Gå til indhold

SU-reformen

Administration af støttetidsreglen i SIS

Som tidligere udmeldt skal der fra sommeren 2014 indberettes en række nye oplysninger til SU (US2000) for studerende der optages på en ordinær uddannelse i SIS. Dette medfører at oplysninger registreret i ”S009 KOT Ansøgning” får betydning for den studerendes støttetildeling. SU bruger oplysningerne til at beregne om de studerende har ret til 12 mdr. udvidet SU støttetid. Hovedreglen er, at hvis den studerende optages senest to år efter afslutningen af den adgangsgivende eksamen, vil SU-klippekortet indeholde klip der svarer til den normerede tid + 12 måneders ekstra SU. Ellers vil klippekortet kun indeholde klip der svarer til uddannelsens normerede tid. Oplysningerne vil blive indberettet med den eksisterende daglige SU indberetning ”R014 Afsend SU-hændelser”.

Overordnet set skal man i SIS være opmærksom på følgende:

-          Hvis en ansøger har en gymnasial uddannelse er det altid eksamensåret for denne uddannelse der lægges til grund for støttetildelingen. I SIS angives en gymnasial uddannelse ved at ansøgningen enten har ”Eksamensår” eller ”Udenlandsk eksamensår” udfyldt i vinduet ”S009 KOT Ansøgning”. De to felter må derfor KUN benyttes til eksamensår for GYMNASIALE uddannelser.

-          For ansøgere med et andet adgangsgrundlag end gymnasialt skal feltet ”Udd. Årstal” i S009 udfyldes med afslutningsåret for adgangsgrundlaget. Hvis adgangsgrundlaget er en række HF enkeltfag, skal feltet udfyldes med året for det sidst beståede fag.

-          For ansøgere med både en gymnasial uddannelse og et andet adgangsgrundlag, kan begge årstal angives i S009, men SU benytter altid det gymnasiale eksamensår til beregningen.

Hvis en studerende indberettes uden eksamensår og uddannelsesårstal vil den studerende blive tildelt en støttetid uden de 12 ekstra klip, samt via brev blive opfordret til at kontakte uddannelsesstedet, hvis de ikke mener at støttetildelingen er korrekt. Sideløbende vil den studerende blive udtaget på en kontrolliste og SU administrationen er forpligtiget til at vurdere hvorvidt den studerende har ret til de ekstra 12 måneders SU klip. 

Så vidt det er muligt anbefales det altid at udfylde et årstal for adgangsgrundlag. 

I tvivlstilfælde:

  • hvis der er flere adgangsgrundlag at vælge i mellem, og ingen af dem er gymnasiale, og ingen af dem ligger inden for toårsperioden, angives et af uddannelsesårene fx det nyeste. Derved bliver den studerende tildelt en støttetid uden de 12 ekstra klip og det undgås at den studerende også bliver udtaget på kontrollisten, samt modtager brev om foreløbig støttetildeling.
  • hvis der er flere adgangsgrundlag at vælge i mellem, og ingen af dem er gymnasiale, og et eller flere af dem ligger inden for to-årsperioden, kan man i tvivlstilfælde undlade at udfylde et uddannelsesår. Derved vil den studerende blive udtaget til nærmere behandling af SU administrationen.
  • Hvis der ikke findes et adgangsgrundlag skal Eksamensår/Uddannelsesår-felterne ikke udfyldes. Derved vil den blive udtaget til nærmere behandling af SU administrationen.

 Kontakt SIS supporten hvis der er spørgsmål til dette. Der vil senere komme en FAQ som beskriver indberetningen nærmere.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024