EU-Kommissionen har offentliggjort et opslag om indkaldelse af projektforslag under Erasmus+: Politikudvikling. Opslaget opfordrer relevante institutioner og organisationer til at afprøve og teste nye idéer og metoder inden for rekruttering, udvælgelse og introduktion af nye kandidater til lærerfaget.
Formålet er at gøre det mere attraktivt at læse til lærer og øge interessen for lærerfaget hos nye målgrupper. Det kan eksempelvis være nyuddannede kandidater, folk der overvejer et karriereskift eller arbejdsløse uden uddannelse, som ønsker at læse til lærer.
Hvem kan søge om tilskud
- Institutioner eller organisationer, der arbejder med uddannelse
- Offentlige eller private organisationer og institutioner, som arbejder med uddannelse i andre sektorer f.eks. kulturelle organisationer, forskningsenheder, handelskamre mv.
For at kunne søge skal der være indgået et partnerskab mellem minimum fire partnere, der repræsenterer tre tilskudsberettigede lande: EU´s medlemslande samt Island, Liechtenstein, Norge, Tyrkiet og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsproceduren er to-faset. Ansøgningsfristen for foreløbige projektforslag er den 20. marts 2015 kl. 12.00. Fristen for et fuldt udbygget projektforslag er den 1. oktober 2015. Projektstart skal være mellem den 1. december 2015 og 1. marts 2016.
Interesserede skal søge centralt hos EACEA (Education, Audiovisual and Culture Executive Agency) i Bruxelles.
Erasmus+: Politikudvikling
Indkaldelsen hører under Erasmus+: Key Action 3: Politikudvikling og skal søges centralt hos EACEA (Education, Audiovisual and Culture Executive Agency) i Bruxelles. Politikudvikling under Erasmus+ bidrager til udvikling af politiske initiativer på uddannelses- og ungdomsområdet.