Gå til indhold

Effektiv gasproduktionen i biogasanlæg gennem udnyttelse af organiske restfraktioner

Danmark har besluttet at bioforgasning af husdyrgødning skal bidrage til forsyningen af VE og gøre Danmarks energiforsyning fossiltfrit. Rentabilitet i biogassektoren kræver en god forsyningskæde af restprodukter.

Afsendt af

Agrotech

Resumé

Danmark har besluttet at bioforgasning af husdyrgødning skal bidrage til forsyningen af VE og gøre Danmarks energiforsyning fossiltfrit. En effektiv udnyttelse af biogasanlæggene kræver at der tilføres kulstof-tæt rester. Der investeres netop nu i nye bedrifts- og industrianlæg.
Vådt organisk affald er særlig velegnet til anvendelse i biogasreaktorer.

Derfor skal u-udnyttet græs fra ådale, vejkanter, våde enge, randzoner, m.m. udnyttes. Dertil kommer husholdningsaffald og rester fra fødevareindustrien.

Rentabilitet i biogassektoren kræver en god forsyningskæde af restprodukter. Forsyningskæden kræver udvikling af logistik, teknologisk forarbejdning, lagringsfaciliteter og –metoder, samt organisering i leveranceledet og virksomhedsdannelse omkring råvarerne for sikre de nødvendige kapital og ressourcemæssige investeringer.

Udfordring og muligheder

Danmark har vedtaget et energiforlig der har målsætningen at 50% af al husdyrgylle skal forgasses til energi. Gylle er imidlertid ikke særlig energitæt og det kræver tilsætning af andre kilder for at få rentabilitet i biogasanlæggene. Kilder som slagteriaffald og fiskeriaffald er udnyttet. Samtidigt ønsker regeringen ikke at der dyrkes energiafgrøder i væsentligt omfang til gasproduktion. Derfor skal u-udnyttet græs fra ådale, vejkanter, våde enge, randzoner, m.m. udnyttes.

Danmark har en særlig position til at udnytte denne mulighed grundet pilotprojekter der har etableret ”proof of concept” i bjergning af enggræs fra våde enge til en konkurrencedygtig pris. Bjergning af græs fra disse arealer vil sikre at de holdes lysåbne og biodiverse. Plejekravet til disse arealer vil således blive tilfredsstillet. Derudover findes der en række andre ”våde” rest-biomasser der med fordel kan afgasses. Det drejer sig især om husholdningsaffald og rester fra fødevareindustien.

Med en afgasning af 50% af husdyrgrødningen så skal der bruge ca. 1.5 mio tons tørstof med en tilsætningsgrad på 10%. Dette vil fordoble den samlede gasproduktion.

Målsætning

Målet er at udvikle teknologi-kæder der kan organisere og håndtere afhugning, indsamling, opmagasinering, transport og indfodring af græs på en effektiv måde. Det er målet at kunne indsamle hidtil u-udnyttet græsmateriale svarende til ca. 200.000 tons tørstof, hvilket svarer til 33% af de plejekrævende arealer. Herudover er det målet at indsamle vådt affald fra husholdninger og fødevareindustrien svarende til 100.000 tons tørstof.

Samlet vil dette lede til en fordobling af den forventede mængde gas fra biogasanlæg der er baseret på husdyrgylle. Dette nye produkt vil sikre investeringen i nye biogasanlæg på gård- og industri-niveau gennem sikring af leverance af tilstrækkeligt biomasse.

Innovationsbehov

Selv om konceptet er testet i et pilotprojekt i Danmark, så er der behov for at udvikle teknologier der effektivt og billigt kan indsamle biomasse fra vanskeligt tilgængelige områder eller fra lav-produktive arealer.

Realisering af målet kræver følgende vidensbaserede innovationer:

  • Nye teknologkæder skal udvikles
  • processer og logistik for afhugning, indsamling, lagring, transport og indfodring i biogasanlæggene skal udvikles som passer til regioner og materiale.
  • Udvikling af overordnede modeller for at udnytte rest-biomassernes forskellige egenskaber til en samlet mere rentabel biogasproduktion.
  • Test og certificering af de underliggende teknologier.

Udvikling af et åbent marked for restbiomasse, for at sikre tilgængeligheden og udnyttelsesgraden. Indsatsen skal organiseres omkring samarbejde mellem private landmænd, maskinfabrikker, varmeanlæg, kommuner, med andre. Nye virksomheder der er vant til at håndtere logistik og processering af biomasse vil have gode muligheder for at gå ind i dette nye marked.

De danske forudsætninger

Energi-forliget etaberede en ramme om opbygning af biogassektoren i Danmark og mange nye anlæg er på vej. Danmark er begunstiget af et veludbygget gas-infrastruktur, der gør det muligt at oprense og indfodre biogas i rørnettet. Affald fra fødevareindustrien kan forholdsvist let indsamles, hvorimod sortering og indsamling af egnet husholdningsaffald er en udfordring da den skal være fri for uønskede stoffer/rester.  Mange af naturplejekrævende engarealer afhugges allerede som et led i plejekravet.  Danske firmaer er ledende i EU vedr. produktion af teknologi til bjergning af græs.

Effekter og potentialer

En bæredygtig anvendelse af disse ressourcer, som hidtil ikke er udnyttet, vil lede til produktion af energi på en bæredygtig måde, nedbringelse af udslip af klimagasser og reduktion i anvendelse af fossile brændstoffer.

Biodiversitet i disse vedvarende græsarealer er stor. Men bevarelsen af biodiversitet og landskabsæstetik kræver en passende pleje i form af afhugning. Denne innovation vil sikre plejebehov for store engarealer og ådale.

Den største arealanvendelse i Europa er græs. De intensive husdyrbrug udnytter ikke længere store arealer med vedvarende græs. Udvikling af dansk teknologi og knowhow på anvendelse af dette materiale til biogas vil øge dansk konkurrenceevne på området og muliggøre såvel system- som teknologieksport.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 08. marts 2013