto, Canada, verdens største museum for fodtøj, med samlinger fra hele verden og alle perioder. Her er det muligt at se en samlet dokumentation for alle store tekniske evolutioner og kulturhistoriske trends. 

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg kom til verden på Nørrebro, som barn af en serbisk far og nordjysk mor, der begge tjente til dagen og vejen som hospitalsmedhjælpere. Selvom min far døde, da jeg var lille, levede hans ambitioner for et andet liv videre. Jeg var den første i familien på dansk grund til at gå på gymnasium. Forskningen stod socialt set ikke i kortene, men den flyder dog i årerne. Jeg er blevet kaldt mønsterbryder og ukonventionel. Det er måske netop det, der kendetegner mig både som menneske og forsker. At udviske grænser mellem fag og mennesker for at give plads til det oversete og usagte. Udfordre konsensus. Det er i det krydsfelt, jeg trives. 

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 25. februar 2015