Gå til indhold
Du er her: Forside Ministeriet Ministeren Taler Kurven jeg gerne vil knække

Kurven jeg gerne vil knække

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensens videotale til Tænketanken DEAs Partnerdag, 10. februar 2021.
Kontakt
Joachim Nicolaj Brandt-Møller
Specialkonsulent
Tlf.: +45 72 31 81 61
Email: jnbm@ufm.dk

Det talte ord gælder. 

Klip fra videotalen:

21,6. Det er et tal, vi skal smage lidt på nu. Fordi 21,6 procent. Det er andelen af alle 30-årige, som ikke får taget en kompetencegivende uddannelse. Det er for højt. Og hvad der nager mig endnu mere, det er, når man går 10 år tilbage og ser på den historiske udvikling. Så er kurven lige så flad som den fladeste del af Nordjylland, hvor jeg kommer fra.

Hvis ikke en socialdemokratisk regering skulle stå op hver eneste morgen. Se sig selv i spejlet, og spørge: Hvordan knækker vi den her kurve? Så ved jeg ikke, hvad vi skulle. For det her. Lige præcis det her. Det er grunden til, at jeg gik ind i politik.

Og derfor er jeg så glad for, at I holder det her arrangement. I spørger, om institutionerne har et ansvar over for studerende fra uddannelsesfremmede hjem. Og I spørger – mere åbent – hvordan, vi tager de sidste skridt mod mindre ulighed i uddannelse.

For at svare på det, så vil jeg gerne se det her fra tre perspektiver:

  • Når vi taler om at tage de sidste skridt mod mindre ulighed. Så er vi nødt til at se på de første skridt, vi tager som mennesker. Den tidlige indsats. Det er der, jeg starter i dag.
  • Så vil jeg tale om vores optagelsessystem. Det er der, hvor et ungt menneske har første direkte kontakt med det ministerie, jeg har det politiske ansvar for.
  • Og til sidst; uddannelsesmiljøet. Det man møder, når man rent faktisk er optaget.

De første skridt

Jeg havde fornøjelsen af at overrække Eliteforsk-prisen til en sociolog sidste år. Han hedder Mads Jæger. Og han siger: Ud fra din fødselsvægt så kan jeg forudsige, hvad du tjener, når du er 40.

Grundlæggende er det jo ikke ny viden. Vi ved godt, at der tegnes mønstre. Vi ved godt, at de tegnes meget tidligt i livet. Vi ved godt, at du bliver formet alt efter samtalerne ved middagsbordet, alt efter hvor meget hjælp der er til lektierne, alt efter hvad der bliver set som værdifuldt.

Men det her er ikke determinisme. For der er også mange, der bryder ud. Men mønstrene. Dem skal vi tage seriøst.

Og helt ærligt. Ud fra din fødselsvægt? At vi er så lille og lige et land og samtidig har så store forskelle. Hvor vi siger, at du kan blive lige hvad du vil. Mens vi jo kan se, sort på hvidt, at det kan du ikke bare lige. Vi kan se, sort på hvidt, at vi endnu ikke har formået at skabe reel frihed til at definere sin egen vej.

Vi har brug for ny viden – ny forskning – om de allermindste børn. Og derfor har vi afsat 50 millioner hvert eneste år, de næste fire år. Til pædagogisk forskning i 0-6-års-alderen. Det forskningsmiljø skal være stærkere, end det er i dag. Det skal styrkes. Blandt andet for, at vi bliver klogere på den tidlige indsats.

Optagelsessystemet

Men det ændrer jo ikke ved, at der er ting, vi kan gøre senere i livet. Så med den parentes. Den store parentes. Så lad os tale om optagelsessystemet.

Det har vi evalueret. Meget grundigt, endda. Blandt andet med social mobilitet for øje. For det er jo ”døren” til det videregående uddannelsessystem.

Det er for tidligt at sige, hvad vi kommer til at gøre. Men noget – det kommer vi til at gøre. Og jeg har to nedslag med, som indikerer, hvorfor det vil være en god ide at sætte ind politisk.
Det ene handler om kvote 2. Og hvis man ikke sidder med kvote 2 til daglig. Så tænker jeg faktisk, det vil komme som en overraskelse, at kvote 2 har nogle ret store sociale skævheder.

Tager du to ansøgere med præcis samme snit. Den ene har forældre med uddannelse. Den anden har forældre uden uddannelse. Så har ”det akademiske” barn typisk størst chance for at blive optaget i kvote 2. Det, at du kan få lidt hjælp til en motiveret ansøgning. Det, at du har været en tur i udlandet. At du har dokumenteret erhvervserfaring. Måske gennem nogle af dine forældres kontakter. Alle de der ting.

Og det er ét sted, hvor man kan sige: Hvis vi gerne vil sikre, at dine faglige kvalifikationer og din motivation er afgørende for, om du bliver optaget. Herunder at social mobilitet styrkes. Så skal vi skrue på nogle knapper.

