Gå til indhold

Knæk koden – Demografien som løftestang for sundhed i verdensklasse

Danske styrkepositioner inden for sundhed og velfærd udnyttes målrettet og intensivt til at udvikle services, der både leverer kvalitet til befolkningen og skaber solid forretning for danske virksomheder

Indsendt af

Teknologisk Institut

Resumé

Danske styrkepositioner inden for sundhed og velfærd udnyttes målrettet og intensivt til at udvikle services, der både leverer kvalitet til befolkningen og skaber solid forretning for danske virksomheder. Nye klyngebaserede ’longer-term alliances’ som ’next generation’ OPI/OPP på services, hjælpemidler og forbrugsgoder, der øger borgernes egenomsorgskapacitet og erhvervsevne og accelererer virksomhedernes innovationskapacitet og konkurrenceevne. Big Data som katalysator for kvalitet i verdensklasse og skalerbare velfærdsløsninger samt forretningsmodeller der inddrager nye finansieringsformer.

Udfordring og muligheder

Den dobbelte demografiske udfordring sætter sundhed og velfærd under pres. Antal borgere med behov for sundheds- og velfærdsydelser inden for alle services og teknologier vokser, og øget velstand i alle verdensdele øger efterspørgslen på mere effektiv forebyggelse og behandling. Parallelt hermed falder arbejdsudbuddet med krav om øget produktivitet og effektivitet.

Producent- og leverandørsiden i Danmark udgøres af nogle store koncerner (Novo Nordisk mfl.) og et stort antal SMV, som ofte udfordres af mangel på risikovillig kapital til investeringer, en krævende og dermed ofte svag adgang til globale markeder og en indkøbs- og udbudspraksis i det offentlige Danmark, der gør det vanskeligt for dem at udvikle sig.

Efterspørgslen er i dag primært samlet i enheder, der køber stort ind (regioner, kommuner og apoteker i Danmark, store koncerner og forsikringskæder i udlandet). Af praktiske og økonomiske grunde samler de deres indkøb få steder, så SMV har svært ved at bidrage med kreativitet og indenlandsk produktionskapacitet, fordi de ofte er for små og specialiserede/enstrengede i deres løsningstilgange. De har i den grad behov for nye vilkår ud over OPI, OPP mv., hvis de skal bidrage med nye arbejdspladser og levere velfærdsløsninger til danske og internationale markeder.
Med afsæt i ambitionen Danmark som testnation kan Danmark bruge sine enestående styrker på sundheds- og velfærdsområdet og den demografiske udfordring som løftestang for nye forretningsmodeller, der kan sætte mindre og mellemstore virksomheder i stand til at eskalere deres produktion af velfærdsprodukter og salg til offentlige store kunder, og som kan bidrage til at fremtidssikre den danske velfærds- og vækstmodel og udvikle vækstpotentiale.

Målsætning

Det er målet at udvikle forretningsmodeller, der sætter Danmark i stand til at imødekomme den stigende efterspørgsel på sundheds- og velfærdsydelser i Danmark, og som samtidig forbedrer SMV’s muligheder for at skabe vækst på de markeder, som den demografiske udfordring skaber i Danmark og internationalt.

  1. At udvikle og teste nye samarbejdsformer, som nyttiggør den ekspertise, som primært den offentlige sektor besidder: Skabe platforme og incitamenter for brug af Big Data og anden innovativ viden overførsel på tværs af offentlig og privat sektor og udvikle arenaer for nytænkende organiseringer af offentlig privat samvirke.
  2. At etablere longer-term alliances som en slags ’next generation’ OPI/OPP, hvor venturekapital indgår i forretningsaftaler mellem offentlige og private aktører på en måde, der giver alle partnere økonomisk og forretningsmæssig fundering til at afdække og udvikle innovative videnbaserede sundheds- og velfærdsløsninger.

Innovationsbehov

De nuværende modeller for offentligt privat innovation eller produktion (OPI, OPP mv.) skal effektiviseres til fremtidssikring af den offentlige velfærdsmodel og til vækst i dansk erhvervsliv.

Innovationsindsatsen bør rettes bredt mod alle dele af værdikæden mellem borger/forbruger, offentlig opgaveløser og privat producent og udbyder og inddrage såvel viden som behov og kapacitet i de led, der indgår (’Longer-term cooperative initiatives’). Innovationsindsatsen skal omfatte danske og internationale vækstmarkeder. Der skal især skabes innovation omkring, hvordan det gøres enklere også for SMV at skabe forretning med salg af løsninger til store indkøbere som kommuner, regioner eller private kæder i Danmark eller internationalt samt gør det muligt at levere til et stigende privatkundemarked. Indsatsen skal give svar på:

  • Hvordan sættes ikke mindst SMV i stand til at gå sammen i klynger for ved fælles hjælp at kunne løse komplekse og store ordrer – i et samspil på tværs af gængse brancheopdelinger, der gør det muligt at efterkomme behovet for integrerede løsninger?
  • Hvordan tiltrækkes venture-/risikovillig kapital i et omfang, der sætter SMV i stand til at udvikle ydelser til et stort og facetteret marked?
  • Hvordan designes længerevarende forpligtende videndelings-, udviklings- og forretningsforløb, der skaber værdi for alle aktører?

De danske forudsætninger

Danmark har en global styrkeposition inden for sundhed og velfærd med excellente forskningsindsatser, medicinalprodukter, velfærdsteknologier og services, som især udmærker sig ved en høj fagprofessionel, etisk og mellemmenneskelig standard. Den danske tradition for gedigen fangst og anvendelse af data i mange led i værdikæden giver en i verdensklasse stærk placering, fordi disse Big Data kan danne et solidt afsæt for at designe og transformere det 21. århundredes velfærdsmodel med løsninger, der matcher de demografiske behov, geografiske forskelligheder samt virksomhedernes behov for vækst og overlevelse.

Korte afstande, en homogen kultur og en offentlig og erhvervsmæssig praksis med et gunstigt klima for tillidsfulde innovations- og udviklingsmiljøer med store erhvervsdynamoer og et stort antal SMV gør det muligt at udvikle og levere produkter og services og skabe en agil fleksibilitet, der imødekommer krav om både kvalitet og kvantitet i en hastigt stigende efterspørgsel. Her er i særklasse erfaringerne med netværk og samproduktion fra Danmark som Testnation et stærkt fundament.

Effekter og potentialer

Ved målrettet og intensivt at udnytte de danske forudsætninger kan man på samme tid levere kvalitet til befolkningen og skabe solid forretning for danske virksomheder. Nye klyngebaserede koncepter – longer-term alliances – på services, hjælpemidler og forbrugsgoder der øger borgernes egenomsorgskapacitet og erhvervsevne og accelererer virksomhedernes innovationskapacitet og konkurrenceevne; Danmark som testnation:

  • Big Data som katalysator for kvalitet i verdensklasse.
  • Skalerbare velfærdsløsninger.
  • Innovative forretningsmodeller.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 08. marts 2013