Gå til indhold

Thorvaldur Skuli Palsson

Ph.d.-studerende, M.Sc. i muskuloskeletal fysioterapi, 32 år

Thorvaldur Skuli Palsson

Fagområde

Muskuloskeletal smerteforskning.

Forskningsprojekt

Bækkenrelateret smerte – påvirkning af motorisk funktion og smertesensitiviteten.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Interessen opstod efter mange mislykkede forsøg på behandling af personer med smerter fra bækkenområdet. Personligt havde jeg derfor behov for en evidensbaseret behandlingstilgang, men til trods for omfattende forskning inden for emnet har det ikke været muligt at finde svar på mange af de spørgsmål, som jeg havde. Derfor havde jeg selv lyst til at undersøge området og generere nogle af de manglende svar.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Bækkenrelateret smerte menes at være tæt forbundet med lænderygsmerter. Det bedste eksempel på symptomerne er de bækkensmerter, som kvinder får i forbindelse med graviditet, selv om også mænd kan have smerter i samme område. Tidligere studier har fokuseret på, hvilke strukturer der er involveret i smertesyndromet. I mit projekt vil jeg undersøge, om øget smertesensitivitet fra bækkenet kan ændre funktionen i de omkringliggende muskler, der bruges til at stabilisere bækkenet, eller omvendt; dvs. om ændringer i muskelfunktion udsætter bækkenet for overbelastning, som kan give smerte. For at gøre dette vil jeg inkludere både raske personer, hvor smerte induceres eksperimentelt, og personer med bækkenrelateret smerte. Jeg vil undersøge deres muskelfunktion med EMG-målinger samt lave en bevægelsesanalyse med et 3-dimensionelt kamerasystem.

Hvortil ønsker du at rejse med midlerne fra stipendiet?

Jeg vil anvende EliteForsk-rejsestipendiet til et ophold på School of Physiotherapy, Curtin University of Technology, Perth, Australien.

Hvor længe skal du være væk, og hvad forventer du at få ud af opholdene?

Opholdet varer tre til seks måneder, hvor jeg skal arbejde med professor Peter O’Sullivan og hans forskningsgruppe. De har lavet et omfattende forskningsarbejde inden for motorisk kontrol af lænd og bækken inden for en bio-psyko-social ramme. Det vil klart gavne mit projekt at kombinere Aalborg Universitets viden om smerter med denne forskningsgruppes arbejde, og det vil forhåbentlig have en effekt på den fremtidige behandling af disse patienter.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg bor i Aalborg sammen med min kone og en søn på to år. Vi venter vores andet barn en god måneds tid efter prisoverrækkelsen, så der bliver nok at se til på hjemmefronten. Jeg kan godt lide at dykke og dyrke motion af forskellig art, men det har ligget lidt stille de sidste par år på grund af uddannelse og arbejde. Jeg prøver dog at finde tid til at træne tidligt om morgenen, fire til fem gange om ugen, hvor det desværre ikke bliver til noget mere spændende end løb og styrketræning. Med et lille barn, snart to, lærer man at værdsætte de små ting i livet, så jeg har stor glæde af at være sammen med familie og venner.

Fødested, gymnasium og bopælskommune

Født i Reykjavik, Island, student fra Menntaskolinn ad Laugarvatni og bopæl i Aalborg Kommune.

Ph.d.-projektets titel

Bækkenrelateret smerte. Sensoriske og motoriske aspekter

Kontaktoplysninger

Thorvaldur Skuli Palsson. Telefon: 3022 0937; e-mail: tsp@hst.aau.dk

Forskningsinstitution

Aalborg Universitet, Institut for Medicin og Sunhedsteknologi, Center for Sanse-Motorisk Interaktion.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 02. februar 2015