HOBRO: Der blev både slagtet høns, tændt bål i stedet for elektrisk lys, samlet vand i regntønder, kørt på cykel og sejlet i kano, da Mariagerfjord Ungdomsskole i august var vært for en Multilateral Ungdomsudveksling med Irland, Frankrig og Ungarn.
Campen med navnet Challenge 2013 var støttet af EU-programmet Aktive Unge, og ifølge ungdomsskoleleder og tovholder på projektet, Lars Otte Koefoed, var formålet dels at klæde de unge på til at begå sig i en global verden, dels at unge såkaldte juniorgruppeledere delte deres erfaringer med de andre unge og endelig at sætte fokus på et af tidens nøgleord: Bæredygtighed - et emne, der optager den unge generation meget.
"Det er vigtigt, de unge erfarer, at vi lever meget forskelligt rundt omkring i verden, og da vi tidligere har haft kontakt med de tre andre lande bl.a. via venskabsbyer og et kontaktseminar, var det et oplagt samarbejde. Det er alfa omega, at man har en god relation og laver en grundig forventningsafstemning, for at få et succesfuldt projekt", forklarer Lars Otte Koefoed.
Ung-til-ung
Programmet var blevet udformet ved et forbesøg i Danmark i maj måned, hvor en voksen medarbejder og en ung fra hvert land deltog i den fælles planlægning. Da ugen oprandt i august måned, gik alt over forventning.
"Energien blandt de ca. 40 deltagende, vejret og stemningen var fantastisk. Vi boede i telte, var på vikingemarked, ude og besøge landbrug og virksomheder med en miljøprofil, og al transport var så bæredygtig som mulig", fortæller Lars Otte Koefoed. Sammen med sine andre voksne kolleger havde han stor hjælp af de fem juniorgruppeledere med international udvekslingserfaring, der var blevet særlig uddannet til peer-to-peer-learning, eller som Lars Otte Koefoed kalder det: Ung-til-Ung.
"De unge er ikke eksperter, men de er eksperter i eget liv, og det skaber en helt anden opmærksomhed, når unge formidler viden og erfaringer til hinanden. De er i øjenhøjde, når de fortæller om deres oplevelser med en udveksling".
Nye klar i kulissen
Formålet med juniorgruppelederne er også, at Ungdomsskolen hele tiden ønsker at have nye stående klar i kulissen til at udfylde rollen, når faste medarbejdere springer fra. Og guleroden for de unge er de invitationer, der kommer tilbage fra de andre lande. Allerede til juli skal de f.eks. til Irland.
"De unge holder stadig kontakt via den Facebook-gruppe, de har oprettet, og jeg er sikker på at den vellykkede camp har sat tanker i gang om både bæredygtighed og verdensorden som helhed. Vi vil meget gerne være vært på sådan et projekt hvert andet år, og med EU-støtte er det heldigvis et opnåeligt mål".