Vejledning efter opholdet

Tiden efter et udlandsophold er en vigtig del af læringsprocessen, og her kan vejlederen hjælpe deltageren med at bearbejde og optimere udbyttet af opholdet
Kontakt
Birtha Theut
International rådgiver
Tlf.: +45 72 31 89 22
Email: BT@ufm.dk

Vejledning efter opholdet

Vejledning efter opholdet

Læringen i forbindelse med et udlandsophold slutter ikke ved hjemkomsten. I tiden efter opholdet sker der en efterbearbejdning af indtryk og oplevelser, der er en vigtig og integreret del af hele læreprocessen. Det er en fase, hvor vejlederen i allerhøjeste grad kan være med til at optimere læringsudbyttet. Formålet er at hjælpe deltageren med at evaluere og følge op på oplevelserne. Det kan omfatte:

  • evaluering af den tilsigtede (og utilsigtede) læring
  • anerkendelse af læringsudbyttet
  • perspektivering af oplevelserne
  • fastholdelse af en positiv personlig udvikling
  • identifikation af uddannelses- og karrieremæssige konsekvenser
  • reintegration af deltageren

Evaluering

Evaluering af udlandsophold er ikke nødvendigvis en opgave for vejledere, men vejledere er ofte involveret i processen som informanter. Den viden, der kommer ud af evalueringerne, er desuden yderst vigtig for vejledere i forhold til at kunne optimere fremtidige vejledningsforløb.

Evaluering har tre forskellige funktioner i forhold til lærende mobilitet:

Kontrol: Når opholdet har været støttet af et program, en fond eller legat, er det i reglen et krav, at deltageren eller organisatoren bagefter indleverer en evalueringsrapport. Rapporten bruges af programadministratorerne til at afgøre, om pengene er brugt i overensstemmelse med de betingelser, der var knyttet til bevillingen. I de fleste tilfælde er evalueringens indhold og form angivet i en vejledning, der udsendes sammen med bevillingsskrivelsen.

Den enkelte deltagers læring: Den enkelte deltagers faglige læring og generelle kompetencetilvækst evalueres for at afgøre, om opholdet har fungeret tilfredsstillende som pædagogisk instrument. Også hvis opholdet skal certificeres eller anerkendes som en del af en uddannelse, er en evaluering af læringen nødvendig. Evalueringen af læringen sker med udgangspunkt i den individuelle læringsplan, der bør være udfærdiget før opholdets start.

Organisatorisk læring: Opholdet eller projektet evalueres af den arrangerende organisation for at klarlægge såvel de positive som negative aspekter og deres årsager. Denne viden kan bruges, når der skal arrangeres nye ophold. Desuden fungerer den nedskrevne evalueringsrapport som en vigtig dokumentation, der kan bruges af andre i organisationen end lige den eller de, der var direkte involveret.

Det drejer sig ikke nødvendigvis om tre adskilte evalueringer, der skal foretages hver for sig. Det er mere en analytisk skelnen, og evalueringer i det virkelige liv vil typisk indeholde elementer af alle tre funktioner. Evalueringen bør ud over deltagerne også involvere den modtagende institution/virksomhed i udlandet. Både tutor/mentor- og monitorfunktionen inddrages. Evalueringer kan foretages mundtligt eller skriftligt, og i reglen opereres der både med skriftlige rapporter og mundtlige interviews.

Du kan se et eksempel på en evalueringsskabelon til lærende mobilitet her:

Anerkendelse

Når man taler om anerkendelse, er det ofte i relation til formelle uddannelsesforløb. Det handler om at sikre, at opholdet i udlandet indgår som en integreret del af deltagerens uddannelsesforløb, så den totale uddannelsestid ikke forlænges. Formel anerkendelse har tidligere været et stort problem, som har været udnævnt til en af de helt store barrierer for unges deltagelse i mobilitetsaktiviteter. Problemet har derfor været i fokus gennem mange år både på nationalt og internationalt plan, og der er efterhånden udviklet procedurer og redskaber, der sikrer, at ophold i udlandet kan indgå som en del af en dansk uddannelse. To eksempler er ECVET-ordningen (European Credit transfer system for Vocational Education and Training) for erhvervsuddannelsernes vedkommende, og ECTS (European Credit Transfer System) for de videregående uddannelser. Formel anerkendelse er dog stadigvæk et problem i nogle sammenhænge – fx for gymnasieelever, der tager på et års uddannelsesophold i udlandet gennem en udvekslingsorganisation.

Udover den formelle anerkendelse taler man dog også om uformel anerkendelse. Uformel anerkendelse er, når omgivelserne (fx en arbejdsgiver) anerkender, at et udlandsophold i sig selv kan have en værdi, der er et plus i sammenhæng med fx en ansættelse, også selvom det ikke har været en del af en uddannelse. Det kan fx være et 6 måneders udlandsophold som frivillig, eller deltagelse i et udvekslingsprojekt arrangeret af en ungdomsorganisation. Udfordringen her er ofte at kunne synliggøre og dokumentere, at opholdet ikke bare har været ”ferie”, men at der er sket en læring undervejs. Også her er der udviklet instrumenter, der skal hjælpe med at indkredse og beskrive den kompetenceudvikling, der er sket. Et eksempel er Youthpass, der er specielt udviklet til brug i regi af ungdomsudveklinger.

