BRØNSHØJ: At de skandinaviske lande har et ry for at være optagede af motion, sundhed og miljø, kom i 2013 Brønsparkens Fritidscenter til gode i form af en bilateral udveksling med Frankrig støttet af EU’s program Aktive Unge. Afdelingsleder Ole Silberg Johansen uddyber, hvordan partnerskabet kom i stand.
”I Frankrig vælger man et par repræsentanter fra hver skole - fra det der svarer til vores 7. klasser - til særlige aktiviteter. Gruppen i departementet Landes blev på 24, og de mødtes gennem et helt skoleår for at arbejde med et selvvalgt emne. Det er et forløb under organisationen Les Francas, som repræsenterer uformel læring. Det var her, ideen om at arbejde med miljø opstod, og sammen med pædagogerne fra Les Francas fik man formuleret et ønske om at lave en udveksling med et nordisk/skandinavisk land over samme emne.”
Oplagt match
Ole S. Johansen havde lavet mange udvekslinger med Les Francas, og ville gerne være behjælpelig med at finde en dansk partner. Og Brønsparkens Fritidscenter, hvis medlemmer primært kommer fra idrætsskolen Bellahøj, var yderst opsatte på ideen.
”Første del af udvekslingen, der bestod af ca. 49 unge og 9 ledere, blev afviklet i Frankrig, hvor vi bl.a. snakkede om de unges dagligdag, og fik et indtryk af gruppernes dynamik. Dernæst holdt vi nogle møder med de unge og fik talt om, hvad vi skulle foreslå at arbejde med, se og vise frem. De havde således selv valgt og prioriteret indholdet," siger Ole S. Johansen.
Fra Rådhuset til Christiania
Og indholdet i udvekslingsugen bød på en spændende palet af oplevelser. Fra besøg på bl.a. Amagerforbrændingen, Experimentarium og den lokale skole, hvor der blev undervist i sol- og vindenergi til havnerundfart og laser-action på Amager.
”De unge var også til rundvisning på Christiania, hvor de hørte om livsværdier og dagen efter på Københavns Rådhus, hvor de mødtes med Jesper Christensen (som nu er børne- og ungeborgmester). Her blev der snakket om kollektiv transport, ligesom han hørte på, hvad de unge har af forventninger til fremtidens skole. Det må da siges at være aktivt medborgerskab,” konstaterer Ole S. Johansen, der kalder udvekslingen en succes.
”Målet og programmet blev nået og gennemført, og de unge var yderst tilfredse. De har tilegnet sig nye sociale færdigheder og er bevidstgjorte om muligheder for at påvirke både eget liv og lokalsamfundet. Jeg var med til de franske unges projektaflevering i hjemlandet, overfor hvad der svarer til vores Borgerrepræsentation, og det var tydeligt, at formanden var positivt overrasket over de unges mange personlige meninger. Og de unge sluttede da også af med ønsket om at lave flere udvekslinger, fordi det havde været så godt og lærerigt.”