Gå til indhold

Bevillinger fra Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion til Individuelle postdocstipendier, september 2013

Det Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion modtog i foråret 2013 ca. 170 ansøgninger om støtte til virkemidlet DFF-Individuelle postdocstipendier. Det samlede ansøgte beløb var på ca. 450 mio. kr.

Nedenfor listes de ansøgninger, som rådet på sit møde d. 18. – 20. september  2013 besluttede at yde hel eller delvis støtte til.

Der tages forbehold for trykfejl og eventuelle justeringer i forhold til de i oversigten angivne beløb, som i alt beløber sig til ca. 67 mio. kr. Der kan således ske ændringer i forbindelse med rådets nærmere gennemgang af ansøgningernes budgetposter. Ændringer kan også ske, hvis der er opnået støtte fra anden side, eller hvis den ansøgte overheadtakst er forkert. Der kan også være knyttet særlige betingelser til den enkelte bevilling.

Bevillingsbreve og afslagsbreve vil blive udsendt snarest muligt. Al korrespondance vil blive sendt til den e-mail adresse, som du har angivet i din ansøgning. Afslag vil indeholde en kortfattet begrundelse, der peger på de væsentligste faglige grunde til, at ansøgningen ikke opnåede bevilling, jf. i øvrigt de i opslaget meddelte betingelser og vurderingskriterier.


Projekttitel: Spreading of antibiotic genes and faecal bacteria in agricultural soil
Bevillingsmodtager: Tina Bundgaard Bech
Institution: De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland - GEUS
Bevilget beløb: 2.348.590 kr.
Projektbeskrivelse: Der udbringes årligt store mængder gylle, som indeholder både sygdomsfremkaldende og antibiotikaresistente bakterier, hvis overlevelse efter udspredning på landbrugsjord ønskes begrænset for at beskytte afgrøder og grundvand mod forurening. Det komplekse samspil mellem genoverførsel fra gyllen til jordbakterier samt transportprocesser gennem jorden, vil i dette projekt blive belyst med kontrollerede laboratorium forsøg ved at undersøge effekten af - gyllens C/N-forhold - jordens initiale vandhold Vi forventer at se en øget horisontal genoverførsel i behandlinger med højt C/N-forhold grundet den øget næring til jordbakterier. Desuden forventes, at et højt vandindhold vil øge den horisontale genoverførsel grundet en sammenhængende vandfilm i jorden. Udvaskning af patogene bakterier og antibiotika resistente bakterier undersøges i søjleforsøg, hvor der igen undersøges effekten af gyllens C/N-forhold samt det initiale vandindhold i jordsøjlerne. Vi forventer, at gyllen med at lavt C/N-forhold vil øge udvaskningen af bakterier, da gylle partikler vil blokere for matrix infiltration. Der er i dag usikkerhed omkring betydningen af jordens vandindhold og udvaskning af bakterier, men vi forventer at betydningen af vandindhold ikke er så stor, som det generelt antages.Udvaskningsdata vil efterfølgende blive modelleret med COMSOL.


Projekttitel: Do piglets have a specifically high zinc requirement at weaning?
Bevillingsmodtager: Karoline Blaabjerg
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: 3.924.287 kr.
Projektbeskrivelse: Har nyligt fravænnede smågrise et betydeligt højere behov for zink end det anbefalede niveau på 100 mg zink/kg foder? Ja, det tyder det faktisk på, idet tilsætning af 2500 mg zink/kg foder øger tilvæksten betydeligt og reducerer forekomsten af diarre med op til 50%. Men hvorfor? Ideen bag projektet bygger på, at de transportproteiner, som transporterer zink over tarmen, ikke er fuldt udviklede i den ny fravænnede gris og derfor ikke er i stand til at absorbere tilstrækkeligt zink til at dække grisens behov, når zinkkoncentrationen i foderet er på 100 mg/kg foder. I mennesker og gnavere reguleres zinkabsorptionen via et tæt samspil mellem forskellige zink-transportere i tarmcellerne. De fysiologiske mekanismer, som styrer udviklingen af disse transportere, er afhængige af zinkindtaget, og derudover tyder det på, at ontogenesen også har betydning. Der findes ingen viden om zink-transportere i grise. Dette projekt vil derfor være det første, som undersøger forekomsten af forskellige zink-transportere i grisens tarmceller, og hvordan mekanismerne, som styrer udviklingen af disse transportere, er afhængige af grisens zinkindtag og ontogenetiske udvikling. Viden om mekanismer, der regulerer zinkabsorptionen i ny fravænnede grise, er af afgørende betydning for, at svineproducenten kan tildele ny fravænnede grise nok zink til at sikre grisenes sundhed, velfærd og tilvækst og samtidig begrænse antibiotikaforbruget til behandling af diarre og udskillelsen af zink til miljøet.


