Alle elever har et talent
ASSENS: Eleverne i 9. kl. har pyntet op med balloner, flag og små billeder, der henviser til de fem besøgslande, der har fundet vej til Assens. Pilehaveskolen er nemlig vært for de andre partnerskoler i Comenius’ Multilaterale Skolepartnerskab, som specialskolen er en del af på andet år.
På bordet står smørrebrød, og snakken går lystigt blandt personale og elever, der har nogle spændende dage foran sig med bl.a. sightseeing i Assens og Odense, besøg på Egeskov Slot og fællesmadlavning ud fra opskrifter de besøgende lande selv har foreslået. De danske elever har en fast ugentlig Comenius-dag, og de har brugt ca. en måned på forberedelserne, der også har budt på personlige udfordringer.
"Vi har delt os i fem grupper, der hver skulle fortælle om seværdigheder i Assens, hvor vi netop har været på byvandring. Vi har lavet research på de forskellige emner, og har bl.a. glædet os til at vise de bevaringsværdige huse i byen", fortæller Svenn-Erik Funda, 16 år, og Natasja Malmkvist, 15 år. Svenn-Erik skulle fortælle om Assens Arena, og han valgte at fremlægge på engelsk.
"Teksten var blevet indtalt på min mobil, som jeg så har øvet til, og selvom jeg var lige ved at fortryde, gik det godt, og alle klappede af mig".
I’ve got talent - you’ve got talent – we’ve got talent
De to elever var i februar på besøg i Polen, og de synes, det er en spændende opgave nu at have værtsskabet.
"Vi vil ikke have nogen klager fra vores gæster", understreger de to elever, der særligt glæder sig til, at Comenius-vindersangen bliver kåret om torsdagen. Alle lande har stillet op med en sang og musikvideo, som de selv har produceret, og det er bare et eksempel på nogle af de aktiviteter, de seks lande i skolepartnerskabet har deltaget i. David Becker, der er lærer og koordinator uddyber:
"Vores elever får hår på brystet og ser sig selv i en større sammenhæng. Det bliver konkretiseret, hvad det vil sige at rejse, og for personalet er der gensidig didaktisk og pædagogisk inspiration at hente i det her projekt, som vi har kaldt Europe's Got Talent med budskabet I've got talent – you've got talent – we've got talent. Det henviser til, at alle vores elever har noget, de er gode til på trods af deres udviklingshandicap. Under de rette betingelser kan de sagtens lykkes, og det viser de gennem både sportsaktiviteter, madlavning, design af logo og præsentationer af dem selv og deres fremtidsdrømme - hvilket alt sammen er med til at give selvtillid."
Eleverne i fokus
Pilehaveskolen har fået maksimum-tilskuddet på 165.000 kr. til mobilitet af 24 elever,der skal dække både rejser og værtsskab, og David Becker fortæller, at den danske skole prioriterer, at eleverne kommer med ud at rejse – i modsætning til nogle af de andre lande, hvor kun personalet bliver sendt af sted.
"Vi er stødt på flere kulturelle forskelle, blandt andet ser Belgien os som meget omfavnende – rent bogstaveligt. Vi giver børnene kram og indtænker dem i en grad, som de ikke kender til. Og vi ser omvendt, hvordan de har indrettet nogle arbejdspladser langt mere tilpasningsvenligt overfor unge med udviklingshandicaps, hvilket vi kan lære af i Danmark", forklarer David Becker, der allerede i februar drager på næste rejse med sin klasse, denne gang til Finland.
Indtil da kan eleverne holde kontakten på enten Facebook eller TwinSpace, hvilket både Svenn-Erik og Natasja benytter sig af.
For David er der ingen tvivl om, at det Multilaterale Skolepartnerskab er en succes, som har givet hans elever nogle uvurderlige kulturelle og ikke mindst sociale oplevelser.
"Det gjorde et stort indtryk, da jeg f.eks. overværede en af mine elever falde i snak med en finsk dreng, der delte præcis samme smalle interesser som ham selv og så ham danse for første gang som 16årig på vores tur til Polen. Så er verden pludselig ikke så farlig", fortæller David Becker, der er sikker på, at Pilehaveskolen fortsætter i et andet projekt, der giver skolen en international profil, når partnerskabet slutter til sommer. "Det har både elever og lærere nemlig gavn af", konkluderer han.