Gå til indhold

Mathias Thor

Ph.d.-studerende, BSc

Populærvidenskabelig titel på dansk på dit projekt

Kan naturen lære os at få robotter til at gå intelligent?

Hvad handler dit ph.d.-projekt om?Mathias Thor

Mit projekt handler om gående robotter. Fordelen ved gående robotter er, at de kan bevæge sig steder, hvor robotter med hjul ikke kan. Det kan for eksempel være fysiske miljøer, der er designet til mennesker, eller uvejsomt terræn med forhindringer. Med inspiration fra naturen vil jeg udvikle en robothjerne, som er fleksibel, så den kan bruges på forskellige robotter, og så den hurtigt kan tilpasse sig nye omgivelser. Målet er altså at flytte fokus fra robotter, der kun kan bevæge sig på forudbestemte måder, frem til mere intelligente robotter, der kan reagere på uvante situationer. En universel kontroller, som er i stand til at tilpasse sig forskellige robottyper, kan åbne for mange nye anvendelser af gående robotter.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt? Og hvad motiverer dig?

Interessen for kontrol af gående robotter opstod hovedsageligt under min bachelorafhandling, hvor jeg også blev bekendt med min vejleder. Jeg har dog været interesseret i robotter og lignende systemer siden barnsben. Det motiverer mig meget at få komplekse robotter til at bevæge sig på intelligente måder, især når den bagvedliggende styring er simpel og bygger på enkle regler. Sådan er det også i den biologiske verden. Det er derfor, insekter kan klare sig med meget små hjerner og nogle gange helt uden.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Gående robotter er ofte komplekse og kan bestå af mange motorer, der alle skal styres på samme tid. De nuværende løsninger er lovende, men kan virke kluntede, og de er ret langt fra det, vi ser i dyreriget. Udfordringen er derfor at udvikle mere intelligente og alsidige løsninger. En bedre forståelse for, hvordan man styrer gående robotter, kan også gavne mennesker, for eksempel ved at udvikle hjælpemidler til personer med gangbesvær.

Hvad betyder et EliteForsk-rejsestipendium for dine fremtidige muligheder?

EliteForsk-rejsestipendium vil give mig mulighed for at afprøve mine kontrolmekanismer på flere robotter, herunder nogle af de nyeste. Det vil også give mig mulighed for at møde nogle af de dygtigste forskere indenfor mit felt og dermed erhverve mig den seneste nye viden. Helt konkret skal stipendiet bruges til ophold på Nanjing University of Aeronautics and Astronautics i Kina og Vidyasirimedhi Institute of Science and Technology i Thailand. Herudover vil jeg deltage i konferencer omhandlende gående robotter i Canada, Macau og Schweiz, hvor nogle af de førende forskere inden for mit forskningsfelt vil være til stede.

Lidt om mennesket bag forskeren?

Jeg er født og opvokset i Odense, hvor jeg også har taget mine uddannelser. I sommeren 2016 blev jeg færdig med min bachelor i robotteknologi og begyndte omkring to år efter på min ph.d. sideløbende med min kandidatuddannelse. Til daglig bor jeg i centrum af Odense sammen med min kæreste, der er sygeplejerske. Jeg holder meget af at være social med venner og familie, men ellers dedikerer jeg det meste af min tid til mit ph.d.-projekt, der heldigvis også er min store hobby.

Fagområde

Robotteknologi

Forskningsinstitution

Syddansk Universitet, SDU Embodied Systems for Robotics and Learning, Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet

Gymnasium/bopælskommune

Tornbjerg Gymnasium/Odense

Kontaktoplysninger

mathias@mmmi.sdu.dk

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024