Intro:
Velkommen til EU kampen om de kloge milliarder, en podcast om EU støtte til forskning- og innovation gennem Horizon Europe. I dag kan du møde Joachim Backman, der er CEO i Kvasir Technologies og har fået næsten 20 millioner kroner i EU støtte. I denne episode fortæller han, hvad han mener er vigtigst for at opnå støtte. Podcasten udgives af uddannelses- og forskningsstyrelsen, der er Danmarks repræsentant i EU samarbejdet om Horizon Europe. Din vært er Tor Arnbjørn chefredaktør på Science Report.
Joachim Backman:
Jamen vi er i noget der hedder innovation house hos Alfa Laval i Søborg, udenfor København som er et ja, en tidligere fabrikshal hvor der har været produktion af ja, udstyr til industrien, og det er så blevet tømt og så er der blevet flyttet en hel masse startups ind. Vi er mere end 20 startups firmaer, scale-up firmaer herude der allesammen arbejder med en eller anden form for teknologiudvikling, hvor der kan være en synergieffekt med industri firmaet Alfa Laval.
Tor Arnbjørn:
Og det ligner jo meget, det her ligner jo sådan en hel klassisk iindustriproduktion, med folk der og svejser lidt i hjørnerne, og store metalkonstruktioner og så noget. Og nu kommer vi så her, efter at have gået måske 100 meter ned af den her hal, ned til hjørnet hvor at der står Kvasir Technologies. Hvad er det I har her?
Joachim Backman:
Her der har vi cirka 100 kvadratmeter hvor vi har indrettet værkstedsareal kan du se herovre. Og så har vi også laboratorie har vi indrettet her, vi har flere stinkskabe, vi har noget udstyr til at lave den bioolie vi laver, vi har noget der hedder en batch autoklave og så har vi vores analyseudstyr. Og det ja, det er stort set helt færdigt fungerende analyse lab, og supporterende lab hvor vi også kan lave faktiske forsøg og videreudvikling. Det er sådan vi laver ikke al olien in house, vi har forskellige vi har aktiviteter forskellige steder. Vi har det der hedder pilot skala, produktion af olier sådan litervis af olie, både i USA og vi har faktisk også fået sat det op så det kører noget her i USA i Danmark her ved Aalborg Universitet. Og det er sådan, at så får vi olie samples hjem, så vi kan separere dem, vi kan analysere olierne, vi kan sende dem videre herfra. Og bag dig, der har vi sådan en der er ja, det hedder en batch autoklave og det er groft sagt bare en forstørret trykkoger. Og det vil sige her der kan vi faktisk tage vores blanding af den biomasse, for eksempel halm, som vi omdanner til olie, og så putte den ind med de ingredienser vi putter ned i, vi putter noget alkohol i, så lukker vi den, og så kan vi varme den op til over 300 grader, og så kan den modstå det tryk der nu kommer når du varmer det op. Og når vi køler det ned, jamen så får vi så en hel masse olie ud.
Tor Arnbjørn:
Altså hvor meget plads kommer I til og bruge, det her er jo som du selv siger, små bitte glas I laver, men hvis man skal op og lave i tonsvis af det her, hvor stort bliver det så?
Joachim Backman:
Vi opbevarer jo også lige meget hvad, hvor stor skala, så opbevarer vi jo mindre mængder hele tiden til analyser. Altså vi arbejder i dag med en skala der hedder liter olie i timen, det gør vi to steder, men vi arbejder også hen over de næste to år, med at bygge et anlæg som kan producere, op mod to tons olie om dagen. Det svarer til cirka en opskalering på 100 gange, i throughput og to tons om dagen, det er ikke kommercielt, fordi dem er skal bruge olien den maritime sektor, de brænder langt mere af på et enkelt skib, end to tons så det har simpelthen ikke relevans rent kommercielt. Men det er tilstrækkeligt til at komme op på den skala der hedder og validere olien endeligt som et produkt på et rigtigt skib.
Tor Arnbjørn:
Det lyder jo kæmpestort det skal vi høre meget mere om, lad os gå op på dit kontor.
