Nævnet består af en formand, der er landsdommer, og 8-10 faglige medlemmer og suppleanter, der alle er udpeget af uddannelses- og forskningsministeren i deres personlige egenskab. Udpegningen sker for en periode på indtil fire år med mulighed for genudpegning indtil medlemmet eller suppleanten har været udpeget i en samlet periode på op til seks år.
Per 30. juni 2025 udløber beskikkelsesperioden for ét medlem og én suppleant, hvorfor der på baggrund af dette opslag skal beskikkes ét nyt medlem og én ny suppleant til nævnet for beskikkelsesperioden 1. juli 2025 til 30. juni 2029.
Krav til de faglige medlemmer og suppleanter
Nævnets faglige medlemmer og suppleanter skal være anerkendte forskere og tilsammen repræsentere forskellige videnskabelige forskningsområder. Det vil sige, at nævnet skal sammensættes, så medlemmerne har erfaring med forskellige forskningsområder.
Anerkendte forskere defineres som personer, der i en årrække på videnskabeligt plan aktivt har beskæftiget sig med forskning, og som er på mindst lektor- eller seniorforskerniveau, jf. § 2, nr. 1, i lov nr. 384 af 26. april 2017 om Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og Danmarks Frie Forskningsfond. De faglige medlemmer og suppleanter skal leve op til denne definition.
Arbejdet i Nævnet for Videnskabelig Uredelighed
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed har til opgave at behandle sager om videnskabelig uredelighed, herunder træffe afgørelse om, hvorvidt der i de enkelte sager foreligger eller ikke foreligger videnskabelig uredelighed.
Nævnet udarbejder endvidere årlige beretninger om nævnets behandling af sager om videnskabelig uredelighed og om tvivlsom forskningspraksis, som har været under behandling på forskningsinstitutionerne i Danmark. Nævnets virksomhed er reguleret af lov nr. 383 af 26. april 2017 om videnskabelig uredelighed m.v.
Nævnsmedlemmer forventes at deltage i nævnsmøder fire til fem gange årligt, bidrage til nævnets sagsbehandling på skriftligt grundlag og udarbejdelse af årsberetninger, samt nævnets øvrige aktiviteter. Nævnets møder og sagsbehandling foregår på dansk.
Nævnets sager kan rejses af enhver ved anmeldelse. Anmeldelsen indgives til den forskningsinstitution, hvor forskningen er udført, hvorefter anmeldelsen oversendes til behandling i nævnet. Nævnet kan desuden behandle sager af egen drift. Nævnet sekretariatsbetjenes af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen under Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Beskikkelsesperiode
Det nye nævnsmedlem og den nye suppleant til nævnet beskikkes i fire år for perioden 1. juli 2025 til 30. juni 2029 med mulighed for genudpegning, indtil vedkommende har været udpeget i samlet seks år.
Forslag til faglige medlemmer og suppleanter skal indeholde
- Begrundelse for, hvorfor den foreslåede kandidat vurderes velegnet til at indtræde i Nævnet for Videnskabelig Uredelighed
- Kort CV (maks. to sider)
- Kontaktinformation på den foreslåede kandidat
- Redegørelse og eventuel dokumentation for, at den pågældende kandidat er anerkendt forsker.
Uddannelses- og Forskningsministeriet forudsætter, at kandidater, der bringes i forslag, er adspurgte og indstillet på at påtage sig hvervet.
Forslag sendes via sikker Digital Post til nvu@ufm.dk
Fristen for at indsende forslag er fredag den 7. februar 2025 kl. 12.00.
Ligestilling
For at kunne opfylde ligestillingslovens intentioner om ligelig kønsfordeling i råd og nævn anmoder Uddannelses-og Forskningsministeriet om, at der indsendes forslag til indstilling af både kvinder og mænd.
Videre proces
På baggrund af en høring af Danmarks Frie Forskningsfond over de foreslåede kandidater udpeger uddannelses-og forskningsministeren de faglige medlemmer og suppleanter til nævnet.
Det udpegede medlem og den udpegede suppleant vil modtage besked fra ministeriet.
Yderligere oplysninger
Eventuelle spørgsmål kan rettes til specialkonsulent Kirstine Hvitved Ekholm på tlf. 7231 8603, Jura og Institutionspersonale, Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, eller e-mail nvu@ufm.dk