Projekttitel: Exploiting endogenous cell division inhibition mechanisms in Staphylococcus aureus as a scaffold for novel antimicrobial therapies
Bevillingsmodtager: Martin Saxtorph Bojer
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 2.199.678 kr.
Projektbeskrivelse: Antibiotikaresistens blandt patogene bakterier og manglen på terapeutiske alternativer er af enorm betydning for menneskers sundhed. Eksempelvis er multi-resistente Staphylococcus aureus årsag til både hospitals- og samfunds-erhvervede infektioner associeret med stor morbiditet og mortalitet. Alt tyder på at mulighederne for udvikling af nye bredspektrede antibiotika er ved at være udtømte. I lyset af den vigtige betydning af den humane mikroflora i mange aspekter af sundhed, hvordan bredspektrede antibiotika negativt påvirker denne mikroflora, og ligeledes hvordan de bidrager til udvikling og spredning af resistens, er det derfor utvivlsomt, at fremtidens behandling i højere grad skal basere sig på infektionsspecifik smalspektret behandling. Hidtil har anvendte antibiotika været rettet mod bakteriers syntese af cellevæg, proteiner og DNA replikation, hvorimod celledelingsprocessen som sådan står som et næsten uudnyttet angrebspunkt. Interessant er det at bakterier selv producerer celledelingsinhibitorer og at disse hæmmer celledeling ved mere eller mindre arts-specifikke mekanismer. Vi ønsker at karakterisere denne proces i S. aureus med det formål at finde stoffer der efterligner den naturlige celledelingshæmmer og dermed forhindrer bakteriens vækst. Projektet vil kunne danne grundlag for et paradigme baseret på naturlige celledelingshæmningsmekanismer som udgangspunkt for målrettet udvikling af arts-specifikke antibiotika mod multi-resistente patogene bakterier generelt.


Projekttitel: Silicon Photonic Integrated Circuits for Reconfigurable Optical Add/Drop Multiplexer in Multicore Fibre Communication
Bevillingsmodtager: Yunhong Ding
Institution: Danmarks Tekniske Universitet
Bevilget beløb: 3.133.082 kr.
Projektbeskrivelse: Informationsteknologien og Internettet har skabt store ændringer i vores dagligdag, hvilket er sket gennem et væld af online tjenester og underholdningsapplikationer. Én af kerneteknologierne bag denne udvikling er den optiske fiber, som er i stand til at transportere enorme mængder information vha. korte lysimpulser. Hidtil har man opfattet båndbredden af den optiske fiber som nærmest uudtømmelig. Dog har tjenester såsom HDTV, IPTV, og ”rich media services” medført en hastigt stigende trafik som nu er ved at nærme sig den ultimative kapacitetsgrænse for optiske fibernetværk. Multicore fiber kommunikation udforsker som noget nyt den rumlige dimension ved at introducere flere kerner i hver enkelt fiber, hvilket vil tillade at man kan mangedoble kapaciteten. En højere fiberkapacitet er dog kun ét af kravene til fremtidens netværk. For at multicore teknologien kan blive til en kommerciel succes, skal den også indeholde muligheden for såkaldt ”photonic routing” i trafikknudepunkterne i et multicore-baseret netværk, og hér mangler adskillige funktionaliteter stadig at blive demonstreret. Dette projekt vil udforske integrerede løsninger for de påkrævede funktionaliteter i sådanne trafikknudepunkter, med både lavt tab og lavt energiforbrug som målsætning. Projektets mål er at udvikle en kompakt silicium chip som integrerer alle de påkrævede funktionaliteter, hvilket vil være et væsentligt skridt på vejen mod en realisering af multicore fiberkommunikation.


Projekttitel: Human exposure to novel flame retardants -from materials to humans
Bevillingsmodtager: Marie Frederiksen
Institution: Aalborg Universitet
Bevilget beløb: 2.421.386 kr.
Projektbeskrivelse: Bromerede flammehæmmere anvendes i en lang række produkter indendørs for at forhindre brand, men man kender ikke sundhedseffekterne af stofferne der anvendes, eller hvordan disse eventuelt kommer over i mennesker. Indeklimaet bliver et stadig vigtigere miljø at undersøge, da det anslås at vi opholder os op mod 90% af vores tid indendørs. Dette forskningsprojekt sætter fokus på en række nye stoffer hele vejen fra frigivelsen fra materialer via optagsvejene som indånding og hudoptag og til de findes i mennesker. Således undersøges i projektet følgende aspekter: afdampning fra bygningsmaterialer, optaget over hud samt forekomsten i husstøv og modermælk. Tilsammen kan alt dette anvendes til at beskrive hvordan stofferne kommer fra indeklimaet over i mennesker –især optagsvejene er interessante, da man pt. ikke ved hvordan stofferne kommer fra produkt til mennesker. Optaget over hud er særlig interessant, da det i øjeblikket er dårlig belyst hvilken rolle mekanismen har for denne type af stoffer. I projektet anvendes rigtig hud til forsøgene med optaget, således vil man kunne få et meget realistisk billede af betydningen af denne optagsvej, der ikke ellers er eksperimentelt belyst.


