Gå til indhold

Indstilling af Irene Tamborra

Irene Tamborra er astrofysiker og står i spidsen for et nyt område inden for astrofysikken. I stedet for ”blot” at udforske kosmos ved hjælp af elektromagnetisk stråling, dvs. fotoner, tages andre typer af kosmiske budbringere såsom gravitationsbølger, neutrinoer og kosmisk stråling også i brug.

Dette giver et meget bredere informationsfelt end hidtil i forhold til at forstå spektakulære kosmiske begivenheder som f.eks. oprindelsen af grundstofferne. Irene Tamborras forskning tager således fat i de grundlæggende spørgsmål om vores egen oprindelse, hvor hendes forskning har fokuseret på både at afdække disse kosmiske budbringere på Jorden og at fortolke astrofysiske objekters indre dynamik ved at udnytte hele spektret af dem.

Irene Tamborra har som én af pionererne inden for den såkaldte ”multi-messenger-astrofysik” placeret Niels Bohr Instituttet som ét af verdens førende centre indenfor dette spirende forskningsområde. Hendes opdagelse af LESA har givet banebrydende bidrag til forståelsen af tunge grundstoffers dannelse. LESA er et fænomen, der opstår umiddelbart før eksplosionen i kerne-kollaps-supernovaer, og som har afgørende betydning for den efterfølgende dannelse af stoffer. Hendes forskning har udgjort et paradigmeskift for forståelsen af neutrinoens betydning og rolle i supernovaer og fusion af neutronstjerner, og hvordan dette påvirker den elektromagnetiske stråling.

Irene Tamborra har modtaget flere større danske og internationale bevillinger, herunder en Consolidator-bevilling fra Det Europæiske Forskningsråd, Villum Young Investigator og Villum Young Investigator Plus samt en Sapere Aude-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond. Hun har også modtaget en lang række priser, herunder Kvinder i Fysik, S.P. Duggal Award for outstanding work, MERAC-prisen for bedste unge forsker og et Alexander von Humboldt Fellowship. I sin forskningsformidling blander Irene Tamborra flere fagområder. Hun har bl.a. anvendt kunstinstallationer til at formidle sin forskning for at komme ud til den brede offentlighed. Derudover har hun hyppigt været inviteret til at være hovedtaler ved internationale fagkonferencer.

Irene Tamborra er 40 år og fik en ph.d.-grad i fysik fra Universitetet i Bari i 2009. Hun blev ansat som adjunkt på Københavns Universitet i 2016, blev lektor i 2017 og endelig professor i 2021. Hun har opbygget og leder forskningsgruppen AstroNU ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, der består af ca. 15 forskere. Hun er en rollemodel for unge forskere og arbejder aktivt for at opmuntre minoriteter til at tage en videregående uddannelse inden for naturvidenskab ved at samarbejde med skoler og holde offentlige foredrag. Hun er en fremragende mentor for unge forskere og har haft over 25 unge forskere igennem sin gruppe, hvoraf mange er fortsat i de bedste forskningsgrupper rundt omkring i verden. Irene Tamborra er en meget højt citeret og anerkendt forsker, som på kort tid har etableret sig som leder af et nyt forskningsfelt med stor impact på astrofysikken.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 26. februar 2024