Gå til indhold

Love og regler for OPU

Her finder du hovedreglerne for skat, arbejds- og opholdstilladelse og forsikring i forbindelse med oplæring i udlandet. Eleven/lærlingen skal dog altid kontakte de relevante myndigheder forud for sit ophold i tilfælde af, at reglerne ændrer sig.
Kontakt
Lars Møller Bentsen
International rådgiver
Tlf.: +45 72 31 89 26
Email: LMB@ufm.dk
Lise Frank
Fuldmægtig
Tlf.: +45 72 31 88 73
Email: lifr@ufm.dk

Skatteregler

Eleven/lærlingen skal altid undersøge sine personlige skatteforhold forud for et oplæringsophold i udlandet. Som hovedregel gælder dog, at eleven/lærlingen skal betale skat af sin løn i udlandet. Hertil hører en række undtagelser:

  • Hvis elevlønnen betales helt eller delvist af den danske arbejdsgiver, skal eleven/lærlingen betale skat i Danmark af denne del af lønnen. Dog gælder denne regel kun, hvis eleven/lærlingen er væk i 1-183 dage inden for ét år.
  • Hvis eleven/lærlingen opholder sig i udlandet i 184 dage eller mere, skal man betale hele beskatningen af sin elevløn i udlandet. 
  • Hvis eleven får tilskud fra AUB, skal man i nogle tilfælde betale dansk skat af tilskuddet.
  • Hvis der gives tilskud til bolig og rejser, vil dette normalt være skattefrit.

Eleven/lærlingen skal være opmærksom på, at hun/han er berettiget til en række forskellige fradrag, når man arbejder i udlandet.

Arbejds- og opholdstilladelse

Der gælder forskellige regler for arbejds- og opholdstilladelse afhængigt af om oplæingsopholdet finder sted inden eller uden for EU.

Oplæring i EU

  • Hvis opholdet finder sted i EU-lande samt Norge, Island, Schweiz eller Lichtenstein, gælder det som hovedregel, at arbejds- og opholdstilladelse ikke er nødvendigt. Det skyldes, at man som statsborger i et EU-land, EØS-land eller Schweiz er omfattet af reglerne om fri bevægelighed.
  • Hvis opholdets varighed er længere end tre måneder, skal eleven/lærlingen dog normalt søge om opholdstilladelse hos de lokale myndigheder i oplæringslandet.

På EU-kommissionens hjemmeside kan man læse mere om gældende regler inden for EU

      Oplæring i øvrige lande

      Der kan gælde forskellige regler i hvert enkelt land uden for EU. Det er derfor vigtigt, at eleven/lærlingen orienterer sig om reglerne i sit værtsland forud for opholdet. Desuden skal eleven/lærlingen være opmærksom på at tjekke reglerne jævnligt, da de kan ændres med kort varsel.

      Social sikring og andre forsikringer

      Inden eleven/lærlingen underskriver en arbejdskontrakt, skal man altid sørge for at afklare, hvilke regler der gælder for eleven/lærlingens forsikringsmæssige stilling. Eleven har i nogle tilfælde mulighed for at bevare sin danske sociale sikring under et arbejdsophold i udlandet. Muligheden afhænger dog af, hvilket land eleven/lærlingen skal arbejde i og hvor længe opholdet varer.

      'Beskæftigelse i udlandet' og udstationering

      Der kan være forskel på, hvilke forsikringsregler, der gælder alt efter om eleven/lærlingen har eller ikke har en dansk læreplads. 

      • Hvis eleven ikke har en dansk læreplads, skal man normalt sikres i det land, som man skal på oplæringsophold i.
      • Hvis den danske arbejdsgiver ikke dækker forsikringen, skal den udenlandske arbejdsgiver sørge for, at eleven/lærlingen er forsikret i sin arbejdstid.
      • Hvis eleven/lærlingen udstationeres fra en dansk virksomhed, vil man som regel være forsikret af denne arbejdsgiver igennem en ”arbejdsskadeforsikring”. Arbejdsgiveren kan ansøge Udbetaling Danmark om, at eleven forbliver under dansk social sikring under opholdet. 

      Privat forsikring

      Det er vigtigt, at eleven/lærlingen også er forsikret uden for arbejdspladsen. Nogle private forsikringer dækker kortere ophold i udlandet, mens andre ikke gør. Man skal derfor som elev/lærling selv sørge for at tjekke op på om ens ulykkes- og indboforsikring også gælder i udlandet.

      • Hvis eleven er af sted for en kortere periode, vil en dansk indboforsikring typisk dække ting og værdigenstande i tilfælde af tyveri. 
      • Hvis forsikringen ikke dækker, bør eleven overveje evt. at tegne en supplerende ulykkes- eller rejseforsikring.

      Arbejdsmarkedsforsikring

      Eleven kan tilmelde sig en dansk A-kasse og modtage dagpenge med samme danske rettigheder og pligter, uanset om eleven/lærlingen gennemfører alle eller kun nogle af sine oplæringsperioder i udlandet.

      • Hvis oplæringsopholdet finder sted inden for EU og Norden, skal eleven/lærlingen overføre sine arbejds- og forsikringsperioder fra det ene land til det andet. 
      • Hvis oplæringsopholdet foregår i et øvrigt land, skal eleven kontakte sin A-kasse om reglerne i den pågældende situation.

       

      Senest opdateret 22. april 2022