Projekttitel: Multi-modality Sensory Feedback for Phantom Limb Pain Treatment
Bevillingsmodtager: Bo Geng
Institution: Aalborg Universitet
Bevilget beløb: 2.268.468 kr.
Projektbeskrivelse: Projektet baseres på en behandlingsmetode til lindring af de smerter, som synes at forekomme i den amputerede kropsdel efter amputering, såkaldte fantomsmerter. Behandlingen skal på kunstig vis gengive den visuelle og taktile feedback, som blev mistet ved amputeringen, i samspil med kinæstetisk feedback for at overvinde den konflikt mellem motorisk intention og sensorisk feedback, som forårsager smerten. Der udvikles en teknisk platform, som skal understøtte de forskellige sensoriske feedback-typer. Projektet forventes at give et effektivt, ikke-invasivt og medicinfrit behandlingsværktøj for amputationspatienter, som lider af fantomsmerter.


Projekttitel: Non-invasive screening of embryo culture miRNA for predicting embryo developmental success
Bevillingsmodtager: Tina Rødgaard Højbøge
Institution: Danmarks Tekniske Universitet
Bevilget beløb: 4.718.228 kr.
Projektbeskrivelse: Formålet med projektet er at etablere mikroRNA-profiler (miRNA) og metoder til deres detektion, som ved dyrkning af embryoner kan bruges til en meget tidlig forudsigelse af, hvor stor chancen er for at embryonet vil kunne udvikle sig rigtigt og efter implantering vil kunne blive til et levedygtigt, normalt foster. miRNA er korte RNA molekyler, som kan regulere geners aktivitet og derved styre funktionerne i en celle. miRNA udskilles fra celler til det omgivende miljø, hvor de er stabile. De er meget vigtige for fosterudviklingen, og hypotesen er derfor, at sammensætningen af forskellige typer af miRNA i en prøve af den cellekulturvæske, som embryoner har været dyrket i, kan bruges til at vurdere embryonets kvalitet og dermed dets overlevelseschancer. Vi vil sammenligne miRNA-profiler for et antal naturligt undfangede med et antal kunstigt befrugtede svine-embryoner og sammenholde resultaterne med embryonernes levedygtighed i en rugeso. Desuden undersøges extracellulære ”miniceller” (exosomer) og deres indhold af miRNA, og endelig hvorvidt sådanne exosomer kan forbedre chancerne for overlevelse af en embryo-kultur med dårlig prognose. Projektets nye viden vil etablere en ny metode til udvælgelse af de bedste embryoner, hvor udvælgelsen i dag sker ved hjælp af simpel mikroskopi. Forsøgene udføres i grise, fordi denne dyreart ligner mennesker så meget, at resultaterne kan overføres til mennesker og bruges til udvælgelse af embryoner i forbindelse med kunstig befrugtning.


Projekttitel: Localization and Tracking of Speech - A Joint Audio-Visual Approach
Bevillingsmodtager: Jesper Rindom Jensen
Institution: Aalborg Universitet
Bevilget beløb: 2.581.380 kr.
Projektbeskrivelse: Mange fremspirende applikationer opererer vha. menneskets tale. Få eksempler er intelligente hjem, systemer til automatisk kamerastyring og overvågningssystemer. Alle disse systemer kræver at positionen af taleren i forhold til mikrofonerne er kendt, hvilket oftest ikke er tilfældet i praksis. Derfor er det nødvendigt at estimere talerens position. Det er dog problematisk at estimere denne position ud fra mikrofonoptagelserne pga. af praktiske fænomener som rumklang, baggrundsstøj, fejlkalibrering, interfererende kilder, osv. Disse fænomener optræder stort set i alle praktiske scenarier, hvilket komplicerer eller ofte endda umuliggør estimering af positionen. Dette projekt angriber derfor estimeringsproblemet på en ny måde, hvor der udover mikrofonerne også bruges kameraer til at optage taleren. Derefter bruges både mikrofon- og kameraoptagelser til positionsestimering. Denne fremgangsmetode vil være fordelagtig, da lyd- og billedinformationerne er komplimentære. Med andre ord optræder de førnævnte fænomener ikke i kameraoptagelserne. De mere robuste positionsestimater, der opnås på denne måde, forventes at forbedre ydeevnen betydeligt af applikationerne nævnt indledningsvis.


Projekttitel: Linking Chemical fingerprints with Toxicological fingerprints (‘the LCT concept’):Can we explain the toxicity of sludge from waste water treatment plants?
Bevillingsmodtager: Karina Knudsmark Jessing
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 3.720.125 kr.
Projektbeskrivelse: At bestemme giftigheden af komplekse blandinger af stoffer i miljøet er en udfordring. De nuværende metoder brugt i risikovurderinger er baseret på analyse, toksicitetstest og modellering af relativt få kemiske stoffer, der sjældent beskriver den observerede giftighed af blandingen. I dette projekt er formålet at udviklet et nyt koncept til risikovurdering af komplekse kemiske blandinger. I dette koncept vil jeg kombinere avanceret kemisk fingeraftryk af den biotilgængelige fraktion af alle kemikalier i blandingen med relevante mål for toksicitet af blandingen. Denne ""scannings"" tilgang til problemstillingen vil gøre det muligt at måle og identificere de stoffer der bidrager til giftigheden i en kompleks blanding. I modsætningen til den hidtidige brugte metode ”effect directed analysis (EDA)”, hvor toksicitetstest udføres på mange mindre fraktioner af blandingen, bestemt af fysisk-kemiske egenskaber, vil det med det nye koncept være muligt at opdage kombinationseffekter mellem stoffer med meget forskellige fysisk-kemiske egenskaber. Konceptet vil blive udviklet på slam fra rensningsanlæg, som bliver brugt som gødning på landbrugsjorde, og vil kunne anvendes på mange forskellige miljømæssige problemstillinger.