Joachim Backman:
Yes, den her vej.
Tor Arnbjørn:
Velkommen til dig, Joachim Backman. Du er stifter og adminstrende direktør i Kvasir Technologies, du er også ph.d. fra DTU, og så har du for nylig fået næsten 20 millioner kroner i støtte fra EU. Mit navn er Thor Arnbjørn. Lad os starte med at tale om, hvad det er I laver her på Kvasir Technologies.
Joachim Backman:
Jo, jamen Kvasir Technologies er et udviklingsselskab, vi udvikler en hel ny teknologi til at omdanne restbiomasse, lav værdis biomasse, tilgængelige store mængder for eksempel halm, landbrugs rester eller billige træ rester fra skovbrug, til et dropin brændstof til maritime sektor. Altså et olieprodukt, et bioolie produkt der kan bruges direkte i eksisterende skibe, eksisterende infrastruktur uden switching cost. Og med andre ord simpelthen ja, populært sagt det er jo det der hedder decarbonise, altså eliminere CO2-udviklingen, udvind eller CO2-udledningen fra skibsfarten, globalt.
Tor Arnbjørn:
Og det lyder jo næsten for godt til at være sandt, at I skulle kunne tage halm og gøre det til olie.
Joachim Backman:
Ja, det er vi ikke det første der har prøvet og prøver på. Det vi gør det er meget teknologi funderet. Min baggrund er fra som forsker tid hos DTU, og det der ligesom hele grundstenen for Kvasir Technologies, det er den her nye teknologi, nye måde at gøre det på. Så i stedet for at lave en forbedring på eksisterende løsninger, så er det simpelthen hel ny måde, hvor vi forvæsker en rigtig stor del, over halvdelen af biomassen op mod 90 procent af biomassen bliver til en olie ved den her proces. Det er en termisk proces, som involverer opløsningsmidler, men ellers en relativ simpel proces.
Tor Arnbjørn:
Altså det lyder jo som om at der er et kæmpe stort potentiale her. Er der det?
Joachim Backman:
Jamen det er der, når man adresserer brændstofs markederne, så er der jo per definition et kæmpestort potentiale. Særligt den maritime sektor er, synes vi er rigtigt interessant, fordi det er en sektor som er rigtig, rigtig svær at eliminere CO2 udvindinger fra. Den og så flytransport. Flytransport er jo velkendt, men det er skibstransport det er faktisk nogle af de samme problemer man har, med at man ikke sådan lige kan overgå til batteri og el teknologi.
Tor Arnbjørn:
Og når du siger decarbonise, kan du lige prøve og uddybe det? Er det fordi at I tager halmen og så omdanner til noget andet, men der er vel stadig CO2 i det?
Joachim Backman:
Jamen det er et rigtig godt spørgsmål, og det er jo i bund og grund så kommer der målt det gør der ud af skorstenen på et skib der ville sejle på vores CO2-neutrale brændsstof, CO2 ud. Forskellen er så er at det er kulstof, det carbon der er i CO2'en at det ikke er millioner af år gammelt, fossil kulstof. Det er kulstof der måske maks er et år gammelt, som er tidligere CO2 lageret ved, da halmen, da hveden planten, hvis det er hvedemark vi snakker om, har lavet fotosyntese, og suget CO2 ud af atmosfæren. Så er det den CO2 vi genudleder, så derfor er det en CO2-neutralitet. Vi bidrager altså ikke med en forskydning af ekstra CO2 og mere drivhusgas. Og potentielt set, det er en lidt længere forklaring, så har det også potentiale for og gå hen imod det der hedder CO2 negativitet. Rent faktisk hvis man gør det hele billedet op, så kan man fjerne mere CO2 fra atmosfæren, end man egentlig tilfører. Det er en lidt længere forklaring.
Tor Arnbjørn:
Den tager vi en anden dag. Du har jo en baggrund som forsker, hvor du har siddet ude på DTU og forsket, og så på et eller andet tidspunkt har kunne se at der var et kommercielt potentiale i det her. Hvor langt er I på den rejse, med at skabe en virksomhed?
