Franske Jonathan Lévy fulgte i 2007 danskundervising på et fransk universitet. Underviseren var en dansk lektor udsendt gennem Lektoratsordningen. I 2008 modtog Jonathan Lévy et kulturaftalestipendiat til Danmark, og i 2011 vendte han tilbage for at færdiggøre sin master i dansk kultur.
J
onathan bor i dag i København, hvor han er ved at færdiggøre sin ph.d. i kunsthistorie. Her fortæller Jonathan om mødet med den danske kultur og det danske sprog - og hvad det har betydet for hans karriere.
Mødet med en dansk lektor
Året var 2007, og jeg studerede historie på Sorbonne Universitetet i Paris. Ved en tilfældighed mødte jeg den danske lektor Laila Flink Thullesen, som på det tidspunkt underviste i dansk på universitetet og var udsendt gennem Lektoratsordningen.
”Har du ikke lyst til at deltage i en dansktime?”, spurgte Laila. ”Måske det kunne fange din interesse?”
Jeg var ikke overbevist. Jeg kendte ingen danskere og havde ingen grund til at læse et sprog, som kun bliver talt af omkring seks millioner mennesker på jorden. Desuden studerede jeg historie.
Jeg blev klogere. Det danske sprog fascinerede mig fra første møde. Der var på en eller anden måde noget magisk over dette umulige sprog. Mine venner og familie sagde, at jeg spildte min tid. ’Du kommer aldrig til at bruge sproget dansk’, sagde de. .
Efter at have studeret dansk i et par måneder, søgte og modtog jeg mit første kulturaftalestipendium til et udlandophold i Danmark. Jeg skulle nu læse dansk på Aarhus Universitet. Det var mit første studieophold i udlandet, og jeg må indrømme, at jeg var en smule skeptisk. Ville Danmark leve op til mine forventninger? Og hvad nu, hvis danskere slet ikke var så venlige, sjove og smilende, som den danske lektor på universitetet hjemme i Paris havde været?
Mine bekymringer blev hurtigt gjort til skamme, og jeg faldt med det samme for både København og Aarhus. For ikke at glemme den spøjse danske humor.
Da mit studieophold sluttede efter en måned, var jeg fast besluttet på at komme tilbage til Danmark. Ikke kun for at gense mine nye venner, men for at lære mere om den danske historie og kultur. Hånden på hjertet: Jeg havde forelsket mig i landet, dets kultur og mærkeligt nok det danske sprog.
Succes med udstilling om dansk kunst
I 2010 startede jeg på en master i kunsthistorie. Emnet var Danmark og dansk kunst. Jeg søgte og fik et nyt kulturaftalestipendium gennem Cirius og rejste i 2011 til Danmark. Denne gang som gæstestuderende på Københavns Universitet.
Da jeg vendte hjem til Frankring for at aflevere min afhandling, modtog jeg et enestående tilbud fra to franske kuratorer og et forlag:
Ville jeg organisere en udstilling om dansk kunst i Frankrig? Jeg kastede mig straks over opgaven. Kunstudstillingen blev holdt i to meget smukke franske museer - La Piscine Musée d’art (Roubaix) og Musée Malraux (Le Havre) - og var en stor succes med ca. 80.000 besøgende. Det var en stor oplevelse og en ære at være med til at skabe en sådan succes. På det tidspunkt var jeg 26 år gammel, men havde allerede opnået mere end mange kunsthistoriestuderende kun kan drømme om.
Dét at have studeret dansk, i modsætning til mere udbredte sprog, har åbnet mange døre for mig. Og bemærkningen om, at jeg ikke kommer til at bruge det danske sprog til noget, har jeg ikke hørt i fem år.
Lektoratsordningen
Lektoratsordningen har til formål at udbrede kendskabet til dansk i udlandet. Der undervises og forskes i dansk sprog, litteratur og danske samfundsforhold ved ca. 90 universiteter verden over, og det er muligt, at tage en master i dansk ved ca. 40 udenlandske universiteter.