Projekttitel: Photo-catalytic nano-membranes for waste water treatment system in the dairy industry
Bevillingsmodtager: Muzafar Kanjwal
Institution: Danmarks Tekniske Universitet
Bevilget beløb: 2.390.400 kr.
Projektbeskrivelse: I Danmark, og i de fleste andre lande i verden, er mejeriindustrien vokset i størrelse og antal af virksomheder. Danmark befinder sig blandt de 5 største nationer inden for eksport af mejeriprodukter. Mejeriindustien danner spildevand under pasteurisering og homogenisering af mælk, og under produktion af mejeriprodukter (smør, fløde, ost, o.s.v). Spildevandet gør mejeriindustrien til en af de mest forurenende industrier, ikke kun i kraft af det volumen af spildevand genereret, men også i kraft af dets spildevandets karakter. I gennemsnit genereres 2.5 liter spildevand per liter mælk produceret, men mængden kan være så høj som 10 liter spildevand per liter mælk. Formålet med dette projekt er at udvikle innovative kosteffektive membraner, bestående af et fotokatalytisk aktivt materiale, til brug i rensningsprocessen af spildevand fra mejeriindustrien. Disse nano-membraner vil udelukkende bruge en fotoaktiv halvleder og en passende lyskilde til rensningsprocessen, og der vil således ikke dannes andre nedbrydningsprodukter til miljøet end CO2 og H2O.


Projekttitel: Monitoring of infections in patients with impaired immunoprotection
Bevillingsmodtager: Dorota Anna Kwasny
Institution: Danmarks Tekniske Universitet
Bevilget beløb: 2.156.158 kr.
Projektbeskrivelse: I dette projekt vil jeg udvikle en følsom biosensor til monitorering af infektioner ved brug af en ny membran-baseret målemetode. Knoglemarvstransplanterede patienter har et svækket immunsystem og er derfor modtagelige over for infektioner. Det nye diagnostiske redskab, som vil blive udviklet i dette projekt, vil muliggøre en hurtig og pålidelig blodanalyse til at diagnosticere nyere patogeninfektioner, som kan foretages hos egen læge. Platformens nyhedsværdi ligger i integreringen af en ultrafølsom elektrisk sensor placeret på en membran, som både fanger viruspartikler fra blodet, men også tillader plasma separering fra blodcellerne. Desuden vil funktionaliserede elektriske sensorer, integreret i platformen, gøre resultatet mere specifikt og minimere antallet af falsk-positive diagnoser ved at analysere patienternes blod med en dobbelt analyse. Detektionen af menneskelig cytomegalovirus, som er en almindelig patogen hos knoglemarvstransplanterede, vil blive brugt som principielt bevis for tidlig diagnose af infektioner.


Projekttitel: Compound-specific isotope ratio analysis as a novel and powerful tool for authentication of plant products
Bevillingsmodtager: Kristian Holst Laursen
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 3.502.486 kr.
Projektbeskrivelse: Analytisk bestemmelse af planters autenticitet er videnskabeligt udfordrende. Det skyldes delvist, at planters kemiske sammensætning er styret af en lang række faktorer, men også at de eksisterende analytiske metoder ikke indeholder tilstrækkelig klassifikationskraft til at kunne bestemme hvor og hvordan en plante er dyrket. Formålet med projektet er at eliminere disse barrierer ved hjælp af isotop ratio analyse af isolerede kemiske forbindelser i planter. Nye og hurtige kromatografiske metoder til simultan separering og oprensning af udvalgte iltholdige planteforbindelser vil blive udviklet. Isotopsammensætningen af de isolerede forbindelser vil efterfølgende blive kortlagt ved hjælp af den nyeste generation af isotop ratio massespektrometri. På basis af disse teknologiske platforme vil mekanismerne bag planters sammensætning af udvalgte isotoper undersøges i klimakammerforsøg. Klassifikationskraften af de udviklede metoder vil desuden blive afprøvet på planter fra markforsøg omfattende forskellige geografiske lokaliteter, plantearter og gødninger. Projektet forventes at etablere stærk synergi mellem analytisk kemi, plantevidenskab og fødevareautenticitet og samtidig levere nye værktøjer, der kan dokumentere danske planteprodukters integritet.


