Gå til indhold
Du er her: Forside Ministeriet Ministeren Taler God dansk forskning kan blive endnu bedre

God dansk forskning kan blive endnu bedre

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers' tale ved Videnskabernes Selskabs Forskningspolitiske Udvalgs årsmøde 19. marts 2019.

Det talte ord gælder

Kære alle

Noget af det fascinerende ved forskning er, at det handler om at få tilfredsstillet sin nysgerrighed. 

Det handler om at stille spørgsmål som ”er det muligt?” 

”Kan man ikke gøre det smartere?” 

”Hvad sker der, hvis man gør sådan her i stedet?” 

”Hvorfor sker det?”

Og det handler om at finde svarene på de spørgsmål. Finde grunde til, at det ikke kan lade sig gøre. Finde ud af, hvad der skal til, for at få det til at ske.

Fra roer til plast

Tag for eksempel professor Robert Madsens projekt på DTU Kemi i samarbejde med Haldor Topsøe. Her har professor Madsen stillet sig selv spørgsmålet, om det er muligt at lave plast af sukker fra for eksempel sukkerroer. I stedet for at lave det af olie, som forurener og er svært at nedbryde.

Det har han gjort, fordi – ja, han har sikkert gjort det, fordi han er et nysgerrigt menneske. Men også fordi, der ligger en potentielt kæmpe miljømæssig og kommerciel gevinst i at finde ud af at gøre det.

Altså hvis man kan finde en måde, som ikke koster mere end at lave plast baseret på olie. Det er forskning, som giver håb om en bedre fremtid.

Store fremskidt er drevet af forskning 

Temaet for i dag er fri forskning. Et vigtigt emne - for uden fri forskning får vi ikke store forskningsmæssige nybrud.

Ser man tilbage på historien, vil man se, at alle store fremskridt har været drevet af forskningen.

Uden forskningen havde vi ikke sat fod på månen. Vi havde ikke kendt til Jordens indre kerne. Vi havde ikke kunnet leve med AIDS. Vi havde ikke kunnet ringe til vores bedstemor. Vi havde ikke kunnet høre musik i bilen.

Vi skal hylde og værne om den fri forskning. Forskning har en enorm værdi for vores samfund.

Stolt af dansk forskning

Vi kan være stolte af dansk forskning. Som I helt sikkert ved, så var Danmark i perioden fra 2013 til 2017 det land i OECD, som målt i forhold til indbyggertal udgav flest offentlige forskningspublikationer.

Næsten hver femte danske forskningsartikel var med på listen over de 10 procent mest citerede forskningsartikler i verden i samme periode. Og set i forhold til indbyggertal ligger vi i top, når det for eksempel handler om at tiltrække midler fra EU.

Det er da ret godt gået.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke kan gøre det bedre. For også i dansk forskning har vi udfordringer. Det peger I også på i hvidbogen.

Jeg vil gerne tage fat i fire temaer, som jeg synes er væsentlige for diskussionen om kvaliteten af dansk forskning.

Karriereveje i forskningen

For det første er jeg enig med jer i, at der virkelig er behov for at forbedre mulighederne for at gøre karriere på universiteterne.

Mange af vores allerdygtigste unge forskere tilbringer for lang tid i usikre, midlertidige stillinger. ”Post-doc-sumpen”, som nogle kalder det. 

Vejen skal være tydeligere og måske også mere meningsfuld. Og vi skal blive bedre til at fastholde, udvikle og rekruttere talent.

Her sparker I altså en åben dør ind. I hvert fald hos mig. Men – lidt frækt – kan man måske spørge, om døren er helt åben hos jer?

Jeg har læst i DFiR's rapport fra januar i år, at i gennemsnit bliver 70 procent af de opslåede stillinger som adjunkt, lektor eller professor besat med en person, der allerede er ansat på det pågældende universitet. 70 procent!

Det er en tendens, der er stabil i perioden fra 1995 til 2017, og det gælder for alle hovedområder. 

I samme periode er der også en forholdsvis stabil høj andel af stillinger, hvor der kun er én kvalificeret ansøger, som så får jobbet. Og i perioden fra 2001-16 er andelen af stillinger, der besættes helt uden opslag, steget med cirka 20 procentpoint .

Hvad tænker I om den udvikling? Det er jo et problem det her. Det er jeres ansvar at få vendt den her udvikling Jeg går ud fra, der ikke er nogen her i rummet, som synes, det er noget, politikere skal begynde at blande sig i. Så I skal finde nogle løsninger på det.

Dygtige undervisere skal belønnes

Et andet område, vi skal give opmærksomhed, er undervisningen. Det kan vi vist også godt være enige om. Det berører I også i hvidbogen.

En af de bedste måder at få viden ud i samfundet på er via de studerende. Når de dimitterer, bringer de den viden og metode, de har lært på universiteterne, ud i resten af samfundet. Og de er selvfølgelig også i ”fødekæden” til at blive den næste generation af topforskere.

Derfor er de studerende også et helt afgørende element i Danmarks stilling som et vidensland. Så langt er vi enige. Helt enige er vi vist ikke om, hvordan vi får bedre undervisning.

Som jeg forstår jer, skriver I, at måden, vi skal sikre bedre undervisning på, er ved mere fri forskning. Jeg vil sige, at måden, vi skal sikre bedre undervisning på, er ved flere gode undervisere.

Selvfølgelig skal underviserne også være dygtige inden for deres felt for at kunne undervise på allerhøjeste niveau. Det er jeg helt enig med jer i. Men de skal også være i stand til - og være interesserede i – at formidle deres viden. Og mere til. De skal engagere og begejstre de studerende.