Joachim Backman:
Jamen og skabe en virksomhed, vi er jo selskabet stiftet i 2018, så nu har vi jo været i gang i fire år. Og lige nu er vi nået til et inflection point, hvor jeg vil sige vi går fra det nok mere og være et startupfirma til og være mere det der hedder et scaleup firma. Henover det næste to år, det er den sidste prækommercielle fase før vi vil være i stand til, og opføre et første kommercielt anlæg, sælge teknologi, sælge olie. Så, to år, to år fra markedet er en måde at indikere det på.
Tor Arnbjørn:
Og der har I jo så fået de her 20 millioner kroner eller to en halv millioner euro, for at være helt præcis, fra EU. Hvor svært var det at få de penge?
Joachim Backman:
Ja, det var et rigtig godt spørgsmål, når det er en ansøgningsproces som er meget, meget kompetitiv, og der er meget få der modtager den her bevilling, og det er forståeligt nok, at der er meget, meget stor kamp om de her penge, fordi det er det der hedder single applicant, alle pengene går til et firma. Vi lavede én ansøgning, og den kom igennem første skud, så jeg kunne jo fristes til at sige at det var ret nemt, men det har været omkostningsfuldt i tidsmæssig indsats. Altså det involverer som del af processen, et tekstuelt arbejde, et skriftligt arbejde som er en ansøgning der fyldte 134 A4-sider. Så det er ikke fordi, der ikke er lagt ressourcer i og få de her penge, og så er det jo med en forventning om, at man formentlig ikke får tildelt bevillingen, da sandsynligheden for bevilling er så lav. Så på den måde er det sådan lidt en hård proces.
Tor Arnbjørn:
Og hvem har skrevet de 134 sider, er det noget du selv har siddet og skrevet?
Joachim Backman:
Det har vi skrevet internt i organisationen, og så har vi benyttet os af altså rådgivning og sparring, fra ja, relevante aktører der kan rådgive om så noget. Det er sådan at vi som selskab har vi sidste år, sat rigtigt stort fokus på at få professionaliseret selskabet og få sat en professionel bestyrelse, så det er noget vi kigger mere og mere ind i altså så læne os op af de bedste rådgivere vi kan finde.
Tor Arnbjørn:
Men 134 sider en kæmpestor EU ansøgning, det kræver jo også noget professionalisme. Hvordan gjorde I det?
Joachim Backman:
Jeg tror vi som selskab har vi har jo eksisteret i fire år nu. Og vi har erfaring med at søge de her fondsmidler soft funding, både for private og for offentlige aktører så det var der sådan set ikke så meget nyt i. Det er velkendt hvis man har en baggrund fra den akademiske verden, at det faktisk er en stor del af, af ens arbejde at hele tiden og sikre at der er midler tilstede. Det der er lidt anderledes, når man gør det fra et selskab, det er at ens overlevelse til en hvis grad afhænger jo hele tiden af at kunne tiltrække kapital, så man lægger måske lidt mere energi i det.
Tor Arnbjørn:
Hvor stor en forskel er der på det her og så det at sidde i det akademiske system, hvor du også har siddet?
Joachim Backman:
Min akademiske karriere er jo egentlig relativ kort, med arbejde og der som ph.d. og efterfølgende forsker før vi startede selskabet, man kan argumentere for min karriere er egentlig stadigvæk er lidt kort. Det her er en hel særlig type ansøgning, som er målrettet mod kommercialisering, så der er helt klart nogle andre ting der skal igennem i sådan en ansøgning, end der er ved typiske bevillinger man søger som universitet. Mit indtryk er at man er på mange måder lidt mere alene og lidt mere begrænset i sin tilgang til det, hvis man sidder fra hos et ja, universitet. Med mindre man laver de her store bevillinger, med mange forskellige partnere, så er man lige pludselig mange om det, men lige den her ansøgning, den her bevilling vi har modtaget det er jo det der hedder en single applicant. Så der er man jo per definition kun organisationen.