Projekttitel: Chemical composition and rheology of bitumen
Bevillingsmodtager: Claire Andrée Yvette Lemarchand
Institution: Roskilde Universitet
Bevilget beløb: 1.712.390 kr.
Projektbeskrivelse: I Europa står transport på vej for 80 % af det samlede energi budget til transport [1]. Derfor er vejkvalitet, og forståelsen af dets mekaniske egenskaber, en essentiel faktor hvis det samlede energi budget skal reduceres. I dette projekt fokuseres på bitumen, som er en hoved bestanddel i veje. Målet er at forstå hvordan bitumens kemiske komposition kontrollerer vejens reologiske egenskaber. Dette er et nødvendigt skridt for at forstå hvordan veje skal designes så energi forbruget nedsættes. Undersøgelsen bygger på plane aromatiske molekylers evner til at samle sig og danne klynger. Dette fænomen er kendt i eksperimentelt [2,3] og numerisk [4] arbejde. Rent praktisk gøres dette ved molekyle dynamik simuleringer, kinetiske modeller og master ligningers teori. Disse klyngers indflydelse for bitumens reologiske egenskaber vil blive fastlagt i dette projekt.


Projekttitel: CRISPRa: a novel RNA-guide system for targeted gene activation
Bevillingsmodtager: Yonglun Luo
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: 3.982.265 kr.
Projektbeskrivelse: Den lavineagtige tekniske udvikling har muliggjort total kortlægning af menneskers individuelle arvemasse. Vi står således ofte med den ”genetiske instruktionsbog” i hånden, men vi mangler viden til at fortolke informationen. For at lære at ”læse instruktionsbøgerne” har vi desperat behov for nye metoder til funktionelt at udforske og afprøve de ekstremt komplekse genetiske systemer.Den aktuelle ansøgning foreslår udvikling af et nyt system (CRISPRa) for målrettet aktivering af specifikke gener med henblik på funktionelle studier.CRISPRa-systemet vil også få praktisk betydning. I første omgang vil vi designe systemet til udvikling og styring af inducerede pluripotente stamceller (iPSC) som kan bruges til studier af cellefornyelse og differentiering samt organudvikling og reparation.Der er fantastiske fremtidige muligheder for at bruge denne teknologi til ”celleterapi” og regenerativ medicin i forebyggelse og behandling af f.eks. kroniske, degenerative folkesygdomme som sukkersyge, åreforkalkning, neurodegeneration (præsenil demens) og cancer.


Projekttitel: Design of proteinaceous inhibitors of industrially important starch degrading enzymes and proteases
Bevillingsmodtager: Marie Sofie Møller
Institution: Danmarks Tekniske Universitet
Bevilget beløb: 2.439.577 kr.
Projektbeskrivelse: Proteinhæmmere har vist sig at have ikke alene en regulerende effekt, men også en stabiliserende effekt på de enzymer, som de er rettet imod. Projektet vil fokusere på udviklingen af hæmmere af to industrielt relevante grupper af enzymer; stivelsesnedbrydende enzymer og proteaser. I enzymindustrien arbejdes der meget på at opnå opbevaringsstabile enzymer. I dag bruges der f.eks. kemikalier til at reducere proteasers selvnedbrydning under opbevaring. Formålet med projektet er at designe nye proteinbaserede hæmmere, som kan fungere som stabilisatorer under opbevaring og som regulatorer under industrielle processer. Endvidere vil immobiliserede hæmmere kunne anvendes til at genanvende enzymerne. Udgangspunktet er en eksisterende hæmmer fra byg, som selv er et protein. Den kommer fra en familie af α-amylase- og serinprotease-hæmmere, men har dog selv kun hæmmende effekt over for et enzym fra α-amylase-familien, limit dextrinase. Computerbaserede proteindesign-metoder vil blive brugt til at redesigne den eksisterende hæmmer. Brugen af computerbaserede metoder til design af proteiner med nye funktioner vinder større og større indpas og der er adskillige succesrige eksempler på design af nye proteinkomplekser. Dog er hver ”case” en udfordring, hvor erfaringer fra lignende protein-komplekser og fra biokemiske analyser skal inddrages.


Projekttitel: Mechanical reinforcement of ceramic/metallic components for high temperature application by electrospun ceramic nanofibers  Bevillingsmodtager: De Wei Ni
Institution: Danmarks Tekniske Universitet
Bevilget beløb: 2.162.880 kr.
Projektbeskrivelse: Der er ofte behov for mekanisk forstærkning af keramer, metaller og cermets (sintrede keramiske metaller), der anvendes ved høje drift temperaturer. I mange tilfælde, hvor funktionelle materialer anvendes til mekanisk forstærkning, kan man ikke tolerere at materialernes sammensætning ændres, da det kan påvirke det færdige produkts egenskaber. Det foreslåede projekt sigter mod at udvikle keramiske og metalliske materialer til forstærkning af fastoxidbrændselsceller (Solid Oxide Fuel Cells (SOFC)) og andre elektrokemiske enheder, der opererer ved høje temperaturer. Til forstærkningen anvendes lange keramiske nanofibre, der er designet med specielle styrkeegenskaber og kemisk sammensætning. De keramiske nanofibre er fremstillet ved hjælp af elektro-spinning (ES), som er en alsidig og billig produktionsmetode. I projektet lægges stor vægt på de forskellige produktionstrin i integrationen af nanofibre i matrixen og hvordan de keramiske nanofibre påvirker formgivningen af de nye komponenter samt deres sintring og mekaniske egenskaber ved høje temperaturer. Projektet kan få stor betydning for fremstilling / forarbejdning af nye materieler og på teknologiområder, hvor der er behov for mekanisk forstærkning af komponenter.


