Gå til indhold

Civilingeniør og energiplanlægger på tysk

Mie Lebeck studerer energiplanlægning på Aalborg Universitet og tilbragte et semester i praktik hos et tysk miljøforskningsinstitut. Opholdet har givet faglig og personlig ballast, som Mie Lebeck kan bruge, når hun skal søge job.

”Jeg har altid haft lyst til at blive god til at tale tysk, og som civilingeniørstuderende hører vi tit, at tysk er godt at kunne. Vi kan jo allerede tale engelsk, så det nye sprog giver en ekstra dimension. Mit praktikophold betyder, at jeg er blevet rigtig god til især at forstå tysk, og jeg har fået træning i at tale sproget,” siger Mie Lebeck, der er 27 år.

Hun er ved at skrive sit speciale på kandidatuddannelsen ”Sustainable Energy Planning and Management” på Aalborg Universitet, og i sommeren 2016 kan hun kalde sig civilingeniør og energiplanlægger. I 2015 tilbragte hun efterårssemesteret i praktik hos det private miljøforskningsinstitut Öko-Institut i Freiburg. Og det var en stor oplevelse, fortæller hun.

”Jeg var utrolig glad for at være af sted. Det var en dejlig arbejdsplads med en meget uformel omgangstone. Og Freiburg er en smuk og speciel by, som er kendt for sin tilgang til bæredygtighed. Folk kommer rejsende fra hele verden for at se, hvordan borgerne har indrettet sig med bilfri områder, lavenergihuse og affaldshåndtering. De sorterer fx deres husholdningsaffald i syv forskellige kategorier,” fortæller Mie Lebeck.

Mie Lebeck

Tysk studerende hjalp med ansøgningerne

Syv måneder før semesterstart begyndte Mie Lebeck både at følge et tyskkursus og på arbejdet med at søge legater. Og to måneder senere gik hun i gang med at sende ansøgninger til mulige praktiksteder. På kandidatuddannelsen foregår al undervisning på engelsk, og de studerende kommer fra mange forskellige europæiske lande, så Mie Lebeck fik hjælp fra en af sine tyske medstuderende til at skrive formfuldendte ansøgninger til tyske virksomheder med indledningen: ”Sehr geehrte Damen und Herren.”

”Der er meget at holde styr på, når du søger praktik i udlandet, og det er i sig selv god træning. Du bliver dygtig til at organisere, planlægge og overholde deadlines,” siger Mie Lebeck.

Hun har familie i München, og derfor begyndte jagten på et praktiksted netop her. Men hun endte i Freiburg på kanten af bjerg- og skovområdet Schwarzwald i det sydvestligste Tyskland. Det private miljøforskningsinstitut Öko-Institut har sit hovedkvarter her, og Mie Lebeck øjnede chancen for at få et fagligt indhold, som passer til hendes interesse for bæredygtige energiformer og fjernvarme. En anden studerende fra uddannelsen havde tidligere været i praktik her, og Öko-Institut ville gerne ansætte Mie Lebeck.

På sprogskole i Freiburg

Studerende fra Aalborg Universitet kan få tildelt stipendium fra Erasmus+-programmet, når de tager på praktikophold i Europa, og da praktikkontrakten var underskrevet af både Mie Lebeck, hendes semesterkoordinator og Öko-Institut – med hjælp fra universitetets internationale kontor – fik hun et stipendium på 6.000 kroner til opholdet. Støtte fra flere fonde betød, at hun i alt fik 30.000 kroner i legater til at betale for sit ophold.

Via et tysk website, der formidler kontakt mellem boligsøgende og bofællesskaber, fandt Mie et værelse i en lejlighed sammen med to unge, tyske kvinder. Den første måned i byen brugte hun på en lokal sprogskole og terpede og talte tysk fra morgen til aften, så hun følte sig godt rustet, da hun begyndte hos Öko-Institut i september 2015. Hun skulle arbejde som praktikant i instituttets varmeafdeling og indgå i det daglige arbejde. Især én opgave fyldte meget:

”Jeg udarbejdede en analyse af rammevilkårene for fjernvarmesektorerne i Danmark, Litauen, Østrig og Ukraine. Det indebar blandt andet, at jeg skulle lave Skype-interview med folk i disse lande. Det var meget udfordrende og gav mig også en masse konkret viden,” fastslår Mie Lebeck.

Analysen blev en vigtig del af den opgave, som skulle afleveres til Aalborg Universitet efter praktiktiden, og som gav merit for praktikopholdet. Mie Lebeck havde undervejs kontakt med sin vejleder i Aalborg via Skype-sessioner.

Tysk fagsprog er krævende

Mie Lebeck blev overrasket over, hvor krævende det var at tale fagsprog om varmeordninger og energiafgifter på tysk med kolleger på Öko-Institut. Det var eksempelvis langt sværere at deltage i møder, end hun havde forestillet sig. Men den erkendelse lærte hun også en del af.

”Jeg er blevet bedre til at håndtere modstand og til at acceptere, at jeg i nogle situationer ikke klarer tingene, som jeg helst ville. Selvom det er frustrerende, er det en god erfaring at have med. Du lærer at stå alene og klare de situationer, der opstår,” siger Mie Lebeck, som nåede at komme med kollegerne på to spændende forretningsrejser til Berlin og München.

Demonstrerer evne til at samarbejde

Når Mie Lebeck afslutter sine studier, vil hun kigge efter job i rådgivende ingeniørvirksomheder, som arbejder inden for fjernvarme eller elsektorerne i Danmark. Og hun håber, at praktikopholdet kan forbedre chancerne for at få et godt job.   ”Jeg tror, der er en signalværdi i, at jeg med praktikopholdet har vist, at jeg både gider og kan samarbejde med folk, der ikke er danskere. Det vil jeg i hvert fald gerne vise min fremtidige arbejdsgiver,” siger Mie Lebeck. Og hun tilføjer:

”Det har været fedt at lære så meget om, hvordan tyskerne gør tingene. Det er jo meget relevant, hvis jeg i mit fremtidige job skal samarbejde med tyskere. Eller hvis jeg en dag skal arbejde i Tyskland. Det kunne jeg godt finde på at overveje senere,” siger Mie Lebeck.

 

Mie Lebecks råd til vellykket udlandspraktik:

  • Hvis du ikke er sikker i sproget i dit praktikland, så gå i gang med et sprogkursus i Danmark så tidligt som muligt.
  • Begynd at søge legater i god tid. Arbejdet er omfattende og kan sagtens begynde, før du har fundet praktikstedet.
  • Brug dine underviseres kontakter til at finde praktiksted. Kig efter virksomheder, som har haft praktikanter fra dit uddannelsessted før.

  • Gør en indsats for at komme til at bo sammen med lokale unge, fx i et bofællesskab. Det giver ekstra sprogtræning, og du bliver nemt en del af dine samboeres sociale netværk.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024