Gå til indhold

Erasmus Intensivt Program: Stor gevinst ved internationalt netværk

Udbyttet var stort, både fagligt og netværksmæssigt, da Statens Scenekunstskole deltog i et treårigt EU-støttet Erasmus Intensivt Program med titlen ”Intensive course in video sound and light design”, det slår lydstuderende Anders Amdisen, underviser i lys- og video fast.

At lyd- og lys-uddannelserne er relativt små fagområder, hersker der ingen tvivl om. Desto vigtigere er det at skabe et bredt internationalt netværk, og det er netop, hvad Statens Scenekunstskole har opnået, da de deltog i et Erasmus Intensivt Program med Theater Academy Helsinki, Guildhall School of Music & Drama fra England, Stockholm Academy of Dramatic Arts og Norwegian Theater Academy.   

”Det har skabt dynamik at have kunnet tilbyde vores fire 2.års-studerende på de to retninger at deltage i dette projekt med titlen ”Intensive course in video sound and light design - Modulating video in space and time using media servers – focusing on Pandoras Box and QLab,” siger koordinator Andreas Berger og forklarer, at det faglige indhold er gået igen gennem de tre år, projektet har kørt, men didaktisk er der blevet finjusteret undervejs. De første to år fandt kurserne sted i Danmark, men for at skabe lidt kulturel diversitet, blev sidste kursus lagt i Stockholm.

Forhåbentligt nyt Erasmus IP

Netop pga. den gevinst, der ligger i at skabe internationale relationer og kontakter, har Scenekunstskolen planer og ønsker om at skabe et nyt Erasmus IP med skolen i London, hvor koordinatordelen vil blive lagt i England.  Og for lys- og videotekniker, Jeppe Lawaetz, der har undervist i 7 år, er der store fordele ved at deltage i disse Intensive Programmer. Han har været med alle tre år, og var også i Stockholm for at undervise.

”Et sådan langt forløb giver mulighed for at gå i dybden og stille udfordrende opgaver til de studerende med noget, som de rent faktisk kan bruge i praksis. Jeg underviste i Pandoras Box, en videoserver til afvikling af lyd og lys, en slags live-redigeringsværktøj, og selvom vi har Pandoras Box på skolen, var det yderst konstruktivt, at der var tid til, at de studerende kunne fordybe sig,” fortæller Jeppe, der var af sted på skift for at undervise med to andre kolleger fra skolen - en scenograf og en teknisk konsulent - ligesom de andre lande også havde undervisere med, f.eks. var det en englænder, der underviste i QLab.    

Forskellig mentalitet

Både Andreas og Jeppe fortæller, at der blev gjort meget ud af, at alle deltagende lande følte, projektet var deres og tog del i både undervisning og planlægning.
Ifølge Jeppe var særligt tredje år succesfuldt, idet de her havde fået styr på koordineringen og de praktiske forhold, ligesom de var blevet bevidste om, at der er stor forskel på mentaliteten alt efter hvilken nation, man er fra.

”Vi havde f.eks. en finsk studerende med i Stockholm, der sad for sig selv i et hjørne og havde en meget negativ indvirkning på forløbet, men da vi konfronterede ham med hans attitude, var han helt forundret, for han syntes, det var meget spændende at deltage og havde slet ikke opfattet situationen, som vi gjorde.”

Kreativ tankegang på tværs af nationalitet

En studerende, der på ingen måde udstrålede negativitet, var Anders Amdisen, der går på lyd-uddannelsen. Som indehaver af sit eget firma, SculptureSonic, er han godt inde i det tekniske, så for ham var der andre aspekter ved de to ugers kursus i Stockholm, der særligt tiltrak:

”Selvfølgelig var det lærerigt at have god tid til at sætte sig ind i Pandoras Box, men jeg syntes især, det var spændende at opleve de andre kunstskolers forskellige måder at undervise på og deres diverse strukturer, og så fik jeg også meget ud af at arbejde på tværs af sprog og nationaliteter i de grupper, der blev dannet og opleve de andre studerendes kreative tankegange. Det er en god erfaring at have med sig.”

Anders har stadig kontakt med de andre studerende fra England, og de opdaterer bl.a. hinanden på interessante udstillinger.

”Og også blandt de danske studerende er sammenholdet blevet styrket,” fortæller Anders, der i 2015 kan kalde sig Teatertekniker med speciale i lyd – og med en god  international erfaring i lommen.
          

Senest opdateret 15. august 2019