I 30 år har EU-landene haft et konkret samarbejde på uddannelsesområdet i form af Erasmus-programmet, men da det hele begyndte, så samarbejdet meget anderledes ud og nød ikke nær så helhjertet opbakning som nu. Det fortæller Torben Kornbech Rasmussen, der har en lang karriere bag sig i det danske undervisningsministerium blandt andet som direktør for de videregående uddannelser og chef for undervisningsministeriets internationale samarbejde. Derudover har han under skiftende danske regeringer deltaget i en lang række EU-ministerrådsmøder og andre EU-fora om EU’s uddannelsessamarbejde.
I starten af EU-samarbejdet var almen uddannelse slet ikke med, og det tog mange år, før det kom i gang og fik en plads, fortæller Torben Kornbech Rasmussen:
”Danske undervisningsministre var i 1970’erne meget påpasselige med, at generel uddannelse ikke skulle spille en rolle i EU, og de første tilløb til samarbejde kom først rigtigt i gang i 1980’erne i form af mindre pilotprogrammer”.
Pilotprogrammer som ’Comett’ introducerede samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet, og de blev hurtigt meget populære i medlemslandene. Og den store popularitet var medvirkende til, at EU i 1987 vedtog det første større fælles uddannelsesprogram, Erasmus. Forud gik dog lange forhandlinger, der sinkede vedtagelsen, husker Torben Kornbech Rasmussen:
”De store lande, England og Frankrig, var noget skeptiske over for Erasmus. De havde allerede et omfattende samarbejde om studenterudveksling på universitetsniveau og fandt det derfor mindre nødvendigt og desuden dyrt at skulle betale til Erasmus”.
Ikke desto mindre blev Erasmus-programmet en realitet, og i 1992 blev uddannelse også skrevet ind i Maastricht-aftalen i form af en fælles forpligtelse til at fremme uddannelser af høj kvalitet ved hjælp af særlige støtteforanstaltninger – dog altid i fuld respekt for hvert lands selvstændige struktur i uddannelsessystemet.
Fagligt udbytte svært at måle
Formålet med både det oprindelige Erasmus-program og efterfølgeren Erasmus+ var todelt, beretter Torben Kornbech Rasmussen:
”Det helt afgørende mål var at fremme kulturel og sproglig udvikling hos studerende og at udvide deres horisont og derigennem give dem en oplevelse af en fælleseuropæisk identitet og EU-medborgerskab. Det andet delmål var - og er fortsat - at øge den studerendes faglige viden, og dét delmål har altid været langt mere omdiskuteret. For det faglige udbytte er svært at gøre op. Lige fra start har der været skeptikere, som har stillet spørgsmålstegn ved, om studerende rent fagligt får nok ud af EU’s uddannelsesprogrammer: Ville de ikke lære lige så meget ved at blive hjemme og studere, har mange spurgt, og programmerne er blevet kaldt for ’akademisk turisme’.
Torben Kornbech Rasmussen er dog overbevist om, at deltagelse i Erasmus-programmet styrker studerendes faglighed. Han peger på, at ni millioner europæere foreløbig har deltaget i et udvekslings-, praktik- eller studieophold med tilskud fra Erasmus og Erasmus+. Og han ser det som en stor styrke, at de studerende ved videregående uddannelser får fuld merit for at studere på en uddannelsesinstitution i et andet europæisk land, og at den studerende ikke skal betale for undervisningen.
Mere demokratisk
Det europæiske uddannelsessamarbejde er gennem årene blevet bredere og dermed også mere demokratisk, vurderer Torben Kornbech Rasmussen. Erasmus var oprindeligt forbeholdt studerende på videregående uddannelser, men gradvist blev programmet suppleret med andre programmer for skoler, voksen- og erhvervsuddannelse og unge uden for det formelle uddannelsesområde.
I 2013 tog EU-landene konsekvensen af de mange knopskydninger og fusionerede det hele i ét nyt program, Erasmus+, som samtidig fik til opgave at sikre et langt større samspil med erhvervslivet om eksempelvis praktikpladser end tidligere, forklarer Torben Kornbech Rasmussen.
Erasmus+ har fortsat de videregående uddannelser som en vigtig målgruppe, men er ikke længere elitært. Det har i dag en langt mere social og demokratisk profil. Det favner flere sektorer og skal mere aktivt bidrage til at fremme beskæftigelsen for unge. Disse justeringer var et krav fra blandt andet dansk side under forhandlingerne om Erasmus+ og formentlig en af årsagerne til, at EU-landene trods alvorlig økonomisk krise i Europa fra 2008 og frem faktisk kunne enes om ikke blot at fortsætte uddannelsessamarbejdet men også at satse på det og investere endnu flere penge i det, vurderer Torben Kornbech Rasmussen.
