Gå til indhold

Gode partnerskaber bygger på relationer

Copenhagen Business Academy - i daglig tale Cphbusiness - vil være Danmarks mest internationale erhvervsakademi og sender derfor undervisere og administrative medarbejdere sammen på besøg hos europæiske partnerinstitutioner. Det giver bedre relationer, viser erfaringerne.

Foto: Michael Huss Svejstrup
Foto: Michael Huss Svejstrup
Cphbusiness er Danmarks største erhvervsakademi og arbejder systematisk på også at blive det mest internationale. I forvejen nyder de 6.000 fuldtidsstuderende og 380 medarbejdere godt af aftaler om udveksling af studerende og undervisere med partneruniversiteter i hele verden. For at styrke og udvikle partnerskaberne har erhvervsakademiet taget hul på endnu en type udvekslinger: undervisere og administrative medarbejdere besøger sammen partneruniversiteter.

Den nye type partnerbesøg giver bedre partnerskaber til gavn for de studerende, vurderer Michael Huss Svejstrup, international chef på Cphbusiness:

”Det er vores ambition at være det mest internationale erhvervsakademi i Danmark, og vi sender hvert år et stort antal studerende og undervisere ud til vores cirka 30 Erasmus-partneruniversiteter. Det kræver løbende investering i gode partnerskaber, og vi oplever, at de bliver endnu bedre, når en underviser og en medarbejder fra vores internationale kontor sammen besøger dem."

Fordele for alle parter

De fælles besøg har Cphbusiness søgt og fået Erasmus+ tilskud til, og erfaringerne er positive. Besøgene styrker det internationale arbejde på mange niveauer, forklarer Michael Huss Svejstrup. En af de helt store fordele er, at det åbner for nye og bedre partnerskaber:

”Jeg kan godt tage ned til et universitet i Paris og holde en salgstale for deres internationale kontor om Cphbusiness og fordelene ved studenter- og lærerudvekslinger. Det er vi ret enige om, men når jeg har en underviser med, får vi meget lettere også de franske underviseres opmærksomhed.”

En underviser kan i kraft af sin faglighed også udpege faglige samarbejdspotentialer meget konkret og være med til at ’sælge’ ideen til kollegerne tilbage på Cphbusiness. Dermed kan underviseren sørge for, at relationerne udmønter sig i et konkret samarbejde. Et samarbejde, der både kan bidrage til at løfte vidensniveauet og de forskningsrelaterede aktiviteter hos Cphbusiness, fortæller Michael Huss Svejstrup.

Omvendt kan det også øge udbyttet, når en underviser tager en administrativ medarbejder med på partnerbesøg, fastslår Michael Huss Svejstrup:

”Vi har eksempelvis en udmærket samarbejdspartner i Østrig. Når en underviser fra Cphbusiness tager dertil, har jeg mulighed for at beslutte, at en af de i alt otte medarbejdere fra vores internationale kontor tager med og benytter anledningen til at få lavet en mere kontinuerlig aftale om udvekslinger eller praktikken omkring dem”.

Bedre samarbejde internt

En vigtig sidegevinst ved de fælles partnerbesøg er, at den udsendte underviser og administrative medarbejder lærer hinanden bedre at kende.

”Det styrker det indbyrdes samarbejde, og de får en indsigt i hinandens arbejde og faglighed, som skaber et fælles fagligt fokus, større videndeling og sammenhæng i interne processer - og dermed også bedre løsninger til gavn for de studerende”. De fælles partnerbesøg skaber samtidig større arbejdsglæde, oplever Michael Huss Svejstrup:

”Cphbusiness er en fusion af flere uddannelsesinstitutioner. Mange medarbejdere har ikke arbejdet sammen særligt længe og kender derfor endnu ikke hinanden ret godt. En fælles opgave som denne bidrager til bedre interne relationer, og det smitter også af på de studerende og læringsmiljøet.”

”Jeg kan derfor kun anbefale andre uddannelsesinstitutioner at søge tilskud til medarbejderudveksling efter samme mønster”, siger Michael Huss Svejstrup.

 

Michael Huss Svejstrups tre råd til tilrettelæggelse af fælles partnerbesøg:

  • Internationalt kontor og undervisere skal bruge tid på at tale sammen om, hvad der skal komme ud af besøget.
  • Planlæg partnerbesøgene i god tid og sørg for, at underviseren er med i ’loopet’.
  • Sørg for, at partnerinstitutionen forstår, at I sender to medarbejdere dertil og hvorfor.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024