Du kan læse mere om støtteberettigede omkostninger i håndbogen på side 17-18.
Det er vigtigt, at budgettet og afrapporteringsskemaet kun indeholder støtteberettigede omkostninger. Ikke-støtteberettigede omkostninger, som er angivet i budgettet eller regnskabet, vil blive afvist af Europa-Kommissionen, når projektet skal afrapporteres.
Hvis projektet har haft flere støtteberettigede udgifter end budgetteret, anbefaler vi, at du også rapporterer disse udgifter. De kan eventuelt erstatte udgifter, som Europa-Kommissionen afviser.
Generelle betingelser for støtteberettigelse
For alle typer af omkostninger gælder, at de skal overholde de fastsatte betingelser for at være støtteberettigede. Der er følgende syv betingelser:
- Omkostningerne skal være afholdt af din organisation som støttemodtager, det vil sige der er anvendt samme CVR-nummer.
- Omkostningerne skal være afholdt inden for projektperioden.
- Omkostningerne skal være anført i projektets budget.
- Omkostningerne skal være afholdt i forbindelse med de aktiviteter, der er beskrevet i projektbeskrivelsen og nødvendige for projektets gennemførelse.
- Omkostningerne skal være identificerbare, kontrollerbare og konteret i din organisations regnskab samt være i overensstemmelse med din organisations normale regnskabspraksis.
- Omkostningerne skal være afholdt i overensstemmelse med gældende lovgivning om skat, arbejdsforhold og sociale ydelser.
- Omkostningerne skal være rimelige, begrundede og i henhold til princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, herunder især sparsommelighed og effektivitet.
En fast sats
I særlige tilfælde og i nogle budgetkategorier kan omkostninger budgetteres og derefter afrapporteres som enhedsomkostninger. De bliver primært beregnet ved at gange antallet af enheder (f.eks. antallet af arbejdstimer eller antallet af adgange til infrastrukturer) med et fast beløb. Værdien på en enhed og proceduren for afrapportering er defineret i tilskudsaftalen.
En fast sats er et beløb, som automatisk udløses af visse direkte omkostninger i projektet. Et eksempel på en fast sats er de indirekte omkostninger, som beregnes ved at lægge 25% oveni summen af direkte omkostninger minus underleverancer.
Ikke-støtteberettigede omkostninger
Ikke-støtteberettigede omkostninger omfatter blandt andet:
- Renteudgifter
- Valutatab
- Overflødige udgifter
- Bankgebyrer
- Refundérbar moms.