Gå til indhold

Indstilling af Peter Dalsgaard Grove

Peter Dalsgaard Grove arbejder med informationsvidenskab med særligt fokus på, hvad der sker, når it-teknologi og mennesker mødes. Hvordan ændres vores muligheder for at tænke, handle og være kreative, når teknologierne omkring os forandres?

Hans forskning adresserer dermed ét af tidens mest aktuelle emner og er relevant for nutidens diskussioner om ChatGPT, og hvad det kan gøre ved verden, som vi kender den.

I et hastigt skiftende teknologilandskab, hvor der er størst fokus på teknologiske landvindinger, er Peter Dalsgaard Groves banebrydende forskning med til at holde mennesket i centrum. Hans innovative og tværvidenskabelige tilgang bygger bro mellem humanistiske og datalogiske perspektiver samt udfordrer og udvider vores forståelse af teknologiens rolle og potentialer i samfundet. Peter Dalsgaard Grove arbejder såvel teoretisk som empirisk med samspillet mellem menneske og teknologi. Teoretisk har han ydet vigtige bidrag til at udvikle teorien om pragmatisk designtænkning og mere specifikt tilgangen ”instruments of inquiry”, som er en analytisk ramme for teknologiens funktioner i designprocesser. Empirisk sætter han bl.a. sin forskning i spil i konkrete samarbejder med virksomheder som LEGO, Bjarke Ingels Group og Studio Olafur Eliasson. Dermed bringer han teori og praksis sammen.

Peter Dalsgaard Grove har et imponerende CV. Han publicerer i førende tidsskrifter, og hans arbejde er vidt citeret internationalt. Han har mere end 150 publikationer med knap 4.000 citationer i alt. Peter Dalsgaard Grove har været leder af flere forskningsprojekter støttet af bevillinger fra Danmarks Frie Forskningsfond, Innovationsfonden, Velux Fonden og Det Europæiske Forskningsråd. Peter Dalsgaard Grove og hans forskning er anerkendt og har sat tydeligt aftryk i den danske og internationale forskningsverden. Fra 2016-2021 var han medlem af Det Unge Akademi under Videnskabernes Selskab, og han har haft centrale organisatoriske roller på førende internationale konferencer inden for sit felt.

Peter Dalsgaard Grove er 46 år. Han blev kandidat i informationsteknologi fra Aarhus Universitet i 2004 og ph.d. fra samme sted i 2009. Hans karriere fortsatte på Aarhus Universitet som adjunkt i 2009, lektor i 2013 og siden 2018 som professor i ”Interaction Design”. Undervejs har han haft flere udlandsophold, bl.a. på French National Library and Information Science School i Lyon. Han har været hovedvejleder for fire ph.d.-studerende, seks postdocs samt medvejleder for otte ph.d.-studerende. Han er grundlægger og leder af det internationalt højt anerkendte Centre for Digital Creativity på Aarhus Universitet, hvor han har etableret et dynamisk og engageret forskningsmiljø med en stærk international profil og fokus på yngre forskeres talentudvikling.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024