Fagområde
Nanoscience
Populærvidenskabelig titel på dansk på dit projekt
3D-printet bionisk levervæv
Hvilket fokus har dit ph.d.-projekt?
Mit ph.d.-projekt har fokus på at skabe leveragtigt væv fra bunden som et alternativ til en naturlig lever, der kan anvendes både med henblik på kliniske applikationer og sygdomsmodeller i laboratoriet. Det leveragtige væv er semisyntetisk (bionisk) og er lavet af et materiale bestående af en hydrogel med både naturlige og kunstige leverceller. Det semisyntetiske væv bygges op ved hjælp af 3D-bioprintning, som printer levende celler sammen med gelbaserede materialer. Populært sagt limer det cellerne sammen, så man kan opnå en geometrisk veldefineret struktur. Formålet med at inkorporere kunstige celler er at efterligne udvalgte strukturelle og funktionelle egenskaber af pattedyrsceller, så de kan støtte, forøge eller erstatte aspekter i deres levende rollemodeller. På denne måde vil det semisyntetiske væv have designede egenskaber, der ikke kan opnås udelukkende med de naturlige pattedyrsceller.
Hvad er det mest spændende ved dit forskningsfelt?
Et af formålene inden for forskningsfeltet syntetisk biologi er at benytte redskaber fra kemi, biologi, nano- og materialevidenskab til at danne kunstige celler. Man designer enheder med enkelte eller flere cellulære funktioner og integrerer dem ved at samle kunstige celler med det ultimative formål at efterligne deres naturlige modstykker. Der er mange spændende aspekter inden for dette forskningsområde. Jeg synes personligt, at det mest fascinerende er potentialet i at integrere kunstige celler med pattedyrsceller og væv, der kan agere som en type af protese, der støtter, forøger eller erstatter de naturlige cellers funktion.
Hvad bidrager dit projekt med til forskningsfeltet og samfundet?
Der er et stort behov for alternativer til naturlige organer og væv i klinikken, da der er et begrænset udbud af naturlige organer, f.eks. til transplantater. Derfor udforsker jeg i min ph.d., hvordan semisyntetisk væv – og ultimativt biosyntetiske levere – kan udvikles som et alternativ til naturligt levervæv. Disse kan benyttes, når et levertransplantat ikke er tilgængeligt, f.eks. i form af enheder uden for kroppen, der kan stabilisere patienter, indtil et levertransplantat er tilgængeligt. Gennem skabelse af semisyntetisk væv, der består både af naturlige og kunstige leverceller, mindskes behovet for naturlige celler og væv. Derudover kan de kunstige celler benyttes til at støtte forskellige typer af naturlige leverceller i at udføre deres funktion. Projektet bidrager også til den grundlæggende forskning i kunstige celler inden for syntetisk biologi og ikke mindst, hvordan vi bedre kan designe dem til at fungere i en biologisk kontekst.
Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder?
Mit EliteForsk-rejsestipendium vil blive brugt til at rejse til University Michigan (USA), hvor jeg kommer til at samarbejde med associate professor Allen Liu, som med sin forskningsgruppe arbejder på at bygge cellelignende systemer, der efterligner mekaniske og biokemiske aspekter af en celle. Opholdet vil give mig en masse nye erfaringer inden for bottom-up syntetisk biologi, specifikt i forhold til hvordan vi bedre kan designe kunstige celler, så de mere fuldt ud efterligner de naturlige pattedyrsceller med hensyn til det cellulære ’skelet’ – da kunstige celler på nuværende tidspunkt er meget minimale i forhold til deres naturlige rollemodeller. Den erfaring kommer til at være essentiel for at udvikle den næste generation af syntetiske celler.
Lidt om mennesket bag forskeren
Jeg er født og opvokset i Leon, en lille by i Nordspanien. Efter gymnasiet flyttede jeg til Zaragoza, hvor jeg studerede kemi. Efter min bachelor besluttede jeg mig for at kaste mig ud i det ukendte og flyttede til Aarhus for at fortsætte mine studier. I dag bruger jeg meget af min tid på forskning i sammenhæng med mit ph.d.-projekt. Min fritid bruger jeg ofte på at rejse eller at være sammen med venner og familie. Jeg elsker at rejse og griber hver chance, jeg får, og når det er muligt, trækker jeg mine forældre og søster med mig for at opdage nye steder.
Gymnasium og nuværende bopælskommune
IES Lancia (Leon, Spanien) og Aarhus Kommune
Forskningsprojektets videnskabelige titel
Integrering af syntetiske celler med hepatocytter og endothele celler ved brug af 3D-bioprintning
Kontaktoplysninger
pda@inano.au.dk
Forskningsinstitution
Aarhus Universitet, Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO)