Arbejdet i Nævnet for Videnskabelig Uredelighed
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed har til opgave at behandle sager om videnskabelig uredelighed. Nævnet består af en formand, der er landsdommer, og 8-10 faglige medlemmer.
Nævnet behandler sager om videnskabelig uredelighed efter den proces, der fremgår i lov nr. 383 af 26. april 2017 om videnskabelig uredelighed m.v. Nævnets sager kan rejses af enhver ved anmeldelse. Anmeldelsen indgives til den forskningsinstitution, hvor forskningen er udført, hvorefter anmeldelsen oversendes til behandling i nævnet. Nævnet kan desuden behandle sager af egen drift.
Nævnet udarbejder årlige beretninger om nævnets behandling af sager om videnskabelig uredelighed og om tvivlsom forskningspraksis, som har været under behandling på forskningsinstitutionerne i Danmark.
Nævnet mødes 4 - 5 gange årligt, og sekretariatsbetjenes af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen under Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Krav til de faglige medlemmer og suppleanter
Nævnets faglige medlemmer og suppleanter skal være anerkendte forskere og tilsammen repræsentere forskellige videnskabelige forskningsområder.
Det vil sige, at nævnet skal sammensættes, så medlemmerne har erfaring med forskellige forskningsområder. Anerkendte forskere skal forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i lov nr. 384 af 26. april 2017 om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond. Anerkendte forskere defineres som personer, der i en årrække på videnskabeligt plan aktivt har beskæftiget sig med forskning, og som er på mindst lektor- eller seniorforskerniveau. De faglige medlemmer og suppleanter skal leve op til denne definition.
Beskikkelsesperiode
Udpegningsperioden er indtil fire år med mulighed for genudpegning, indtil vedkommende har været udpeget i samlet seks år. Konkret angår opslaget udpegninger, der forventes at begynde den 1. juli 2021.
Krav til indstillinger
Forslag til faglige medlemmer og suppleanter skal indeholde følgende:
-
En begrundelse for hvorfor den foreslåede kandidat vurderes velegnet til at indtræde i Nævnet for Videnskabelig Uredelighed
-
Et CV på maks. to sider
-
Kontaktinformation på den foreslåede kandidat
-
En redegørelse og eventuel dokumentation for, at den pågældende kandidat er anerkendt forsker
Uddannelses- og Forskningsministeriet forudsætter, at kandidater, der bringes i forslag, er adspurgte og indstillet på at påtage sig hvervet.
Forslag sendes til UFS-JUR@ufm.dk
Frist: 25. april 2021
Ligestilling
For at kunne opfylde ligestillingslovens intentioner om ligelig kønsfordeling i råd og nævn anmoder Uddannelses- og Forskningsministeriet om, at der indsendes forslag af både kvinder og mænd.
Videre proces
På baggrund af en høring af Danmarks Frie Forskningsfond over indstillede og egnede kandidater udpeger uddannelses- og forskningsministeren de faglige medlemmer og suppleanter af nævnet.
De udpegede medlemmer og suppleanter vil modtage besked fra ministeriet.
Yderligere oplysninger
Eventuelle spørgsmål rettes til specialkonsulent Kirstine Hvitved Ekholm, Center for Jura og Institutionspersonale, Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, på tlf. 72 31 86 03 eller e-mail kihe@ufm.dk.