Det talte ord gælder.
Lad mig starte med det helt grundlæggende: Uddannelser skal give mening. Både for den enkelte. Og for samfundet som helhed.
De videregående uddannelsesinstitutioner er til for samfundets skyld. Og ikke omvendt. Og uddannelsesinstitutionerne må finde sig i, at samfundet trænger sig på, og har forventninger om uddannelse af højeste kvalitet og et "afkast" som resultat af statens investeringer.
Jeg har tillid til institutionerne, men det er sund fornuft at stille krav til uddannelsestilbuddet for det er afgørende for Danmarks konkurrenceevne, at vi uddanner kvalificerede dimittender.
Vi skal kunne tilbyde unge uddannelse af høj kvalitet og relevans. Og akkreditering skal netop bidrage til at hæve kvaliteten, og sikre en større sammenhæng i udbuddet af nye uddannelser i forhold til samfundets behov.
Behov for et nyt akkrediteringssystem
De internationale evalueringer af Danmarks Evalueringsinstitut og ACE Denmark har vist, at det er lykkedes at etablere akkrediteringsoperatører, der lever op til de europæiske standarder for kvalitetssikringsorganisationer.
Der er et behov for kvalitetsudvikling. Det er også derfor, at kvalitet har fået en så markant rolle i de nye udviklingskontrakter for universiteterne. Og jeg er glad for, at uddannelsesinstitutionerne også har fokus på kvaliteten. Til eksempel har jeg noteret mig Københavns Universitets udmeldinger om behovet for et øget fokus på kvalitet.
Det nuværende akkrediteringssystem har bidraget til at skærpe fokus på kvaliteten i uddannelserne. Akkrediteringssystemet har fået institutionerne til at løfte kvalitetsniveauet i forhold til egenkontrol med kvaliteten. Derfor er akkreditering et gode, der skal fastholdes og udvikles.
Men der har været kritik af det nuværende akkrediteringssystem. Det er blevet påpeget, at systemet er bureaukratisk og ressourcekrævende. Og at det ikke i tilstrækkeligt omfang har bidraget til uddannelsernes kvalitetsudvikling.
Det er ikke uberettiget kritik. Der er behov for ændringer.
Samtidig har vi med regeringsdannelsen samlet hovedparten af de videregående uddannelser i Uddannelsesministeriet. Det skaber yderligere et behov for et nyt sammenhængende akkrediteringssystem for de videregående uddannelser.
Så der er flere grunde til at se frem ad mod ét nyt fælles akkrediteringssystem.
Det skal naturligvis ske på baggrund af evalueringerne, og de erfaringer vi allerede har med akkreditering. Det skal ske i forhold til de udfordringer, vi står overfor. Og det skal foregå i en åben og konstruktiv dialog med relevante aktører og interessenter.
Ejerskab til kvalitetssikring
Danske uddannelser er gode. Men de skal være endnu bedre og relevansen skal styrkes. Og for mig at se er den bedste garanti for opfyldelsen af den målsætning, at alle uddannelsesinstitutionerne hver dag arbejder målrettet på at styrke kvaliteten.
Jeg ønsker et system, hvor hele institutionen får ejerskab til både kvalitetssikring, kvalitetsudvikling og relevans. Jeg har ikke nogen færdig model. Men jeg har fire elementer, som jeg mener, skal være bærende for et kommende akkrediteringssystem:
- For det første skal der vises tillid tiluddannelsesinstitutioners eget arbejde med kvalitetssikring af uddannelserne, som er og bliver en naturlig del af institutionens DNA.Akkrediteringens dokumentationskrav skal bygge på det kvalitetsarbejde institutionerne i forvejen laver. Og et nyt system skal være så smidigt og administrativt enkelt og gennemskueligt som muligt.
- For det andet skal vi tage hånd om kvalitetsudvikling af uddannelser med særlige udfordringer.Der er og vil altid være uddannelser, hvor der er særlige kvalitets- eller relevansmæssige udfordringer, og det skal et nyt system også kunne håndtere.
- For det tredje skal et nyt akkrediteringssystem sikre større sammenhæng i udbuddet af nye uddannelser i forhold til samfundsøkonomiske behov.Arbejdsmarkedsrelevans og regional dækning i uddannelsesudbuddet skal sikres.
- Endelig skal der som det fjerde ske en videreførelse af tværgående evalueringer af de videregående uddannelser.