Tor Arnbjørn:
Og hvad betyder det for jer som virksomhed, der kommer selvfølgelig en masse penge som kan være med til at betale lønudgifterne, det er jeg med på. Men hvad betyder det, er der nogle andre afledte effekter for virksomheden af at I får de her penge?
Joachim Backman:
Det er jo, det er jo gået op for os at det er en kæmpestor validering, når det er så kompetitivt, så er det kun de bedste projekter, det er de bedste kommercialiserings veje, der faktisk modtager bevilling. Og det har helt klart medført, at den opsøgende kontakt der går i modrettet målrettet mod os, er simpelthen blevet intensiveret. Vi er jo et selskab der konstant søger kapital, hvad vi har nu to år forude før vi aktivt får kommercialiseret vores teknologi. Så vi er jo også afhængig af fremtidig kapitalrejsning fra investorer og lignende. Og decideret og gå fra at være det selskab der skal selv søge, opsøge investorerne til så at blive kontaktet af investorerne, det er en ret stor positiv omstilling. Og det har vi bestemt oplevet del henvendelser. Der er også mange der vil sælge ydelser.
Tor Arnbjørn:
Men så du siger validering, så det det jeg ville kalde blåstempling, at det at EU har givet jer eller det her program har givet jer, to en halv million euros, det bliver set som sådan en blåstempling fra en stribe andre
Joachim Backman:
Absolut.
Tor Arnbjørn:
penges drømme som kan være med til at få jer til at være med til at vokse. Hvor tydeligt har det været?
Joachim Backman:
Det har været, det har været enormt tydeligt, altså det er jeg har ikke tal på det. Men der er mange investeringsmuligheder, interesse fra investorers side der har kontaktet os, emails, ringet. Det er også tydeligt at folk der har arbejdet med selskaber i det her space, altså det der hedder deep tech, kompliceret tekniske løsninger, der skal kommercialiseres, der har kendskab til de her EU bevillinger, der ved hvor svært det er at det er enorm attraktivt.
Tor Arnbjørn:
Og hvad betyder det for dig personligt? Det må være en kæmpe tilfredsstillelse at du har siddet her siden, jeg tror du sagde på et tidspunkt 2011 gik du i gang ikke. Det er 10, 11 år.
Joachim Backman:
Ja, som, jeg startede et selskab der baseret på min oprindelige forskning, min oprindelige opfindelser, så er det da ja en enorm behagelig fornemmelse ligesom og få den her validering og den her rejse vi er på med konstant at blive valideret i at vi nærmer os et mål. Men den rigtig store tilfredsstillelse det er jo selvfølgelig den dag vi kommer til at lave olie, stor skala, så derfor kommer du nok også til at se mig stadig knokle for det her, indtil at der bliver solgt olie på stor skala. Men det er da helt klart et en positiv fornemmelse.
Tor Arnbjørn:
Ja, fordi hvad er milepælene fremadrettet her? Du siger der er sådan en toårs periode, hvor I arbejder frem mod kommelisering. Hvad er det for nogle milepæle I ligesom skal hen forbi?
Joachim Backman:
Ja, det er så unikt det vi laver at den her olie, fordi den kan anvendes direkte som den er i eksisterende infrastruktur. Og der er det her kæmpe store efterspørgsel for at ja CO2 nedbringe udledningerne for den maritime transport. Så er der groft sagt ingen risiko på markedet siden, det er rent teknologisk risiko vi arbejder med at nedbringe. Næste to år er mere eller mindre ren teknologisk risiko nedbringning udover så at opbygge en organisation. Og det er det kan sættes op på to elementer, det er at nedbringe risikoen i forbindelse med produktionen af olien, altså simpelthen at kunne påvise at vi kan producere mere under industrielt lignende forhold. Og så er det produkt risikoen, altså få endeligt bekræftet at et skib rent faktisk også kan sejle på olien, på trods af at vi allerede ved at olien har faktisk den kvalitet man efterspørger, så har vi ikke været oppe i den skala hvor man det har været meningsfuldt at putte det ombord på et skib. Så det rent teknologi de-risking og organisations bygning.
