Gå til indhold

Energiproduktion og sundhed

I et moderne samfund med et stigende energiforbrug og behov for miljøbeskyttelse er det væsentligt at udvikle nye multi-disciplinære tilgange og metoder for at opnå sammenhængende opgørelser af effekter på sundhed og miljø. Dette er især relevant i forbindelse med omstillinger i energisektoren.

Indsendt af

Klima-, Energi og Bygningsministeriet

Resumé

I et moderne samfund med et stigende energiforbrug og behov for miljøbeskyttelse er det væsentligt at udvikle nye multi-disciplinære tilgange og metoder for at opnå sammenhængende opgørelser af effekter på sundhed og miljø. Dette er især relevant i forbindelse med omstillinger i energisektoren, blandt andet som led i den langsigtede reduktion af drivhusgasudledninger.
 
Det danske CEEH forskningscenter har i de seneste år udviklet et nyt model setup til optimering af energiforsyningen koblet med en minimering af negative effekter på sundhed og miljø. Forurening fra energiproduktion og skadelige effekter på sundhed og miljø kan således beregnes sammen med både de direkte omkostninger og de indirekte omkostninger til miljø, klima og helbred. Denne type værktøjer foreslås videreudviklet og testet i praksis for danske energi- og klimamålsætninger, samt relevante økonomiske og teknologiske bindinger under INNO+. Klimatilpasning bør ligeledes inddrages som en væsentlig faktor.

Udfordring og muligheder

Omlægning af energiforsyningen med fokus på grønne teknologier og et ændret energimiks er en af de væsentligste udfordringer over de kommende årtier. Forurening fra fossile brændstoffer påvirker såvel mennesker, som natur, og partikel forurening fra biler og lastbiler alene vurderes at resultere i flere dødsfald, end trafikulykker. En tværdisciplinær optimering af effekterne af et fremtidigt energimiks vil kræve innovative metoder og tilgange og vil i den rigtige kombination også kunne give en hurtig reduktion i klimapåvirkning fra danske udledninger.

Målsætning

De koblede problemer med stigende energibehov og forurening i moderne samfund kræver en nye multi-disciplinær tilgang, som kan tage højde for såvel klima- som miljømæssige målsætninger.
 
En lang række elementer vil være relevante for en sådan tilgang:

  • Fremtidige sammensætning af energiteknologier
  • Udledninger af drivhusgasser og kort-livede klimakomponenter (SLCF’ere) for forskellige fremtidige scenarier
  • Udledninger som følge af de forskellige teknologier,
  • Luftbåren spredning af forureningen,
  • Vurdering af menneskelig påvirkning og sundhedseffekter,
  • Vurdering af indirekte omkostninger som følge af sundheds- og miljøeffekter
  • Samfundsøkonomisk evaluering af fremtidige energiløsninger, som inddrager alle direkte og indirekte omkostninger
  • Samarbejde med virksomheder om udvikling af grønne teknologier under hensyntagen til såvel klima- som miljømæssige påvirkninger

Innovationsbehov

Det her foreslåede partnerskab vil kræve såvel innovativ forskningsmæssig udvikling på modelsiden til evaluering af fremtidige energimiks, samt innovation indenfor grønne teknologier og på modellering af deres effekt på klima og miljø. Det vil ligeledes være vigtigt at verificere sammenholde modelberegninger over optimale energiløsninger med den faktiske udvikling i de seneste 10 år. Det vil således være relevant aktivt at inddrage Dong Energy, der har været repræsenteret i CEEH’s bestyrelse. Et afgørende innovationspunkt er her, hvorledes lokale og nye energiløsninger i SMV kan integreres i samlede energinet uden at skade stabilitet og forsyningssikkerhed.

De danske forudsætninger

Danmark har i forvejen en stærk position indenfor grønne teknologier. Energiforliget fra 2012 lægger op til en ambitiøs grøn omstilling med fokus på mere vedvarende energi i form af flere vindmøller, mere biogas og mere biomasse. En multidisciplinær tilgang i udviklingen og implementeringen af grønne teknologier kan imødegå eventuelle utilsigtede bivirkninger ved nye teknologier, og dermed bidrage til store samfundsmæssige økonomiske, sundhedsmæssige og miljømæssige gevinster ud over de klimamæssige målsætninger.

Effekter og potentialer

Danmark har i forvejen omfattende eksport af grønne teknologier, og disse skal løbende udvikles og forbedres, og således tilpasses ændrede krav og behov. Med stigende fokus i verdenssamfundet på nødvendigheden af inddragelsen af bæredygtigshedskriterier for den fremadrettede udvikling vil det være væsentligt også at kunne vurdere og udvikle energiteknologier og fremtidige energisystemer på denne baggrund.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 05. marts 2013