Gå til indhold

Sine Reker Hadrup

Kroppens egne elitesoldater slår effektivt kræftceller ihjel, hvis bare de bliver hjulpet lidt på vej. Professor Sine Reker Hadrups mission er at specialtræne dem, så de finder de bedste angrebspunkter.

Sine Reker Hadrup
Foto: Søren Kjeldgaard
Tekst: Julie Hjerl Hansen

I dit og mit og alles immunforsvar findes en hær af elitesoldater, som er i stand til at slå kræftceller ihjel.

Elitesoldaterne er så effektive, at der er eksempler på knytnævestore tumorer, som er fuldstændig forsvundet efter immunforsvarets angreb.

Problemet er bare, at T-cellerne, som elitesoldaterne hedder, mangler værktøjer til at angribe kræftcellerne. Men det har professor og sektionsleder på Danmarks Tekniske Universitets Institut for Sundhedsteknologi, Sine Reker Hadrup, sat sig for at lave om på.

Vil træne immunforsvarets elitesoldater til at dræbe kræft

Sammen med sit 25 mand store forskerhold forsøger Sine Reker Hadrup at lære kroppens eget immunforsvar at sætte kræft ud af spillet.

“Perspektiverne er virkelig lovende. Immunterapien har været det største gennembrud i kræftbehandlingen – hvis ikke nogensinde, så i hvert fald siden kemoterapien. Og vi er kun lige begyndt at tage de første skridt,“ siger Sine Reker Hadrup.

“Min personlige fornemmelse er, at om 10-20 år vil langt hovedparten af kræftpatienter blive behandlet med en eller anden form for immunterapi.”

Arbejder på at udvikle en personlig kræftvaccine

Konkret arbejder Sine Reker Hadrup blandt andet på at udvikle en personlig vaccine, som skal injiceres i blodbanen på kræftpatienter. Vaccinen indeholder nanostrukturer med informationer til immunforsvarets elitesoldater om, hvordan netop den pågældende patients kræftceller kan slås ihjel. Vaccinen er stadig under udvikling, men er nu ved at blive afprøvet på de allerførste patienter. 

En anden behandlingsform, professoren arbejder med, er celleterapi, hvor T-celler tages ud af patienten, sendes i træningslejr i et reagensglas og lærer at finde de bedste angrebspunkter på kræftcellerne.

“Immunterapien har været det største gennembrud i kræftbehandlingen – hvis ikke nogensinde, så i hvert fald siden kemoterapien. Og vi er kun lige begyndt at tage de første skridt.“

Forskningen kan også hjælpe diabetes- og sklerosepatienter Arbejder på at udvikle en personlig kræftvaccine

Det er imidlertid ikke alene kuren mod kræft, Sine Reker Hadrup håber på at finde. Hendes forskerhold arbejder også på bedre at forstå sygdomme, hvor immunforsvaret fejlagtigt går til angreb på kroppens raske væv – såkaldte autoimmune sygdomme – såsom type 1-diabetes og multipel sklerose. Og professoren har desuden været med til at vise, at lidelsen narkolepsi, hvor patienten pludselig får en uimodståelig trang til at sove, formodentlig skyldes, at immunforsvaret angriber patientens raske celler.

Iværksætter med mange kasketter

For at nå sin mission samarbejder Sine Reker Hadrup med førende internationale forskningsgrupper inden for feltet. Hun samarbejder med specialister i kunstig intelligens og benytter avancerede computermodeller for at finde mønstre i de enorme datamængder. Og hun indleder projekter med læger og medicinalvirksomheder for at afprøve forskningen på patienter.

For at sikre, at gruppens forskningsresultater når ud og gør gavn for patienter i den virkelige verden, publicerer Sine Reker Hadrup ikke alene resultaterne i anerkendte tidsskrifter som Nature og Science. Hun har også patenteret en lang række af forskningsgruppens opdagelser og været med til at starte to – snart tre – virksomheder, som skal sikre, at opdagelserne får et liv uden for universitets mure.

“Forskningen skal jo ud og blive anvendt – også af andre biotech-industrier og farmaceutiske virksomheder for virkelig at bidrage til det, vi gerne vil. Derfor forsøger vi at patentere vores idéer,” siger Sine Reker Hadrup.

Vigtigt at skabe et forskningsmiljø, hvor mennesker trives

Sine Reker Hadrup tegner og fortæller med smittende smil og entusiasme, og der er ingen tvivl om, at motivationen for at lægge de 50-60 arbejdstimer om ugen, som jobbet kræver, er håbet om at være med til at finde behandlinger, der kan hjælpe alvorligt syge patienter.

“Men det er også min motivation at gøre det på en måde, hvor dem, jeg arbejder sammen med, trives. Der er jo forskningsmiljøer – måske mere i udlandet – som virkelig er barske. Det er bestemt ikke min intention, og jeg tror ikke, man får det bedste ud af mennesker på den måde,” siger Sine Reker Hadrup.

Selv har hun lært, at som professor og forskningsleder kommer der aldrig et tidspunkt, hvor alle punkter er streget fra to do-listen.

“For at overleve, tror jeg, man er nødt til at evne at lukke ned og sige, det gør jeg ikke nu. Og så er det bare sådan, det er. Det er ikke så let at skubbe ting til side, men jeg har lært det hen ad vejen, for ellers gik det for meget udover de andre ting, som jeg også gerne ville,” siger Sine Reker Hadrup.

Ved siden af jobbet som eliteforsker vil Sine Reker Hadrup nemlig også have tid til at løbe orienteringsløb med sin 12-årige datter, køre på mountainbike med sønnen og gå til hundetræning med familiens yngste medlem – hvalpen Chili.

Blå bog:

Navn:
Sine Reker Hadrup
Titel: Professor og sektionsleder,
Danmarks Tekniske Universitets Institut for Sundhedsteknologi
Fagområde: Sundhedsteknologi, immunterapi
Fødested og bopæl:
Født den 21. august 1975 i København. Bor i dag i Virum
Kontaktoplysninger:
Tlf.: +45 2712 5221, e-mail: sirha@dtu.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024