Tor Arnbjørn:
Så der vil simpelthen på et tidspunkt være det man kunne kalde for en jomfrurejse med et skib henover Atlanten med jeres produkt?
Joachim Backman:
Det er ambitionen indenfor de næste to år. Den første år af en fase med primært med at med at bygget og få produceret mere olie og det andet år er så den her endelige slutbruger validering.
Tor Arnbjørn:
Og hvor meget olie bruger et skib? Altså hvor meget skal I ligesom have lavet klar til den tid?
Joachim Backman:
Jamen det kan være flere 1000 tons om året. Det er sådan at de næste to år, så går vi mod at producere, at opnå en kapacitet der hedder to tons olie om dagen, og det er slet ikke sammenlignet med hvad nogle skibe bruger, det er simpelthen også alt for lidt for nogen ville være interesserede i at aftage det. I forlængelse af de her to år så går vi imod at opføre et første kommercielt anlæg, der snakker vi måske størrelsesorden op mod 10000 tons olie om året. Der er skibe derude der bruger mere end det på årsbasis. Så det er ikke alle skibe det overhovedet ville være relevant for heller. Og derfor så er det et næste skridt i forlængelse af det det er at bygge endnu større anlæg, og mange anlæg samtidigt. Så der skal skaleres meget voldsomt af det her, der er et meget, meget sultent marked.
Tor Arnbjørn:
Hvor stort er potentialet i det her, for det lyder jo som om at der skal bruges voldsomt meget halm også, og der har jo været kritik tidligere af at man bruger det der egentlig kunne have været foder til nogle af de her bioprodukter. Så hvor stort er potentialet for jer?
Joachim Backman:
Ofte så er en for mange et en forestilling om at der må ikke der er nok ikke nok biomasse til at det her overhovedet kan lade sig gøre. Men hvis man kigger på hvad der egentlig er tilgængelig af biomasse, der sådan rent faktisk bæredygtigt kan fjernes, uden at det har en effekt at det ikke har en anden anvendelse, og det kan for eksempel være halm, det kan hvedehalm Danmark eller Europa. Det kan være fra majs i Nordamerika, det kan være fra rishalm fra Asien. Hvis man opgør tilgængeligheden af bare det, så snakker vi et potentiale på op 600 millioner tons på årsplan. Og vi har, nu sagde jeg at vi har en proces der er relativ effektiv, der faktisk kan opnå op mod 70 procent forvæskning men, lad os sige med tab af det hele, lad os bare antage halvdelen bliver til olie, jamen så snakker vi 300 millioner tons. Hvis vi støvsuger hele halm markedet. Hvad vi kan tillade os bæredygtigt og fjerne fra hele verden. Det harmonerer med at så ville man nok lige præcis kunne dække det maritime markedet som er mere end 300 millioner tons brændstof årligt. Så det er klart at vi kan ikke adressere hele verdens transport behov med flydende brændsler, med halm alene. Nu er det sådan at den proces vi arbejder med, den er så hensigtsmæssig at den kan simpelthen tage alt ikke spiselig plantemateriale. Altså vi snakker simpelthen nøddeskaller, kaffegrums, trærester og så er vi altså oppe i flere milliarder tons potentiale. Så om vi kommer til at tage det fulde marked, om vi kan det, det tænker jeg ikke er ligeså vigtigt et spørgsmål, som er det egentlig også er forventningen, fordi der er alligevel andre former for transport, hvad skal man sige andre typer prepulsion technologies derude som også forventes og spille ind. Ligesom vi ser med elektrificering af biler. Vi forventer jo også at der vil være anden form for teknologi til fremdrift af skibe, som alligevel kommer til at spille en rolle. Måske på kortere distancer, hvor det ikke nødvendigvis giver mening og kigge på vores løsning. Men vi tror vi kan tage en rigtig stor bid af kagen, og det er jo derfor det er så ja, fantastisk motiverende og arbejde med noget som har så stort ja, et impact på kommercielle.