Projekttitel: Identification of small, extracellular peptide hormones involved in Barley germination
Bevillingsmodtager: Harriet Tempe Parsons
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 2.620.044 kr.
Projektbeskrivelse: Maltning er en energi- og arbejdsintensiv proces i ølbrygning. Vi vil skabe grundlag for en strammere synkronisering af maltningen ved at afdække reguleringen af bygkernens spiring. Vækst og udviklingen hos planter bliver kontrolleret af plantehormoner, som kan være små modificerede bioaktive peptider. Selvom peptidhormoner i planter er et nyt felt og kun en håndfuld peptider er blevet identificeret, kan vi se, at disse har stor betydning. Ris med et sådant muteret peptidhormon har større frø, og det viser deres mulige betydning for landbruget. Projektet er et samarbejde mellem Carlsberg og Københavns Universitet. Oprensningen af peptiderne vil udnytte begge partners teknologiske muligheder. I projektet vil vi isolere peptidhormoner fra spirende byg. Isolaterne vil herefter blive testet for biologisk aktivitet på spirende byg. De peptider, der har en positiv effekt, vil blive yderligere oprenset, og de bedste kandidater vil blive udvalgt. Carlsberg har denne kemiske ekspertise og desuden vil syntetiske versioner af blive lavet og testet for biologisk aktivitet. Hermed vil vi identificere spiringsfaktorer, som kan være med til at synkronisere spiringen og derved effektivisere brygningsprocessen.


Projekttitel: Breaking the code of breaking waves
Bevillingsmodtager: Johan Rønby Pedersen
Institution: DHI
Bevilget beløb: 1.916.608 kr.
Projektbeskrivelse: Et oprørt hav med bølger, der bryder ind over havnemolen, er et fascinerende skue. Den komplicerede form vandoverfladen antager, når den krænger ind over sig selv, er aldrig helt den samme fra bølge til bølge. Man fornemmer hvilke enorme kræfter, der er på spil. Ligeså smukke disse kræfters udfoldelse er at betragte, ligeså udfordrende er de at håndtere, når man skal bygge konstruktioner til havs. Vores viden om den detaljerede dynamik i brydende bølger er i dag begrænset af det faktum, at de er meget svære at måle på. Der findes derfor heller ikke brugbare ingeniørformler for sådanne bølgers påvirkning af konstruktioner. For at være på den sikre side må man overdimensionere konstruktionen, hvilket selvsagt gør det hele meget dyrt. Hvad nu hvis man kunne regne på brydende bølger og teste konstruktioner i et “virtuelt hav”, før man byggede dem i virkeligheden? Computational Fluid Dynamics - forkortet CFD - går ud på at udnytte computere til detaljerede beregninger af væskers og luftarters bevægelse. CFD anvendes i dag med stor succes indenfor bil- og flyindustrien. Indenfor det marine er CFD ikke så udbredt. Det skyldes bl.a. de numeriske komplikationer forbundet med at håndtere en fri overflade - her havoverfladen - på computere. I dette projekt vil vi udvikle nye, robuste numeriske algoritmer til håndtering af komplekse havoverflader, som dem man finder i brydende bølger. Derigennem banes vejen for virtuelle bølgeeksperimenter og mere optimale marine design.


Projekttitel: Defects in NTD silicon for power electronics
Bevillingsmodtager: Martin Christian Høj Petersen
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: 1.893.008 kr.
Projektbeskrivelse: Projektet drejer sig om et materiale der ofte benyttes til at lave effektelektronik komponenter. Effektelektronik er en meget vigtig del af konvertering og styring af elektrisk energi, især i forbindelse med alternative energikilder som solceller og vindmøller. Dette materiale er silicium, der er en såkaldt halvleder, hvis egenskaber afhænger kraftigt af tilstedeværelsen af selv meget små mængder urenheder. På grund af de høje krav der stilles til materialet når det skal benyttes i effektelektronik benytter man stråling fra en atomreaktor til at styre siliciums egenskaber præcist, og ud af det får man såkaldt neutrons transmutations doteret (NTD) silicium. Det har vist sig at kvaliteten af høj effekt ensrettere lavet af dette materiale afhænger af hvor råmaterialet kommer fra. Målet med projektet at er finde ud af hvad denne forskel skyldes og hvordan man kan undgå de negative egenskaber. Hermed vil man være i stand til at benytte materialet uanset hvilket råmateriale der er brugt. Projektet udføres i samarbejde med den danske producent af NTD silicium, Topsil Semiconductor Materials A/S.