Det vil være ét af de helt sikre kort i EU-samarbejdet de kommende år, og uddannelsessamarbejdet kan endda meget vel få en endnu mere fremtrædende plads, når forhandlingerne om en afløser for Erasmus+ går i gang næste år.
Samtidig har samarbejdet i Erasmus+ fået tilføjet en ny politisk opgave, nemlig at understøtte uddannelsespolitiske reformer, og dét ser Torben Kornbech Rasmussen også et stort potentiale i. Værdien af den nye politiske rolle ser han allerede demonstreret i form af Bologna- og København-processen:
”Erasmus-programmet har ydet væsentlige bidrag til Bologna-processen, der sigter mod kvalitetssikring af de videregående uddannelser, gensidig anerkendelse af uddannelser og et fælles bachelor-, master- og ph.d.-system samt til København-processen, der skaber samme målsætning inden for erhvervsuddannelserne.
Et stærkt kort
Torben Kornbech Rasmussen er overbevist om, at uddannelsessamarbejdet forbliver en fælles prioritet for EU-landene de kommende år:
”Det vil være ét af de helt sikre kort i EU-samarbejdet de kommende år, og uddannelsessamarbejdet kan endda meget vel få en endnu mere fremtrædende plads, når forhandlingerne om en afløser for Erasmus+ går i gang næste år”.
Den profeti begrunder han med, at selv de mest skeptiske medlemslande kan se, at uddannelsessamarbejdet, som det former sig nu, kan være og i stigende grad vil blive en meget central brik i forhold til at løse nogle af tidens helt store problemer, nemlig at øge beskæftigelsen og nedbringe ungdomsledigheden, der især i Sydeuropa har et eksplosivt omfang.
Uddannelsessamarbejdet har, ifølge Torben Kornbech Rasmussen, gennem dets foreløbig 30-årige levetid især haft to store indbyggede barrierer, som begge eksisterer endnu, for de er svære at løse. Den ene er de tidskrævende procedurer, som ansøgere om tilskud fra Erasmus+ skal følge, når de ansøger og deltager i et Erasmus+-støttet uddannelsessamarbejde:
”Det problem er EU-systemet klar over, og det er søgt løst ved at lave lokale procedurer for tildeling, som nok har gjort det lettere for ansøgerne, men det er stadig meget bureaukratisk. Det er et svært dilemma at løse helt, for EU er nødt til at forebygge snyd med tilskudsmidler og skal samtidig undgå, at kontrollen går for vidt. Den anden barriere er økonomien. Selvom EU-landene bevilgede en vækst i Erasmus+-budgettet på 40 procent i 2014, så er efterspørgslen langt større, end midlerne rækker til”.
Tre vigtige indsatser
Torben Kornbech Rasmussen ser især tre indsatser som vigtige for at bibeholde den aktuelt meget store, politiske opbakning til et fortsat stærkt europæisk uddannelsessamarbejde. Den ene nødvendige indsats er at undgå, at nogle EU-lande modtager flere studerende, end de sender ud. Det oplever et land som England, og det kan gå ud over opbakningen til uddannelsessamarbejdet, vurderer Torben Kornbech Rasmussen.
Et andet vigtigt indsatsområde er at fastholde kvaliteten i uddannelsessamarbejdet, mener han:
”Uddannelsesinstitutionerne må endelig ikke sænke det faglige niveau, når de underviser udenlandske studerende. Den merit, som den studerende opnår, skal have et reelt indhold - ellers bliver der tale om akademisk turisme, og det undergraver opbakningen”.
Endelig anser Torben Kornbech Rasmussen det for vigtigt, at Erasmus+ fortsætter den nuværende kurs i forhold til i stigende grad at understøtte samspillet mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet. Hvis disse indsatser bliver prioriteret, kan uddannelsessamarbejdet gå en lys fremtid i møde, tror Torben Kornbech Rasmussen.
”Samarbejde om uddannelse især i form af Erasmus+-programmet er et af de steder, hvor EU-samarbejdet meget konkret er lykkedes og har potentiale til fortsat at fungere som løftestang for det europæiske samarbejde”, slutter Torben Kornbech Rasmussen.
