Gå til indhold

Hvem kan deltage i Horizon Europe?

Horizon Europe er åben for deltagere fra hele verden, men der er en række specifikke regler for internationale deltagere. Nedenfor får du et overblik over, hvordan forskellige lande deltager eller er associeret til programmet samt regler, du skal kende til, når du søger midler fra Horizon Europe.

Hvem kan deltage?

Horizon Europe er åben for alle juridiske enheder. Det betyder, at enkeltpersoner, forskere, virksomheder, institutioner, universiteter, foreninger, organisationer, mv., der er etableret i et EU-medlemsland eller et land, som er associeret med Horizon Europe, kan deltage og modtage støtte fra programmet.

Til EU-lande regnes også de oversøiske lande og territorier, der er knyttet til EU-landet, som f.eks. Grønland.

Associerede lande

Som i de tidligere rammeprogrammer er og bliver en række lande associeret med Horizon Europe.  Af hensyn til kontinuitet er det besluttet, at juridiske enheder fra disse lande kan deltage i ansøgninger fra starten af programmet. Deres deltagelse er dog afhængig af, at associeringsaftalen er indgået, inden der kan indgås tilskudsaftaler til Horizon Europe-projekter.

Der er lavet associeringsaftaler med disse lande:

  • Albanien
  • Armenien
  • Bosnien-Herzegovina
  • Canada (Associeringen gælder for Horizon Europes søjle II ”Globale udfordringer og europæisk industriel konkurrenceevne” inklusiv programmets institutionaliserede partnerskaber fra program år 2024 og frem)
  • Færøerne
  • Georgien
  • Island
  • Israel
  • Kosovo
  • Moldova
  • Montenegro
  • New Zealand (Associeringen gælder for Horizon Europes søjle II ”Globale udfordringer og europæisk industriel konkurrenceevne” inklusiv programmets institutionaliserede partnerskaber fra program år 2023 og frem)
  • Nordmakedonien
  • Norge
  • Serbien
  • Tyrkiet
  • Tunesien
  • Ukraine
  • Storbritannien (Associeringen gælder for hele programmet, med undtagelse af delprogrammet Det Europæiske innovationsråd (EIC) fra program år 2024 og frem).

Ind til det tidspunkt hvor en endelig associeringsaftale træder i kræft, indføres en overgangsordning. En overgangsordning gælder for de følgende lande samt juridiske enheder etableret i de pågældende lande: 

  • Marokko (gælder for hele programmet)
  • Republikken Korea (Associeringen gælder for Horizon Europes søjle II ”Globale udfordringer og europæisk industriel konkurrenceevne” inklusiv programmets institutionaliserede partnerskaber fra program år 2024 og frem)
  • Schweiz (Gælder for opslag under Det Europæiske Forskningsråd (ERC) med åbningsdato efter d. 18. marts 2024 og for hele programmet for 2025).

Horizon Europe fremmer internationalt, tværfagligt samarbejde. Og for de fleste af programmerne gælder, at et projekt kræver deltagelse af mindst tre partnere fra tre forskellige EU-medlemslande eller associerede lande, hvoraf mindst en skal være fra et EU-medlemsland.

Undtagelser herfor findes bl.a. i EIC Accelerator, EIC Strategic Challenges og de personlige stipendier, som er baseret på individuel deltagelse. Derudover kan enkelte dele af et opslag være begrænset til deltagelse fra enten kun EU-medlemslande, EU-medlemslande og forudbestemte associerede lande eller tredje lande. Denne begrænsning vil altid fremgå af opslaget.

Enheder, som er ejet eller kontrolleret af en enhed i et ikke støtteberettiget land, vil også kunne udelukkes fra deltagelse i konkrete opslag, såfremt det er fastlagt i opslaget.

Internationale konsortier

For de programmer, som kræver flere deltagere i et projekt, er hovedreglen, at der skal deltage mindst tre partnere fra forskellige EU-medlemslande eller associerede lande i konsortiet. Af disse tre partnere skal minimum én være fra et EU-medlemsland. Det er muligt at medtage partnere fra den øvrige del af verden, men der gælder i så fald særlige regler for støtte.

En lang række udviklings- og mellemindkomstlande kan modtage støtte på lige fod med deltagere fra EU-lande. I arbejdsprogrammerne henvises til en liste over, hvilke lande der falder i denne kategori. Til disse lande hører en lang række asiatiske, afrikanske, sydamerikanske og mellemøstlige lande samt de europæiske lande uden for EU-samarbejdet.

Lande, der ikke indgår i førnævnte liste, som USA, Japan og BRIC-landene, kan også deltage. Disse lande kan kun få støtte i særlige tilfælde, hvis:

  1. der er indgået en bilateral aftale om forsknings- eller teknologisamarbejde mellem EU og det pågældende land.
  2. det står udtrykkeligt i opslaget, at ansøgere fra disse lande kan modtage støtte.
  3. man kan overbevise Europa-Kommissionen om, at lige præcis denne partner er afgørende for projektets gennemførelse. Dette kan f.eks. være ved at tilføre projektet helt særlige kompetencer eller ekspertise, adgang til særlig forskningsinfrastruktur, adgang til et særligt geografisk område eller adgang til data.

Oftest vil partnere fra disse lande dog få støtte til deltagelse i Horizon Europe-projekter via national finansiering.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 16. januar 2025