Projekttitel: FLUORESCENCE INTENSITY BASED OPTICAL SENSORS
Bevillingsmodtager: Martin Rosenberg
Institution: Københavns Universitet
Bevilget beløb: 2.154.835 kr.
Projektbeskrivelse: Det er vigtigt at kende mængden af salt i den mad du indtager, fordi hvis du får for meget, så bryder din biologiske maskine til sidst sammen. Det samme gør sig gældende i mange produktionsprocesser. Det er vigtigt at kende saltkoncentrationer og pH-værdien under produktionen af fødevarer for, at varen kan få den helt rigtige smag. Det er også vigtigt at kunne bestemme mængden af de giftige tungmetaller kviksølv, bly og arsen i spildevand, så de ikke sendes ud i naturen i for store mængder. I dag måles mængderne med store, stive, klodsede og yderst skrøbelige glaselektroder. Vi vil skabe fremtidens erstatning for de apparater ved at udnytte smart materialekemi i kombination med selvlysende farvestoffer. Projektets formål er at designe og fremstille nye farvestoffer, som lyser op under tilstedeværelsen af syre, forskellige salte og tungmetaller. Farvestofferne indkapsles i en lille flad brik med mikroskopiske huller, hvor vand og de stoffer, som findes i vandet kan trænge ind i. Når stofferne i vandet kommer i kontakt med farvestoffet lyser farvestoffet op og lysets intensitet kan måles og omsættes til en værdi for mængden af syre, salte samt mængderne af fx bly, kviksølv og arsen. Lyset fra de små sensorbrikker vil kunne måles med udstyr, som er mere kompakt og mere robust til sammenligning med nutidens glaselektroder.


Projekttitel: PlayGALe - Playful Games with Active Learning
Bevillingsmodtager: Noor Shaker
Institution: IT-Universitetet i København
Bevilget beløb: 2.758.988 kr.


Projekttitel: Increased fibrolytic activity of anaerobic rumen fungi for improved biomass utilisation in ruminants (FibAnFun)
Bevillingsmodtager: Ida Marie Lindhardt Drejer Storm
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: 3.267.936 kr.
Projektbeskrivelse: Anaerobe svampe udgør en naturlig del af det væld af mikroorganismer der findes i vommen hos drøvtyggere. Her nedbrydes størstedelen af foderet mikrobielt, og også svært fordøjelige fibre, som en-mavede dyr ikke kan udnytte, omsættes gennem dette symbiotiske forhold. Jo bedre mikroorganismerne er til at nedbryde plantefibre, jo bedre kan vi udnytte den biomasse, der er til rådighed. De anaerobe svampe er særligt interessante i denne sammenhæng, fordi de producerer mange forskellige enzymer samtidig med at de fysisk trænger ind i plantefibrene. Viden om de anaerobe svampes reelle effekt på drøvtyggeres fiberomsætning og hvordan den kan øges er desværre sparsom. Dette projekt vil undersøge hvilke faktorer der påvirker de anaerobe svampes enzymproduktion, evne til at nedbryde modstandsdygtige fibre og antal i samspil med andre mikroorganismer i vommen. Med moderne bioteknologiske teknikker er det muligt at adskille, identificere og kvantificere forstadier til svampenes enzymer fra de øvrige mikroorganismers. Først identificeres de mest betydningsfulde forstadier ved dybdegående analyse af udvalgte prøver. Herefter laves der målrettet analyse på mange prøver fra kontrollerede laboratorieforsøg og fra levende dyr, for at afdække hvilke fysiske, kemiske og mikrobiologiske faktorer der påvirker svampenes aktivitet. Denne viden vil gøre os i stand til at udnytte de anaerobe svampes potentiale i drøvtyggere og skabe grundlag for deres anvendelse i andre bioteknologiske sammenhænge.


Projekttitel: Saving rare native livestock breeds from extinction by devising breeding and management strategies that exploit new DNA technology
Bevillingsmodtager: Astrid Vik Stronen
Institution: Aalborg Universitet
Bevilget beløb: 3.630.476 kr.
Projektbeskrivelse: Sjældne lokalt tilpassede husdyrracer udgør en vigtig genetisk ressource. De er potentielt vigtige for bæredygtig landbrugsproduktion fremadrettet, og har kulturelle, historiske og sociale værdier. Vi vil benytte resultater fra studier af populationers levedygtighed (population viability analyses, PVA) og ny DNA-teknologi i form af genom-dækkende single nucletotide polymorphism (SNP) arrays, til at udforme avls-og management strategier der kan bidrage til at bevare levedygtige populationer af sjældne Danske husdyrracer. Konkret vil vi (1) identificere genetiske, demografiske og miljømæssige forhold, der truer disse racer med udryddelse, (2) bruge disse oplysninger til at forudsige risikoen for at fire Danske kvægracer og to Danske racer af svin uddør, og (3) at udarbejde og evaluere avls-og management strategier, der reducerer sandsynligheden for uddøen. Resultaterne vil være yderst relevante for bevaring af sjældne husdyrracer, og forventes at gavne andre små populationer, herunder vilde og zoo populationer, og samfundet i almindelighed. Bevarelsen af genetiske ressourcer er vigtige for fødevaresikkerheden og et konkurrencedygtigt landbrug, og projektet er et vigtigt skridt ift. opfyldelsen af Danmarks internationale forpligtelser i forhold til at bevare genetiske ressourcer. Danske racer er også en integreret del af den nordiske kultur og historie, har sociale og økonomiske værdier for landdistrikterne, og vil kunne bidrage til forvaltningen af kultur-og naturlandskaber.


