Gå til indhold

Anton Pottegård

Hver dag arbejder Anton Pottegård passioneret med sundhedsdata for at forbedre sikkerheden af lægemidlerne, vi bruger. Med sine resultater har han skabt en lynkarriere, der gør en forskel både for patienter og sundhedsmyndigheder blandet andet i håndteringen af covid-19.

Foto: Søren Kjeldgaard Tekst: Susan Grønbech
Foto: Søren Kjeldgaard Tekst: Susan Grønbech

Hvert år bruger vi milliarder på lægemidler i Danmark. Årsforbruget steg – endnu engang – til 25 milliarder kroner i 2020. Hver eneste dosis medicin er en lille bid kemi, som både kan hjælpe patienter, give bivirkninger og interagere med kroppen på forskellige måder.

Anton Pottegård forsker i lægemidler og deres bivirkninger, og han arbejder hver dag på at forbedre sikkerheden af lægemidler på basis af sundhedsdata.

Han er professor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet, og samtidig forskningsleder ved Sygehusapotek Fyn på Odense Universitetshospital.

Begyndte med aha-oplevelse

Som farmaceutstuderende blev han en del af et inspirerende forskningsmiljø, der undersøger brug af lægemidler i store befolkningsgrupper. Han lærte sig selv at programmere og indså hurtigt, at arbejdet med store mængder sundhedsdata, der kan hjælpe med svar på vores spørgsmål om lægemidler, var den perfekte intellektuelle udfordring for ham.

- Det var en kæmpe oplevelse at finde sin plads i arbejdet med læger, farmaceuter, registerforskning, lægemiddelinformation og klinikken i form af Odense Universitetshospital på den anden side af vejen, fortæller Anton Pottegaard og uddyber:

"Det gik op for mig, at hvis jeg lærte datahåndværket, så kunne jeg svare på folks spørgsmål om lægemidler. Og så gjorde miljøet, at jeg bare skulle åbne døren for at gribe nye væsentlige projekter. Samtidig kunne jeg endda gøre en forskel for mange mennesker ".

Han påviste for eksempel i en stor screeningundersøgelse, at meget få lægemidler øger risikoen for kræft, men at en bestemt type blodtryksmedicin øger risikoen for hudkræft. Efterfølgende har ca. 100.000 patienter skiftet behandling alene i Danmark.

Lynkarriere som gør en forskel

De erkendelser blev begyndelsen på en udpræget lynkarriere med mange væsentlige videnskabelige resultater. Anton Pottegård fik sin ph.d.-grad i 2014, sin doktorgrad i 2019 og blev professor i en alder af 32 år.

- Det har været mit held, at jeg er landet i et miljø, hvor folk kan lide at være, hvor man belønnes til fulde for sin indsats, og hvor der er plads og opbakning til at løbe med de projekter, man brænder for, siger Anton Pottegård.

Senest har Anton Pottegård været tovholder på Lægemiddelstyrelsens covid-19-taskforce, der opbyggede en datainfrastruktur, som kunne svare på alle tænkelige spørgsmål om lægemidler og covid-19.

Han stod også i spidsen for den dansk-norske afdækning af bivirkninger ved AstraZenecas covid-19-vaccine. Resultater, som var stærkt medvirkende til Sundhedsstyrelsens beslutning om at stoppe med AstraZeneca-vaccinen i Danmark, og som blev publiceret i det anerkendte tidsskrift British Medical Journal.

Stadig meget, som skal gøres

Trods sin unge alder har Anton Pottegård allerede publiceret tæt på 300 forskningsartikler og mange af dem i førende tidsskrifter. Det er mere end mange andre forskere når igennem en hel karriere. Han har klare visioner for, hvordan hans forskningsfelt skal gøre en forskel de kommende år:

- For det første skal vi blive bedre til at kigge på sundhedsdata for at se, hvad der i virkeligheden foregår, når mennesker tager lægemidler. For det andet skal vi blive bedre til systematisk at vurdere, om det er behov al den behandling – særligt blandt ældre. Og for det tredje kan vi blive meget bedre til at være mere proaktive i vores myndighedsunderstøttelse, siger Anton Pottegård.

Ny stejl læringskurve

Han er samtidig bevidst om, at han som seniorforsker har ansvar for at give opgaver videre til unge forskere fremfor at sidde med alting selv. Han har de seneste år skiftet fokus, så han i højere grad arbejder med strategisk ledelse og formidling.

- Jeg nyder at begive mig ud på en ny stejl læringskurve, særligt den fantastiske opgave at tiltrække og uddanne nogle vildt dygtige unge forskere. Det er vigtigt for mig at bidrage til at udbygge og videreføre den gode kultur med samarbejde og opbakning, som har været så afgørende for min egen karriere, siger han.

Viden skal bruges rigtigt

Han formidler også flittigt sin forskning i offentligheden – også når debatbølgerne går højt for eksempel om vaccinespørgsmål:

- Jeg har et ansvar for, at den viden, jeg har, bliver brugt rigtigt. Når samfundet har investeret i, at jeg bliver klog på lægemidler, så tager jeg gerne del i debatten som en neutral spiller med et fakta-orienteret udgangspunkt på basis af data, siger han.

Lynkarriere og tårnhøj videnskabelig produktion rimer dårligt på fritid. Og det er da heller ikke eksotiske hobbyer, som fylder i Anton Pottegårds liv.  

- Fritid, det er ikke noget, jeg gør det i. Jeg har kone og tre børn på nul, tre og seks år, som jeg går meget op i, og et arbejde, som jeg går meget op i, og så er der altså ikke mere tid tilbage.

Blå bog:

Navn: Anton Pottegård

Titel: Professor i farmakoepidemiologi og klinisk farmaci ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet, og forskningsleder på Sygehusapotek Fyn

Fagområde: Farmakoepidemiologi, altså studier af brugen af lægemidler i store befolkningsgrupper, typisk via danske eller internationale sundhedsregistre

Fødested og bopæl: Ellinge Lyng i Odsherred, bosiddende i Trekroner ved Roskilde

Kontaktoplysninger: Telefon: 2891 3340, e-mail: apottegaard@health.sdu.dk

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 24. februar 2022