Gå til indhold

Ungdomsudveksling forener unge i indsatsen for det fremtidige europæiske samarbejde

Danish Intercultural Organisation har gennem en Erasmus+ støttet ungdomsudveksling faciliteret et projekt om på EU’s muligheder. Ungdomsudvekslingen havde fokus på de anti-europæiske folkebevægelser, som kan have en negativ virkning på det samarbejde, som EU står for.

Ungdomsudveksling United Europe

Af Daniel Myrup Pedersen, frivillig hos Danish Intercultural Organisation


”Det er vigtigt, at vi fokuserer på de ting, der forener os, frem for de ting, der adskiller os.”

Sådan siger en af deltagerne på den ungdomsudveksling, der løb af stablen i Nysted på Lolland i oktober 2017 med titlen United Europe. Fokus for denne ungdomsudveksling var at forstå mekanismerne bag anti-europæiske folkebevægelser såsom Brexit. Samtidig arbejdede man på ungdomsudvekslingen med at gøre deltagerne i stand til både selv at forstå men også fremadrettet viderebringe oplysninger om EU-borgeres rettigheder.

På ungdomsudvekslingen deltog 60 unge mennesker fra syv forskellige lande, så var der ikke sparet på de interkulturelle oplevelser. Deltagerne gav udtryk for en ”europæisk fornemmelse”, som de ikke tidligere havde følt. Det skyldes alt det internationale gruppearbejde, som blev udført sammen med de kulturelle aftener, hvor et land kunne præsentere sig selv og sin kultur.

Møde med lokale

Formand for Danish Intercultural Organisation, Serhat Baran, mener, at et projekt som dette har en særlig vigtig rolle i denne tid. Tankerne bag projektet har nemlig været, at hvis EU skal komme stærkere ud af de problematikker, som unionen står over for, så skal der oplysning og sammenhængskraft til.

Et væsentligt argument, som blev fremført under udvekslingen, var, at en stor kilde til Brexit var centraliseringen, som fandt sted i London og Bruxelles. På ungdomsudvekslingen diskuterede man, hvorvidt politikerne har været gode nok til at tage hensyn til arbejderklassen, og om arbejderklassen følte, at de mistede job på grund af beslutninger, der blev taget bag et skrivebord.

Deltagerne lagde derfor vægt på at komme ud i den lille købstad, Nysted, hvor ungdomsudvekslingen fandt sted, og snakke med de lokale.

Manifest med i bagagen

I projektet United Europe var en del af aktiviteternes mål desuden at komme med konkrete løsningsforslag til, hvordan man kan undgå, at anti-europæiske bølger opstår.

Det blev diskuteret flittigt på ungdomsudvekslingen, og de unge deltagere, var ikke i tvivl om konklusionen: Man skal imødekomme et problem, før det vokser sig stort.

Da deltagerne skulle til at vende hjem, blev det med et portion oplevelser i håndbagagen. Desuden skulle der tjekkes ekstra bagage ind i lufthavnen, for de unge havde på udvekslingen formuleret et manifest, som skal være med til at sprede budskabet om, at Europa fungerer bedre, når vi arbejder sammen.

Ungdomsudvekslingen fandt sted den 14.-22. oktober 2017.

Se video fra ungdomsudvekslingen her:

Læs mere om Danish Intercultural Organisation her

Og mere om ungdomsudvekslinger her

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024

Afsendere