Fagområde
Jeg forsker i akvatisk geomikrobiologi – et felt, der undersøger, hvordan mikroorganismer i vandmiljøer påvirker globale processer. Jeg er ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet.
Populærvidenskabelig titel på mit projekt
Ledende mineraler som elektriske forbindelser i metancyklussen.
Mikroorganismer bruger elektrisk ledende mineraler
Jeg arbejder på at forstå, hvordan mikroorganismer kan udnytte elektrisk ledende mineraler i metancyklussen. Disse mineraler, som til dels er skabt af menneskelige aktiviteter, kan både bruges til at producere og oxidere metan. Jeg undersøger, hvordan disse processer foregår, og hvad de betyder for klimaet, da metan er en drivhusgas med stor klimapåvirkning.
Små organismer med stor indvirkning
Jeg har altid været stærkt optaget af at forstå mikroorganismernes rolle i globale processer såsom biogeokemiske cyklusser. Jeg vil gerne forstå, hvordan menneskelige aktiviteter ændrer dem. Jeg motiveres af muligheden for at forstå, hvordan mikroorganismernes komplekse samspil med miljøet kan bidrage til løsninger på nutidens klimaudfordringer.
Reducering af metanudledning
Mit projekt bidrager med vigtig viden om metancyklussen, en proces, der er central for Jordens klima. For samfundet kan min forskning bane vejen for at udvikle metoder til at reducere metanudledning og dermed mindske vores klimapåvirkning. Ved at forstå, hvordan menneskeskabte mineraler påvirker disse naturlige processer, kan vi finde nye strategier til at arbejde med klimaudfordringer.
Mulighed for feltarbejde i Grønland
EliteForsk-rejsestipendiet er afgørende for mit arbejde. Det giver mig mulighed for at gennemføre en anden prøvetagning i Grønland, som er essentiel for mit projekt. Derudover kan jeg bruge midlerne på at analysere den biologiske komponent af mine prøver gennem sekventering, hvilket vil give mig vigtig indsigt i mikroorganismernes rolle i de arktiske miljøer.
Mexicaner med madglæde
Uden for laboratoriet elsker jeg at danse, svømme og lave mad – jeg er mexicaner, og mad fylder meget i mit liv! Jeg cykler gerne rundt i Odense, hvor jeg nyder skovene og byen. Jeg holder af at være sammen med venner, familie og kæledyr, men jeg sætter også pris på at bruge tid alene, hvor jeg kan fordybe mig i nye hobbyer som fotografi.