Tor Arnbjørn:
Og i hvert fald så bliver det ikke biomasse, I kommer til og mangle.
Joachim Backman:
Nej, det ser ikke sådan ud.
Tor Arnbjørn:
Hvis vi lige går tilbage til de 134 siders EU ansøgning, der har I så været igennem en proces hvor I får skrevet dem, I har oplevet en validerings effekt af det at I har fået pengene. Der er også som vi talte om før, en relativ stor personlig tilfredsstillelse i at kunne se sit projekt komme op og flyve. Så er der jo sådan en forestilling om at EU det er sådan et sted hvor der sidder en hel masse bureaukrater. Hvor slem er den bureaukratiske del af det? Hvor meget skal I afrapportere?
Joachim Backman:
Ja, nu er vi jo kun lige begyndt på det her projekt så vi er jo ikke støt på nogen rigtig afrapporteringskrav endnu. Forventningerne er at det ikke nødvendigvis er meget værre end når man driver en proces professionel firma, som skal tilfredsstille bogførings lovgivning og lignende. Når man alligevel er vant til og arbejde med regnskaber der er fuldt revideret af sin revisor, så er der noget økonomisk afrapportering, der falder årligt. Derudover så er der nogle rapporteringskrav med nogle rapporter, men der kan man så også vende det om og sige lidt, det er også lidt selvforskyldt, for det er jo os der har defineret hvad projektet går ud på, det er os der har defineret hvad det er for nogle milepæle og deliverables. Så det er jo heldigvis direkte align med vores strategi. Vi har jo også en hensigt i eller vi har også en altså, vi er også, vi ønsker jo også og kunne dokumentere for det arbejde vi har udført, så hvis der er et stort dokumentations krav, så er det altså også til gode på andre kanter, end kun og tilfredsstille EU. Bureaukratiet har været tydeligt under hele den her evalueringsfase, og efterfølgende før bevillingen i det endeligt tildelt men ja, det har ikke fyldt så meget faktisk. Det har været mere bag kulissen tror jeg, at man kunne mærke at der er et stor tandhjul.
Tor Arnbjørn:
Men det lyder som om at dit råd til andre der sidder derude og drømmer om noget kapital ville være; kom nu i gang med at søg de EU penge?
Joachim Backman:
Ja, det er jo relativt gratis hvis man ser bort fra den tidsindsats man bruger på det, så er det jo relativt gratis og forsøge sig, så absolut. Det kræver selvfølgelig at man lige har læst op på med de her bevillinger her fra European Innovation Council, EIC accelerator som den bevilling vi modtog. At man lige læser op på at det selskab man driver, faktisk ligger indenfor rammerne for hvad de støtter. Og det har noget og gøre med at markedets, modenheden. Ellers vil jeg nok ikke anbefale at man fordi den går ikke igennem, hvis man er alt for early stage eller omvendt alt for kommercialiseret.
Tor Arnbjørn:
Og hvis vi lige skulle slutte af med at du sådan lidt stafet agtigt, gav et enkelt godt råd videre til potentielle ansøgere, hvad ville det så være?
Joachim Backman:
Jamen, alliere dig med alt den hjælp du kan få, sørg du ikke er alene om og sidde og skrive de store ansøgninger, kontakt andre der har modtaget. Nu skal jeg passe på hvad jeg sætter i gang her, men kontakt andre der har modtaget bevilling alt bliver jo offentliggjort og sørg for at have en altså, sørg for og brug din tid rigeligt.
Tor Arnbjørn:
Joachim Backman du må have kæmpe held og lykke med jeres projekt, det lyder jo super spændende og tak fordi du ville være med her.
Joachim Backman:
Mange tak Tor.
Du lyttede til afsnittet "Sådan får du EU-støtte", i podcastserien "EU-kampen om de kloge milliarder", fra uddannelses- og forskningsstyrelsen. Podcasten var produceret af RAKKERPAK Productions.