Det er selvfølgelig ikke vejlederen, der står for selve anerkendelsesproceduren, men vejlederen skal kunne informere deltageren om muligheder og procedurer. I forberedelsesfasen skal deltageren have information om, hvilke muligheder der er for anerkendelse og hvilke procedurer, det forudsætter (fx at der bliver lavet en detaljeret læringsplan); og efter opholdet er vejlederen også med til at sikre, at den nødvendige opfølgning på dette sker.

Perspektivering

Et udlandsophold handler grundlæggende om at kaste sig ud i det ukendte (nye omgivelser, en anden kultur) og deltagere i mobilitetsaktiviteter vil helt sikkert have haft oplevelser og gjort observationer undervejs, som har udløst undren, og denne undren danner et vigtigt grundlag for læreprocessen – ikke mindst i forhold til udviklingen af de interkulturelle kompetencer, der optræder i mange beskrivelser af læringsmål.

Både positive og negative oplevelser har dette potentiale. Men det er ikke givet, at en deltager på egen hånd er i stand til at afkode disse hændelser og omsætte dem til frugtbar undren, der efterfølgende kan bearbejdes til konstruktiv erfaring og læring. Det er i mange tilfælde alt for nemt at oversætte, hvad der er ”anderledes” til noget uvedkommende eller måske endda til fjendtlighed og forstærkede fordomme, selvom det i virkeligheden handler om andre måder at gøre tingene på, der kan give nogle interessante, nye perspektiver på ens egen situation.

Som en del af opfølgningen på et udlandsophold er derfor en god idé, at vejlederen – eller en anden ressourceperson – efter hjemkomsten taler opholdet igennem med deltageren for at sætte observationer og oplevelser (positive såvel som negative) i rette perspektiv og afklare evt. misfortolkninger. Det kan evt. ske i sammenhæng med evalueringssamtalen, men mange vejledere afvikler også særlige forløb (individuelle eller gruppesamtaler) for at adressere perspektiveringsbehovet som en del af opfølgningen.

Fastholdelse

Længerevarende udlandsophold indeholder et stort potentiale for personlig udvikling, fordi tiden i udlandet udgør et frirum, hvor deltageren kan eksperimentere med og dyrke aspekter af sin personlighed, som måske har været undertrykt i det hjemlige miljø. Forandringer kan ske på det faglige/uddannelsesmæssige område (nye interesser, ambitioner, kompetencer) eller på det personlige område (nye vaner, holdninger, fritidsinteresser, omgangskreds, kompetencer).

Ved hjemkomsten oplever man imidlertid ofte et pres for atter at blive sådan, som man var før afrejsen. Vejlederen kan bidrage til at støtte udviklingen og fastholde den positive ændring, der er sket. Det kan bl.a. ske ved at hjælpe deltageren til at sætte ord på forandringerne og bistå med at drage evt. uddannelsesmæssige og karrieremæssige konsekvenser.

Reintegration

Ligesom der i tiden efter ankomsten til værtslandet kan opstå kulturchok og hjemve, kan der ved hjemkomsten også ske et såkaldt ”omvendt kulturchok”, hvor han eller hun kan have svært ved at finde sig til rette i de gamle omgivelser.

Det ”omvendte kulturchok” er et problem, der typisk opstår ved længerevarende ophold, og ironisk nok især, når der er tale om en vellykket begivenhed. Det har været en skelsættende epoke i livet, hvor de føler, de har gennemgået en markant udvikling, men hvor de efterfølgende får følelsen af, at omgangskredsen ikke anerkender og værdsætter forandringen, men forventer, at personen er den samme som ved udrejsen. Det er derfor meget normalt, at deltagere i længerevarende udlandsophold gennemgår en periode efter hjemkomsten, hvor de nærmest befinder sig i en depressiv tilstand.

Som vejleder skal man være opmærksom på denne tilstand, der kan gøre deltageren apatisk og initiativløs i en periode.

Det er vigtigt først og fremmest at give deltageren mulighed for at tale om og bearbejde sine oplevelser, så han eller hun ikke går rundt alene og ruger over dem. Familie og venner bliver typisk hurtigt træt af at høre om opholdet, og det kan være med til at styrke følelsen af isolation. Ud over de samtaler, som vejlederen tager med deltageren som et led i perspektiverings- og fastholdelsesprocesserne, kan man også arrangere gruppediskussioner eller sammenkomster med andre, der er i samme situation. Det kan styrke processen at opfordre de hjemvendte deltagere til at holde oplæg om deres oplevelser eller på anden måde hjælpe med at forberede andre, der står for at skulle rejse ud. Desuden er det vigtigt at opmuntre deltageren til hurtigst muligt at indgå i sociale sammenhænge i hjemlandet – fx i forbindelse med fritidsaktiviteter.

Reintegrationen er for mange en langvarig proces. De kan gå i op til et år eller længere efter hjemkomsten og længes tilbage til deres tid i udlandet og romantisere denne i en grad, som er helt ude af proportion med de faktiske oplevelser. Man skal som vejleder være opmærksom på, at sociale og andre tilpasningsmæssige problemer i denne periode kan føres tilbage til opholdet og til følelsen af at være anderledes end dem, der ikke har haft en tilsvarende oplevelse.

 

Senest opdateret 15. august 2019