Gå til indhold

Anne Ladegaard Skov

Når Anne Ladegaard Skov møder udfordringer, som skal løses, bliver hun fyldt med energi. Det har gjort hende til en af verdens førende forskere – og serieiværksættere – inden for nye silikonematerialer, herunder de såkaldte kunstige muskler.

Foto: Søren Kjeldgaard Tekst: Susan Grønbech
Foto: Søren Kjeldgaard Tekst: Susan Grønbech

Anne Ladegaard Skov elsker en god udfordring.

Og det har gjort hende til en af verdens førende forskere inden for kunstige muskler, altså gummiagtige materialer – såkaldte dielektriske elastomerer – som udvider sig, hvis de udsættes for elektrisk spænding. Silikonematerialerne bruges for eksempel til bløde robotter, plastre, der frigiver medicin, pumper, sensorer og meget mere.

Anne Ladegaard Skov er professor ved Danmarks Tekniske Universitets Institut for Kemiteknik og leder af Dansk Polymer Center.

Da hun begyndte sin forskerkarriere med en ph.d. om matematisk modellering af silikonematerialer, tårnede udfordringerne sig op i forskningsfeltet. Hver gang et problem var løst, dukkede et nyt op, og ingenting kom rigtigt ud over stepperne.

Trives godt i modvind

Alligevel tog hun udfordringen op, feltet var for spændende til at lade være. Hun begav sig – sammen med forskningskollegaer og industripartnere – på en årti lang rutsjebanetur med forskning i nye silikonematerialer. For eksempel har de arbejdet på at gøre de kunstige muskler ultrabløde, så de virker bedre i organer, og at få materialerne til at fungere ved 220 volt fremfor 10.000 volt.

Og hun har ikke fortrudt et øjeblik.

”Selvfølgelig er det irriterende, når man ikke har medvind i sin forskning, men jeg trives meget godt i modvind. I modvind får man tænkt grundigt over tingene og finder de smarteste veje til målet fremfor de nemme og umiddelbart tilgængelige,” siger Anne Ladegaard Skov.

Fra kunst til kemi

Som helt ung elskede hun at male og forestillede sig et liv som kunstner. Men da hun deltog i den internationale kemiolympiade, blev hun grebet af det inspirerende naturvidenskabelige miljø og søgte ind på Danmarks Tekniske Universitet, hvor hun udfoldede sig som superskarp matematiker og teoretiker – inden for kemiteknik.

Den kombination af interesser og kompetencer har vist sig vældig nyttig i arbejdet med de nye silikonematerialer.

”Det har været en stor fordel for mig at være udpræget teoretiker i materialeforskningen, forklarer hun og uddyber:
"Når man begynder med at tænke på teorien, får man en systematik i eksperimenterne og udviklingen, som gør det meget klart, hvad vi skal gøre for at komme i mål.”

En af de mest citerede i verden

I dag er Anne Ladegaard Skov en af verdens mest citerede forskere inden for silikonepolymerer. Og samtidig folder hendes dybe kendskab til nye silikonematerialers egenskaber og kemiske sammensætninger sig ud til en række nye anvendelsesområder og kommercielle muligheder med global rækkevidde.

Anne Ladegaard Skov samarbejder med førende forskningsgrupper fra blandt andet Harvard University og Massachusetts Institute of Technology (MIT) samt internationale virksomheder, som anvender nogle af hendes opdagelser til design af materialer, der bruges kommercielt.

Forsker med egne virksomheder

Hun er ikke et øjeblik i tvivl om, at de imponerende internationale resultater og anvendeligheden af hendes opdagelser er født ud af hendes mange tætte samarbejder med virksomheder gennem forskerkarrieren.

”Når man arbejder med virksomheder, stiller man nogle andre og mere tekniske spørgsmål, fordi man skal hjælpe med at løse deres problemer. Det har hjulpet os til at komme helt ned i fundamentale detaljer i materialerne og været afgørende for, at de nye silikonematerialer rent faktisk kan gøres anvendelige,” forklarer Anne Ladegaard Skov.   

Hun har indgivet 11 patentansøgninger, hvoraf der allerede er solgt licens til kommerciel udnyttelse af seks af dem. Yderligere har hun været med til at stifte tre virksomheder baseret på sine opdagelser. De arbejder med udvikling af plastre med aktive indholdsstoffer og røntgenscanninger af polymerer, som har potentiale til at forbedre produktionseffektiviteten i industrien.

Løse tøjler til talenterne

Udover egen forskning og iværksætteri er Anne Ladegaard Skov også forskningsleder for en aktiv forskningsgruppe på 20-25 personer. Hun går meget op i sin rolle som ph.d.-vejleder og er tidligere blevet kåret som DTU’s bedste til den del af topforskerjobbet.

”Mine ph.d.er får som udgangspunkt al den frihed, de vil have og kan magte. Jeg fik selv meget løse tøjler under min ph.d. og tror på, at man udvikler sig mest, hvis man bare får lov til at knokle løs på det, der interesserer én allermest,” siger hun om sit fokus i talentudviklingen.

Fritid fyldt med planter og håndbold

De mange udfordringer, Anne Ladegaard Skov skal løse som både topforsker, forskningsleder og iværksætter, levner ikke meget tid til andre ting.

Men én hobby er hun omgivet af både på kontoret i Lyngby og hjemme på Frederiksberg; kæmpestore planter. For hun kan virkelig godt lide at vande planter, se dem vokse sig store og lave stiklinger, som hun kan give til andre. Og så er hun på sidelinjen til et hav af håndboldkampe, fordi begge hendes teenagebørn spiller elitehåndbold.

Blå bog

Navn: Anne Ladegaard Skov

Titel: Professor ved Institut for Kemiteknik, Danmarks Tekniske Universitet, og leder af Dansk Polymer Center

Fagområde: Materialevidenskab. Forsker i at lave avancerede silikoneelastomerer til anvendelse i bløde robotter, medicin-frigivelse og andre applikationer

Fødested og bopæl: Silkeborg, bosiddende på Frederiksberg

Kontaktoplysninger: Telefon: 2365 2156, e-mail: al@kt.dtu.dk

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 24. februar 2022