Udvalget Om Bedre Universitetsuddannelser har i deres undersøgelser belyst den her problemstilling. De fandt ud af, at hele 50 procent af underviserne på universiteterne vurderede, at universiteterne prioriterede undervisning lavere end forskning. 59 procent af underviserne vurderede, at undervisningen betød meget lidt for deres løn .

Mønstret er det samme for så vidt angår karrieremuligheder og forfremmelser. Vi skal blive bedre til at belønne de forskere, der leverer rigtig god undervisning.

Mere innovation

Det tredje område, jeg mener, vi bør give mere opmærksomhed, er innovation. Hvordan vi bliver bedre til at omsætte forskning til innovation.

I berører let i hvidbogen, at forskningen er fundamentet for meget af den innovation, der har fundet sted i virksomhederne. Jeg så gerne, at flere nye virksomheder udspringer fra universiteterne. De banebrydende forskningsidéer og forskningprojekter skal finde vej til erhvervslivet.

Min vision er, at der over de næste 10 år skal være 10 nye virksomheder, som udspringer fra universiteterne, og har en omsætning på 1 milliard kroner

I synes måske det lyder poppet. Men vi bliver nødt til at have en vision for, hvordan forskningen kan komme ud at gøre gavn.

Som det er i dag, er der navnlig to problemer:

- Universiteterne kan opleves som lukkede om sig selv og en svær samarbejdspartner for erhvervslivet og investorer.

- Forskere mangler netværk og kommerciel sparring.

Derfor har jeg idéen om at nedsætte et entreprenørskabskorps, som kan hjælpe i forhold til at opnå finansiering og afprøve forretningskoncepter. Og derfor har jeg iværksat et 360 graders eftersyn af innovationsfødekæden.

Jeg er ikke alene med den her indstilling. I januar besøgte jeg professor Robert Langer på MIT. Den måde han arbejder på at omsætte sin forskning til virkelighed er inspirerende og lidt af en øjenåbner.

Han ser på al sin forskning med det perspektiv, at man skal forandre verden og gøre den til et bedre sted. Siden 1987 har han været med til at starte 40 virksomheder, som alle undtagen én er blevet til noget. Og hvis det ikke er motivation nok i sig selv, kan jeg afsløre, at han har tjent kassen på det.

Det har sindsygt stor betydning for os som land, at vi har forskere, der griber de muligheder, der viser sig for dem. Der tager de udfordringer op, som de møder på vejen. Også når man arbejder med grundforskning.

Send flere penge

Det fjerde og sidste punkt, jeg vil tage fat på fra jeres hvidbog, er det med pengene. I foreslår, at vi hæver de offentlige investeringer i forskning fra 1 til 1,5 procent af BNP.

Jeg kunne ikke være mere enig – flere penge ville være fantastisk. Det er godt at drømme stort, men det er også godt at være realist. Under alle omstændigheder handler det om at få mest muligt ud af de penge, der er. Og vi bruger allerede mange penge på forskning.

I 2017 lå Danmark som nummer 6 på listen over de OECD-lande, som investerede mest i offentlig og privat forskning og udvikling. I 2018 var det offentlige forskningsbudget på 1 procent af BNP svarende til 22 milliarder kroner. Det er rigtig mange penge. Derfor er tematisk forskning vigtig

Jeg tror egentlig, at vi i det store hele er enige om ambitionerne. Noget, jeg hellere vil udfordre jer på, går på hele rammen for jeres hvidbog: ”Fri forskning”.

Hvornår er forskning fri? Jeg mener også, den er fri, selvom vi lægger et tema ind over. Den tematiske og den strategiske forskning er også fri.

Det er frit, hvilke problemstillinger, I tager fat på inden for temaet. Hvilken metode I anlægger. Hvem der er med i forskningsteamet. Hvilke resultater, I når frem til.

Det, at der skal forskes inden for et givent område, gør vel ikke forskningen inden for det område ufri?

Forskning kan løse klimaudfordringerne 

Hvad mere er – den tematiske forskning er en investering i vores fremtid. Lige nu står vi over for en kæmpe udfordring, nemlig at finde nye bæredygtige løsninger, så vi ikke belaster vores klima.

Måske har vi aldrig før stået i en situation, hvor så mange er enige om, at her er der en meget stor samfundsudfordring. Og hvor så mange er enige om, at en stor del af svarene på den udfordring ligger i forskningen.

Det må være muligt, at vi – også inden for fri forskning – har samfundsmæssige ønsker til den offentligt finansierede forskning. At vi kan udpege områder, som vi har særligt brug for, at I forskere bedriver ”fri forskning” inden for.

Kæmp for mig og jeg kæmper for jer

Det er forskningen, der kan udvikle nye løsninger. Det er en kæmpe mulighed for, at forskningen kan komme ind og spille en hovedrolle i samfundsdebatten. Og det er et synspunkt, jeg gerne fører an i.

Når jeg engagerer mig i debatter internt i regeringen, i Folketingssalen og i medierne om at løfte forskningen op som løsningen på et af de største spørgsmål, vi har lige nu - så er jeg også nødt til at kunne gå tilbage til forskningsverdenen og sige ”levér noget klimaforskning”. Ellers bryder den kæde jo sammen. Og det er ikke altid nok bare at håbe på.

Jeg er lydhør over for, at der er nogle samfundsmæssige ønsker og behov. Ønsker og behov, som betyder, at forskningen kan komme til at spille en endnu større rolle for samfundsudviklingen fremover. Især hvis vi samarbejder om at løse de store globale udfordringer, vi står over for.

Jeg glæder mig til samarbejdet!

Tak for ordet.

Senest opdateret 03. maj 2019