Overveje institutionsakkreditering
Jeg vil gerne understrege, at jeg endnu ikke har lagt mig fast på en endelig model. Men det er værd at overveje om uddannelsesakkreditering, som vi har i dag, skal erstattes af institutionsakkreditering.
Et system for akkreditering af institutioner vil naturligvis give mulighed for at overgå til markant færre akkrediteringsforløb for den enkelte institution end det er tilfældet i dag. Det vil give mulighed for en væsentlig begrænsning i dokumentationskravene. Og det vil i højere grad bygge på tilliden til institutionernes egne kvalitetssikringssystemer og eksisterende dokumentation.
Ved en overgang til institutionsakkreditering kan indsatsen i givet fald blive koncentreret omkring ét samlet akkrediteringsforløb, som institutionen skal igennem f.eks. hvert 6. år.
Det danske system vil på den måde lægge sig i forlængelse af internationale erfaringer, hvor institutionsakkreditering typisk introduceres på baggrund af erfaringer med uddannelsesakkreditering.
I forhold til uddannelser, hvor der er særlige udfordringer, f.eks. uddannelser med vedvarende overledighed, bør de kunne udtages til nærmere undersøgelse.
Og for at sikre det bedst mulige udbud af uddannelser på tværs af sektorer kan institutionsakkreditering suppleres med en prækvalificering af nye uddannelser og udbud. En eventuel prækvalificering skal sikre, at udviklingen inden for de videregående uddannelser er hensigtsmæssig i et samfundsøkonomisk perspektiv.
Frihed og afbureaukratisering
Regeringen har tillid til de videregående uddannelser. Og jeg har fra dag 1 sagt, at jeg vil arbejde for, at det nye bærende princip i relationen med uddannelsesinstitutionerne bliver mere selvregulering og mindre kontrol.
Det var derfor, at vi ophævede forbuddet mod gruppeeksamen. Det var derfor, at vi forenklede udviklingskontrakterne. Og det var derfor, at vi gav universiteterne større frihed til at tilrettelægge optagelsessystemet.
Afbureaukratiseringen skal også gælde akkrediteringssystemet.
Akkreditering må ikke – og skal ikke – handle om afkrydsning af skemaer, alenlange redegørelser og detaljeret kontrol. Akkreditering handler om ekstern kvalitetssikring og kvalitetsudvikling. Og der skal stilles krav. Der skal leveres resultater.
Men handlefriheden skal tilbage til uddannelsesstederne. Og jeg er ikke i tvivl om, at det bliver kvitteret med ansvar og engagement.
Det gælder om at finde en balance mellem institutionernes autonomi og statens legitime krav om kvalitet og relevans.
Et akkrediteringssystem skal løbende understøtte kvalitetsudvikling af alle uddannelser på de danske uddannelsesinstitutioner. Systemet skal sikre en tæt kobling mellem institutionernes daglige kvalitetssikringsarbejde og den eksterne kvalitetssikring. Og de ressourcer, der anvendes på kvalitetssikring både på institutionerne og hos akkrediteringsoperatørerne, skal bruges fornuftigt.
Akkreditering der giver mening
Uddannelser skal give mening. Det samme gælder for akkreditering. Den tid, uddannelsesinstitutionernes skal bruge med akkreditering, skal give værdi.
Det eksterne kvalitetssikringssystems rolle er ikke alene at sikre en vis minimumstandard på tværs af uddannelserne. Akkreditering skal bidrage konstruktivt til arbejdet med kvalitetsudvikling på den enkelte institution. Og akkreditering skal sikre at uddannelserne er relevante for arbejdsmarkedet.
Så giver akkreditering mening. Både for institutionerne, for de studerende og for samfundet.
Jeg ser frem til arbejdet med et nyt akkrediteringssystem. Og jeg vil gerne understrege, at det er afgørende for et nyt systems succes, at alle bidrager med erfaringer og forslag til, hvordan akkrediteringsopgaven løses bedst muligt, bliver mest udviklingsorienteret og med mindst muligt bureaukrati.
Jeg betragter Akkrediteringsrådets konference i dag som startskuddet til en bred dialog om, hvordan et nyt akkrediteringssystem konkret kan udformes. Jeg ser frem til en dialog, som kan udstikke retningen mod et fremtidigt akkrediteringssystem.
Og jeg vil gerne slutte med at stille et spørgsmål til debatten: Hvordan reformerer vi akkrediteringssystemet, så det løfter kvaliteten, men reducerer bureaukratiet?
Tak for ordet.