Mit andet nedslag i ”optaget”, det er det her cirkeldiagram. Det viser, hvor de dygtigste ansøgere retter deres blik.

Tager du de 25 procent, som har det højeste snit fra deres gymnasiale uddannelse. Så søger de i 30 procent af tilfældene de samme fire uddannelser. Lad mig lige gentage: Fire uddannelser får 30 procent af ansøgningerne fra de dygtigste elever. Vi taler medicin, psykologi, jura og statskundskab.

Det her fortæller os blandt andet, at adgangskvotienten påvirker unges valg af uddannelse. På trods af, at kvotienten intet siger om indholdet eller sværhedsgraden på en uddannelse. Og det fortæller os, at social mobilitet – det handler om mere end at ”bryde op gennem asfalten”. Det her traditionelle billede på, hvad det handler om. ”At gå fra bistandsklient til bankdirektør”, som Anders Fogh sagde. Den måde at beskrive tingene på er, synes jeg, ret 1-dimensionel. I forhold til hvad det rent faktisk handler om.

Mobiliteten, den går flere veje. Det skulle jo gerne være sådan, at det handler om det enkelte barns frihed. Det unge menneskes frihed til og mulighed for at se til højre og venstre. Have en reel frihed til at søge det, de ønsker sig.

Men jo – det kan selvfølgelig godt handle om at sige: ”Jeg kommer ikke fra et hjem med et klaver. Tværtimod et hjem med kompressor. Men nu søger jeg ind på universitetet”. Og her skal systemet selvfølgelig ikke stå i vejen for, at dit talent kommer samfundet til gode. Og det bliver én af flere ting, vi gerne vil have ud af det, når optagelsessystemet skal forbedres.

Vi skal have blik for social mobilitet

Men hvad så, når du rent faktisk er kommet ind. Er begyndt på en uddannelse?
Ser vi på de 21,6%, jeg lagde ud med, som ikke får en uddannelse. Så gemmer det tal på en overraskelse. Om den er positiv eller negativ, det må være op til jer at bedømme: Men omkring 60 procent af dem har faktisk været i gang med en uddannelse. Enten en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse.

Vi har haft dem mellem hænderne. Men de er faldet fra. Billedet bliver bakket op af en masse analyser, der på hver sin måde går til ”ulighed i uddannelsessystemet”. DEA har også undersøgt det.

Det er altså noget, vi skal have talt om. Jeg har læst flere interviews med ”mønsterbrydere”. Som egentlig havde evnerne. Havde karaktererne. Startede på universitetet. Men måtte droppe ud. Fordi de stødte panden mod en mur af noget, der er lidt usynligt. Der var noget sprog, de ikke lige kendte. Noget kultur de ikke følte sig hjemme i. Nogle Habermas-referencer, de andre kastede om sig nede i kantinen.

Og der er det altså for ærgerligt, at samfundet går glip af dygtighed og talent, bare fordi man har noget andet med i bagagen. Vi er nødt til at komme tættere på: At når et ungt menneske trodser statistik. Trodser kultur. Trodser forventning. Og tænker: Det her er min drøm. Jeg vil være biolog. Eller: Jeg synes, at tysk stumfilm fra 20’erne er fantastisk. Eller: Jeg mener, vi kan bygge vindmøller på en helt ny måde. Jeg er dygtig. Jeg kan mine ting. Så skal vi skabe et studiemiljø, der kommer dig i møde.

Min iagttagelse er, at der bliver arbejdet med det her rundt omkring. Nogen lykkes også. Men ikke alle steder. Så i første omgang er det vigtigt for mig, at vi har en dialog om det. Vi skal i det hele taget have blik for: At vi skriver 2021 – og din baggrund er stadig utrolig definerende for, hvor din livsbane fører dig hen.

Man kan godt ændre kultur. Det kræver bare, at man er bevidst om, at kulturen er der.

Social mobilitet går flere veje

Så uanset om vi taler om vores første skridt som mennesker. Om vi taler skridtet ind i optagelsessystemet. Eller skridtet ind på uddannelsesinstitutionen. Så skal vi huske på, at social mobilitet i virkeligheden handler om frihed for den enkelte.

Hvor det ikke bare handler om at gå fra bistandsklient til bankdirektør. Men hvor det i virkeligheden handler om: Uanset hvad din far laver. Uanset hvad din mor laver. Så skal det ikke definere, hvilke muligheder du har. Hvilke skridt du tager.

Tak for at tage den her dialog, DEA. Tak for at løfte den her vigtige politiske dagsorden. Vi taber talent, hvis vi ikke formår at skabe kultur der rummer alle, uanset om man krydser den ene eller anden vej.

Vi skal have fokus på, hvordan vi knækker den her kurve. Hvordan vi får den sidste femtedel med.

Tak for ordet og fortsat rigtig god dag!

Senest opdateret 12. februar 2021