Gå til indhold

Klimaforandringer, kulturforståelse og bæredygtighed i det arktiske område

Samfundsmæssige udfordringer og lokale løsningsforslag til strategier for det arktiske område, der kan imødegå følgerne af klimaforandringer og sikre en bæredygtig udnyttelse af områdets vækstpotentiale.

Afsender:

Aalborg Universitet

Resumé

Samfundsmæssige udfordringer og lokale løsningsforslag til strategier for det arktiske område, der kan imødegå følgerne af klimaforandringer og sikre en bæredygtig udnyttelse af områdets vækstpotentiale.  Dette vil kræve satsning på lokal kultur- og samfundsforståelse i et internationalt perspektiv.

Udfordring og muligheder

Den arktiske verden (Nordpolen, Grønland, de nordlige dele af Skandinavien Canada, Alaska og Rusland) står overfor store udfordringer i disse år pga. klimaforandringerne.  Den globale klimaopvarmning forårsager ændringer, som truer både mennesker og natur, men den åbner også for nye vækstmuligheder.

Det arktiske område nyder stor international bevågenhed fra politikere og erhvervslivet. EU og de fem ”arktiske lande” (Danmark, Norge, USA, Canada og Rusland) har udarbejdet omfattende strategier for de arktiske områder, som formulerer aktørernes prioriteter og politiker i forhold til naturressourcer, sikkerhed og suverænitet.

Den øgede interesse i det arktiske område medfører en række udfordringer. For det første er der fare for, at den lokale økonomi bliver alt for afhængig af ikke-vedvarende ressourcer og dermed bliver meget konjunkturafhængig (boom-bust), som det er sket for mange andre regioner i verden i forbindelse med hurtig vækst.

For det andet er der en stor udfordring i forhold til at integrere en stor udenlandsk arbejdsstyrke, ikke mindst i forhold til interkulturel kommunikation og administration. For det tredje er der, som det økonomiske råd i Grønland har gjort opmærksom på, risiko for, at den øgede råstofudvinding kan føre til større social og økonomisk ulighed i det arktiske område. For det fjerde, den hastigt udvikling erhvervsmæssigt og socialt udfordrer eksisterende institutioner, som ikke er gearet til at matche de globale udfordringer.

På den anden side indeholder udviklingen også muligheder for en bæredygtig politisk, social, økonomisk og kulturel vækst. Udover øgede råstofudvinding, giver klimaforandringer og adgang til global kommunikation og transport også muligheder for økonomisk vækst gennem etablering af havne og lufthavne og udvikling af kulturturisme. Endvidere kan nye industrier i det arktiske område være med til at gøre området mindre økonomisk afhængigt og genskabe en lokal stolthed. 

Der er brug for tværdisciplinær forskning i de udfordringer og muligheder, som den nye udvikling i det arktiske område medfører.

Målsætning

Målsætningen er at skabe de rette betingelser for, at man kan udnytte vækstpotentialet i det arktiske område på en bæredygtig måde, der sikrer, at lokalbefolkninger og institutioner kan tilpasse sig udviklingen bedst muligt. Især indenfor turisme er der et stort uudnyttet vækstpotentiale, som lokale erhverv kan være med til at udvikle.  I den sammenhænger det nødvendigt, at forskningen sker i tæt i samarbejde med lokale offentlige og private aktører.

De danske forudsætninger

Dette kræver en kombination af kultur- og samfundsforståelse på den ene side,

og proces-/teknologi-udvikling og –tilpasning på den anden side inden for det arktiske område. Begge dele er områder som danske produktions- og konsulent-virksomheder samt vidensinstitutioner og frivillige organisationer/NGO’er har betydelig erfaring med, men som kan udvikles mere målrettet i forhold til netop denne udfordring.

Center for Arktisk Forskning, som består af AAK, Aalborg Havn, Region Nordjylland, og AAU/CIRCLA, besidder de nødvendige tværvidenskabelige kompetencer og ekspertiser til at virkeliggøre vækstpotentialet i området. Endvidere kan Arctic Business Network, som er et transatlantisk netværk med fokus på at fremme samarbejde mellem virksomheder, organisationer og myndigheder i Grønland og Nordjylland indgå som samarbejdspartner.

Effekter og potentialer

Vækstpotentialet i det arktiske område er enormt. En bedre forståelse af og optimering af reaktionen ift. forandringsprocesserne vil kunne resultere i:  

  • etablering af nye industrier
  • fornyelse og forbedring af allerede etablerede industrier (f.eks. inden for fiskeindustrien)
  • etablering af landbrug
  • udvikling af turismeindustrien
  • forbedring af social og økonomisk velfærd
  • yderligere udvikling af uddannelsesinstitutioner (især for mellemlange og videregående uddannelser)
  • yderligere udvikling af lokale politiske, demokratiske institutioner (på regerings- og kommune-niveau) 

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 02. april 2013