Gå til indhold

Indstilling af Ingvild Bode til EliteForsk-prisen 2025

Ingvild Bode forsker i forandringsprocesser inden for fred og sikkerhed både politisk og normativt.

Hun undersøger, hvordan normer om magtanvendelse opstår og udvikler sig, herunder hvordan stater opfatter, hvad der er passende brug af militær magt. Det er helt afgørende spørgsmål i vores tid, hvor militære teknologier udvikler sig hastigt, og hvor flere voldsomme konflikter udspiller sig. Hendes forskning afdækker, hvordan kunstig intelligens i militære beslutningsprocesser og våbensystemer påvirker opfattelsen af, hvordan krig og magtanvendelse kan og bør finde sted, og hvordan kunstig intelligens påvirker menneskers adfærd i krigsførelse. Hun har desuden bidraget afgørende til vores forståelse af normers påvirkning af De Forenede Nationers Sikkerhedsråd samt fredsbevarende operationer.

Ingvild Bode har udviklet banebrydende teorier om, hvordan design og brug af kunstig intelligens påvirker normer, og hvordan normer opstår og udvikler sig uden for offentlighedens søgelys. Hendes forskning er tværvidenskabelig og forener indsigter fra international politik, politisk teori samt videnskabs- og teknologistudier. Det betyder, at hendes forskningsbidrag også er relevante for udviklingen af normer i samspillet mellem menneske og maskine i andre væsentlige sammenhænge, herunder for eksempel inden for sundheds- og uddannelsessektoren.

Ingvild Bode bygger sin forskning på internationalt samarbejde. Hun har modtaget adskillige forskningsbevillinger. I 2019 modtog hun et Starting Grant fra European Research Council, hvor hun stod i spidsen for det største europæiske projekt om regulering af kunstig intelligens i våbensystemer. I 2023 modtog hun en Sapere Aude-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond. Hendes tidligste forskning er også blevet anerkendt. Således blev hendes ph.d.-afhandling tildelt en Outstanding Doctoral Dissertation Award fra Eberhard Karls University i Tübingen.

Ingvild Bode er 44 år. Hun har en international forskningskarriere, som begyndte i 2007 med en kandidatgrad i internationale relationer og engelsk litteratur fra Leibniz Universität i Hannover. I 2013 modtog hun ph.d.-graden fra Eberhard Karls University i Tübingen. Hun har været ansat som postdoc på University of Tokyo, som lektor ved University of Kent og er nu professor ved Syddansk Universitet. Hun har opbygget en stærk forskningsgruppe og er forskningsleder for adskillige yngre forskere. Ingvild Bodes forskning har en åbenlys samfundsrelevans, og hun har formidlet sin forskning til flere europæiske regeringer og til internationale organisationer som De Forenede Nationer og Den Internationale Røde Kors Komité. Med sine banebrydende videnskabelige resultater og internationale gennemslagskraft er hun en betydelig rollemodel for yngre forskere.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 25. februar 2025