Gå til indhold

International udveksling skal supplere fagligheden

Internationalt samarbejde har altid haft en væsentlig plads på det sundhedsvidenskabelige område, mens udvekslingsophold for studerende har været mindre synlige. Det vil det internationale kontor på det sundhedsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet (KU SUND) meget gerne lave om på.

Faglighed er alfa og omega for Københavns Universitets studerende på det sundhedsvidenskabelige fakultets uddannelser. Det samme vil man formentlig sige på de fleste andre uddannelser på universitetet, men det er en kendsgerning, at det kræver en særlig indsats at overbevise de sundhedsvidenskabelige studerende om, at et studieforløb også kan bruges til at tilegne sig en lang række andre kompetencer, der tilsammen kan være med til at uddanne mere helstøbte kandidater med større chancer for hurtigere at lande i drømmejobbet.

Derfor har udvekslingsophold for studerende fået en mere synlig plads i den overordnede strategi, som KU SUND vil arbejde efter de kommende år.

Manglende fleksibilitet i uddannelserneKU SUnd

”Vilkårene for udveksling på uddannelserne på det sundhedsvidenskabelige område er lidt anderledes end mange andre steder. Vi har en del uddannelser, hvor det ikke er muligt for de studerende at tage almindelige kurser, mens de er i udlandet. De har i stedet typisk været på klinikophold, hospitaler eller dyrehospitaler,eller har deltaget i forskningsprojekter. Der er ikke megen fleksibilitet i uddannelserne, som er præget af obligatorisk undervisning, og mange steder er det kun på kandidatuddannelsen, at der er valgfrihed nok til at gøre det muligt at komme til udlandet,” siger specialkonsulent Anne Fledelius fra det internationale kontor på KU SUND.

De studerende går derfor typisk efter miljøer, hvor det faglige niveau er højt. I den fremtidige indsats vil det faglige niveau stadig være en væsentlig parameter, men ikke den eneste:

”Vi vil gerne samarbejde om udveksling med universiteter, hvor niveauet er højt, for de studerende tager ikke af sted, hvis de har en formodning om, at det faglige niveau er lavere end her. Men vi vil samtidig gerne henlede opmærksomheden på, at der er nogle interkulturelle kompetencer at hente, som de kan bruge senere i deres karriere, når de måske skal være en del af en international arbejdsplads. Og næsten alle vores kandidater vil uundgåeligt komme til at tale med mennesker fra hele verden,” siger Anne Fledelius.

Gensidig interesse er vigtig

Udover det faglige niveau har KU SUND altså opstillet en lang række kriterier for deres udvælgelse af samarbejdspartnere. Først og fremmest skal der være en gensidig interesse fra de studerende.

”Det er helt basalt. Vi får tit henvendelser fra udenlandske universiteter og fagmiljøer, der vil indgå aftaler, og vi ser altid på, om vi har nok studerende, der vil være interesserede, og om de omvendt har nok studerende, der vil hertil. Der skal jo være balance. Hvis der bliver en ubalance over tid, så indgår vi en dialog om, hvordan den kan rettes op. Og hvis vi ikke kan det, må vi opsige aftalen,” siger Anne Fledelius.

”Dernæst ser vi på studieordninger. Et partneruniversitet skal have kurser, der er relevante og på samme niveau som vores, og de skal passe sammen, så de studerende kan komme af sted, når det passer i deres studieforløb. Partnerne skal også have tilstrækkelige relevante kurser og uddannelser på engelsk, og undervises der på et andet sprog, så skal det være et, som vi kan rekruttere tilstrækkelig med studerende til. Det er et af de væsentligste nervøsitetspunkter for vores studerende; om de kan begå sig sprogligt,” siger hun.

Endelig skal der være en tilstrækkelig faglig og administrativ forankring hos de universiteter, KU SUND samarbejder med:

”Vores internationale arbejde har ofte været baseret på personlige kontakter, hvilket har gjort det noget håndholdt. Og når der tages initiativ til nye aftaler, så sker det ofte på initiativ fra fagmiljøet, og handler om forskning. Det er ikke nødvendigvis den bedste baggrund for studentermobilitet, hvorfor man ikke kan regne med at lave en aftale i regi af Erasmus+programmet,” siger Anne Fledelius.

Løbende vurdering af aftaler

Aftaler med partneruniversiteter indgås ikke én gang for alle, men monitoreres og vurderes løbende for at sikre kvaliteten i aftalerne.

Vi vil gerne samarbejde om udveksling med universiteter, hvor niveauet er højt, for de studerende tager ikke af sted, hvis de har en formodning om, at det faglige niveau er lavere end her. Men vi vil samtidig gerne henlede opmærksomheden på, at der er nogle interkulturelle kompetencer at hente, som de kan bruge senere i deres karriere,"

”Det er som nævnt vigtigt, at nogenlunde lige mange studerende rejser ud og kommer hertil. Vi er også meget opmærksomme på, hvis studerende kommer hjem og har haft en dårlig oplevelse. Vi ser hvert år på, om der er aftaler, som vi af den ene eller anden grund ikke har brug for længere, og derfor skal opsiges. Men vi sørger for at møde vores partnere, både det administrative og faglige personale, hos hinanden eller ved konferencer for at forventningsafstemme. Generelt ønsker vi at have færre partnere end mange forskellige, for det giver et større flow af studerende til og fra de enkelte universiteter, og det gør det nemmere at samarbejde,” siger Anne Fledelius, der fremhæver, at man på KU SUND også gør meget ud af at forberede de studerende til at rejse ud.

Større bevidsthed om det internationale

”Udover at vi i den internationale vejledning taler løbende med de studerende, så afholder vi workshops med ansøgningsskrivning og afrejsemøder, ligesom vi har forskellige sessioner, der kan handle om det praktiske papirarbejde, der er forbundet med at rejse ud, eller om de interkulturelle, personlige og faglige kompetencer, de kan forvente at få ud af deres udvekslingsophold. Og når de kommer hjem igen, har vi en slags debriefing, så alt i alt gør vi meget for at få så gode studenterudvekslinger som muligt,” siger hun.

I øjeblikket arbejder KU SUND på at udvikle et certifikat, der kan dokumentere de internationale oplevelser som den studerende har haft i sit studieforløb, hvad enten det har været ved et udvekslingsophold eller blot deltagelse i en international konference.

”Det udvikles i samspil med studerende, fagmiljøer og erhvervsrepræsentanter. Det er noget, der skal give værdi for både de studerende og de aftagende virksomheder eller institutioner, og det er et håndgribeligt bevis på, at internationalisering er noget, vi tager alvorligt. Vi tror på, at vi giver de studerende nogle kompetencer, der er efterspurgte, og som kan stille vores kandidater bedre i konkurrencen om de gode jobs,” siger Anne Fledelius, der glæder sig over, at de studerende er blevet meget mere bevidste om muligheden for udvekslingsophold de senere år:

”Og vores internationale vejledning er helt sikkert blevet mere synlig på fakultet”, siger hun.

Handlinger tilknyttet webside

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
Senest opdateret 23. juni 2024

Afsendere