Gå til indhold

Bevillinger fra Det Strategiske Forskningsråd - Bilateralt strategisk samarbejde med Korea, 2013

Ti millioner kr. til dansk-sydkoreansk forskning i brændselsceller og biomasse

Det Strategiske Forskningsråd er pr. 1. april nedlagt, og strategisk forskning er nu en del af Danmarks InnovationsFond.

 

Gennem sit internationale engagement igangsætter Det Strategiske Forskningsråd to nye projekter inden for energi. Rådet har bevilget 10 millioner kr. til to dansk-sydkoreanske samarbejder, der skal udvikle nye teknologier til bedre udnyttelse af biomasse samt udvikle bedre og billigere dele til brændselsceller

Læs beskrivelser af projekterne 'BioCap' og 'KDFuelCell' længere nede.

Det Strategiske Forskningsråd har i år haft det første opslag inden for energiforskning i samarbejde Sydkorea. Det Strategiske Forskningsråd har besluttet at bevilge støtte til to projekter for i alt 10 millioner kr. med tilsvarende finansiering i Sydkorea. Udvælgelsen af projekterne er sket i samarbejde med den sydkoreanske samarbejdspartner – Green Technology Center – Korea (GTC-K). Det ene projekt handler om bedre udnyttelse af biomasse til biogasproduktion, mens det andet handler om udvikling af bedre og billigere dele til brændselsceller. 

Der har været stor interesse for dette første dansk-sydkoreanske opslag, hvilket vidner om, at det er et vigtigt sted at sætte ind med forskningsmidler, og at der er grobund for gode forskningssamarbejder,” udtaler formanden for Det Strategiske Forskningsråds Programkomite for Bæredygtig Energi og Miljø, professor Poul Erik Morthorst fra Danmarks Tekniske Universitet. ”Vi har fået flere strategisk interessante og gode ansøgninger, men desværre har vi kun mulighed for at give bevillinger til to projekter. Fremadrettet håber vi, at disse projekter kan være med til åbne døre for mere og bedre samarbejde mellem Danmark og Sydkorea.”

De to bevilgede projekter tager udgangspunkt i to forskellige grene af energiforskningen, men fælles for begge projekter er, at forskerne bag ønsker at øge den økonomiske rentabilitet af forskellige energiteknologier, henholdsvis biomasse og brændselsceller. Derudover er begge projekter funderet i stærke forskningsmiljøer i både Danmark og Sydkorea. Gennem disse projekter kan de danske og sydkoreanske forskere styrke det bilaterale samarbejde og derved opnå yderligere synergi til gavn for både Danmark og Sydkorea.
Det er første gang, at der er et fælles opslag mellem Danmark og Sydkorea inden for bæredygtig energi, men på baggrund af de gode erfaringer for dette opslag forventes det, at opslaget efterfølges af et nyt opslag i 2014.


BioCap - Bioenergy production from residual biomass through a novel integrated carbon chain pathway (3047-00006B)
Dansk titel: BioCap - Biogas produktion fra rest-biomasser (3047-00006B)
Bevillingsmodtager: Birgir Norddahl, institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi, Syddansk Universitet
E-mail: bno@kbm.sdu.dk
Bevilget beløb: 5,0 mio. kr.
Samlet budget: 5,6 mio. kr.
Bevillingsperiode: 2014-2017
Forskeruddannelse: 1 ph.d. og 1 postdoc
Partnere: VandCenter Syd, Pohang University of Science and Technology og Korea Institute of Energy Research

Beskrivelse
Ny-udviklede teknologier vil sikre, at ikke udnyttede biomasser bidrager til at opfylde ambitiøse danske og koreanske grønne energi planer. Koreanske og danske institutioner og industrier bidrager med komplementære kompetencer til, at projektet realiserer målsætningen om, at u-omsætteligt organisk affald og gødning kan bidrage til produktion af grøn energi. Resultatet er nøgleteknologier, som sikrer at ikke udnyttet u-omsætteligt organisk materiale bliver åbnet for biologisk omsætning. Dette vil øge mængden af biomasse (strå, organisk affald, slam etc.), som kan anvendes økonomisk rentabelt til biogasproduktion. Nøgleteknologien, der udvikles i projektet, er en biologisk forbehandling, som ved et ringe energi- og kulstofforbrug omdanner u-omsættelige kulstofforbindelser til omsættelige. Teknologien vil også kunne anvendes i spildevand-rensning. Den transnationale bioplatform omfatter sekventiel aerob biologisk forbehandling og anaerob biogasproduktion. Integration af teknologierne i platformen understøtter omdannelse af forskellige organiske affaldsprodukter til en værdifuld energikilde ved 1) metan-produktion ved omsætning af tungt omsætteligt organisk affald med en ny økonomisk forbehandlingsteknologi og 2) udvikling af beslutningsstøtte for at sikre en bæredygtig biogasproduktion ved anvendelse af tungt omsætteligt organisk affald. Denne nye platform vil bidrage til udviklingen af miljøvenlig grøn bioenergiproduktion i både Danmark og Korea og vil understøtte den biologiske industri.


KDFuelCell - Components and materials for electrochemical energy conversion (3047-00007B)
Dansk titel: KDFuelCell - Komponenter og materialer til elektrokemisk energikonvertering (3047-00007B)
Bevillingsmodtager: Jens Oluf Jensen, Institut for Energikonvertering og Lagring, Danmarks Tekniske Universitet
E-mail: jojen@dtu.dk
Bevilget beløb: 6,5 mio. kr.
Samlet budget: 8,7 mio. kr.
Bevillingsperiode: 2014-2017
Forskeruddannelse: 2 ph.d.'er
Partnere: Danish Power Systems, IRD Fuel Cells, Nordic Institute for Asian Studies (KU), Yonsei University og Korea Institute of Science and Technology

Beskrivelse
Projektet KDFuelCell drejer sig om et Koreansk-Dansk samarbejde om udvikling af højtemperatur PEM brændselsceller. Dette er et meget aktivt forskningsområde i begge lande. Fokus er på de centrale komponenter, nemlig den ionlendende membran, der adskiller elektroderne samt katalysatorerne, der får de elektrokemiske processer til at forløbe, med så små tab som muligt. Det er håbet, at forskere i de to lande sammen kan udvikle bedre og billigere komponenter og dermed lette introduktionen af disse brændselsceller på markedet. Sideløbende med det teknisk-videnskabelige arbejde bliver der gennemført et studie i de kulturelle forhold, der adskiller Korea og Danmark. Igennem en serie workshops vil projektdeltagerne bliver gjort mere opmærksomme på de kulturelle særpræg, der spiller en rolle for samarbejdet og kommunikationen. Projektet uddanner to Phd.-kandidater på den danske side. Disse vil undervejs opholde sig noget af tiden hos de Koreanske partnere. Endelig vil der i løbet af det sidste projektår blive afholdt et fælles åbent videnskabeligt symposium.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 15. august 2019