Gå til indhold

Mette Vestergård Pedersen

Ph.d.-studerende, cand.med.

Fagområde

Lægevidenskab

Populærvidenskabelig titel på dansk på dit projekt

Iltmangel ved fødslen og neurologiske sygdomme i barnealderen

Hvilket fokus har dit ph.d.-projekt?Mette Vestergaard.png

Projektet handler om iltmangel ved fødslen, som kan være alvorligt og medføre hjerneskade. Det kan være vanskeligt at diagnosticere graden af iltmangel ved fødslen samt at vurdere, hvilken betydning det vil få for barnet i fremtiden. Børn med svær iltmangel efter fødslen bliver kølebehandlet, hvor kropstemperaturen sænkes til 34 grader i 72 timer. Dette mindsker risikoen for permanent hjerneskade og død. I projektet vil jeg anvende information fra de nationale danske registre samt sygehusenes patientoplysninger. På en ny og mere præcis måde kombinerer jeg informationer om iltmangel ved fødslen for at undersøge børnenes risiko for udviklingsforstyrrelser og neurologisk sygdom senere i barndommen. Jeg vil også undersøge, hvorvidt det kunne være hensigtsmæssigt at kølebehandle børn, som ikke helt (men næsten) opfylder kriterierne for kølebehandlingen med henblik på at mindske deres risiko for hjerneskade.

Hvad er det mest spændende ved dit forskningsfelt?

Hvordan forskellige faktorer omkring graviditet og fødsel påvirker børn senere i livet, har haft min interesse gennem meget af medicinstudiet. Særligt har jeg haft fokus på iltmangel ved fødslen. Behandlingen af syge nyfødte er blevet optimeret igennem de seneste årtier, men der er stadig børn, som – måske på grund af sygdom eller andre forhold tidligt i livet – udvikler problemer senere. Jeg synes, det er særligt spændende, at vi – ved hjælp af store datasæt i form af de nationale danske registre og avancerede dataanalysemetoder – måske bedre vil kunne identificere, hvem der er i øget risiko for problemer senere i livet.

Hvad bidrager dit projekt med til forskningsfeltet og samfundet?

Nyfødte kan meget hurtigt blive alvorligt syge, og mange kommer sig heldigvis godt uden men. Det er af afgørende betydning for både barnet, pårørende og samfundet at kunne skelne mellem, hvem der bliver raske, og hvem der er i risiko for at få problemer senere i livet. Nogle børn kommer til at få brug for højt specialiseret hjælp, og jo før vi hjælper dem, jo bedre går det på længere sigt. Projektet vil bidrage med ny viden om, hvilke børn der har og ikke har risiko for udviklingsproblemer og neurologisk sygdom. Med baggrund i simple undersøgelser og mål ved fødslen vil det være muligt tidligt at opspore de børn, der skal have særlig opmærksomhed og muligvis senere behandling for at begrænse deres risiko. Projektet vil også evaluere, om flere børn vil have gavn af kølebehandling for at forbedre deres fremtidsudsigter.

Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder?

Stipendiet muliggør et udvekslingsophold ved Bergen Universitet i Norge, hvor mine to samarbejdspartnere, professor Rolv Terje Lie og professor Dag Moster, holder til. De er førende inden for forskning i, hvordan meget tidlige påvirkninger kan have betydning senere i livet. Og de har indgående kendskab til de avancerede metoder, vi skal anvende til at analysere projektets data. Udvekslingsopholdet vil højne den videnskabelige kvalitet af projektet, og jeg får mulighed for at styrke det internationale samarbejde og udvikle mine metodiske kompetencer.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg bor i et lille hus i Aarhus med min mand og venter i skrivende stund vores første barn. Vi nyder at bruge fritiden i naturen – både i form af en gåtur ved stranden og i skoven eller med sammenpakket telt på ryggen i de norske fjelde. Jeg holder også af at bruge tid i køkkenet og forkæle familie og venner med god mad og drikke. Om aftenen kobler jeg af med en varm kop te og små nørklerier på mine strikkepinde, hvis jeg ikke allerede er faldet i søvn på sofaen.  

Gymnasium og nuværende bopælskommune

Viborg Katedralskole og Aarhus Kommune

Forskningsprojektets videnskabelige titel

Perinatal asphyxia at term and long-term neurodevelopmental outcome

Kontaktoplysninger

mvp@clin.au.dk

Forskningsinstitution

Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin, Børn og Unge

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024