Projekttitel: Creating superior yielding potato by metabolic engineering of a novel starch synthesis pathway
Bevillingsmodtager: Mads Sønderkær
Institution: Aalborg Universitet
Bevilget beløb: 3.401.425 kr.
Projektbeskrivelse: I fremtiden skal landbruget ikke blot producere afgrøder til foder og fødevarer, men også som fornybare udgangsstoffer til energiproduktionen (f.eks. bioethanol) og den kemiske industri. For at tilpasse disse behov på det eksisterende landbrugsareal, er der brug for afgrøder med den højest mulige energiproduktion pr. ha. Dette skal vel og mærke ske økonomisk bæredygtigt og med en reduktion af brugen af sprøjtemidler og gødning. Afgrøder med lagerorganer placeret i jorden, som kartoffel og sukkerroer, producerer allerede nu dobbelt så meget energi per areal enhed som korn og majs. Forsøg på at øge udbyttet af stivelse af kartofler har været skuffende hidtil fordi den klassiske syntesevej af stivelse er begrænset af ATP tilgængelighed i kartoffelknoldens amyloplaster. For nyligt blev en ny ATP-uafhængig syntese vej for stivelses påvist i kartoffelknolde og vi har data der viser, at for specielt højtydende sorter i modsætning til hidtil studerede sorter er denne alternative syntesevej vigtig. I dette projekt vil vi identificere et nøglegen for denne nye syntesevej og ved at øge aktiviteten af dette gen styrke denne nye stivelsessyntese i en proof-of-concept GMOkartoffel, for at undersøge hvor meget det er muligt at øge udbyttet via denne syntesevej. Dette vil skabe et kvalificeret grundlag for at iværksætte målrettet avl af en industrikartoffel med højt superhøjt stivelsesindhold til foder- og energiproduktion.


Projekttitel: Multilayered Quantum Gold Shelled Microbubbles for Medical Imaging and Therapy
Bevillingsmodtager: Boon Mian Teo
Institution: Aarhus Universitet
Bevilget beløb: 2.228.734 kr.
Projektbeskrivelse: Kolorektal cancer (KC) er verdens tredje hyppigste årsag til cancer relaterede dødsfald. Sygdommen kan både undgås og behandles, og der er et presserende behov for at tage fat på emner såsom tidlig påvisning, nøjagtig diagnose og personaliseret behandling. Ultralyd spiller i dag en vigtig rolle i moderne medicin og både diagnostisk og terapeutisk er der et stort behov for mikrobobler (MB) som ultralydskontraststof. Projektets opgave bliver at designe højtfluorescerende kvantumguld MB til brug i forstærket bimodal visualisering og terapeutisk anvendelse. De succesfulde MB vil blive påvist med henblik på potentiel translationel forskning. Vores multidisciplinære tilgang kobler materialekemi med bionanoteknologi for at imødekomme udfordringer som dette fremspirende felt står overfor. Derfor vil dette projekt uden tvivl styrke Danmarks fremgang inden for forskning.


Projekttitel: Future Residential LVDC Power Distribution Architectures
Bevillingsmodtager: Juan Carlos Vasquez
Institution: Aalborg Universitet
Bevilget beløb: 2.115.152 kr.
Projektbeskrivelse: Fornyeligt er DC distributionssystemer begyndt at få mere opmærksomhed, da de tilbyder en mere naturlig grænseflade til alle slags vedvarende energikilder og energilagre, såvel som en bedre tilpasning med en moderne slutbrugers energibelastning. DC teknologientiltrak speciel meget opmærksomhed på distributionsniveau, hvor der er rapporteret om et stort potentiale for en øget energieffektivitet, hvis det bruges i stedet for almindeligt vekselstrøm. Før en udbredelse af DC distribution i hverdagen kan finde sted, skal der dog løses en række tekniske udfordringer i form af manglende standardiseret udstyr, kontrollerede målinger samt stabilitetsanalyseredskaber. Resultatet af dette projekt vil være en forskningsorienteret struktur til vurdering af stabilitet og troværdighed af lavspænding i DC distributionsarkitektur. Formålet er at foreslå et system, der er i stand til at håndtere den løbende udvikling i elproduktion og forbrug på forbrugerniveau på en mere pålidelig og effektiv måde. Resultatet af projektet vil forstærke Danmarks position indenfor den internationale forskning på dette område.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 30. april 2015