Midtvejskonference om videregående efter- og videreuddannelse: Hvor er vi på vej hen?

Styrelsen for Forskning og Uddannelse afholdt i samarbejde med VEU-arbejdsgruppen midtvejskonference om videregående VEU 30. januar 2020 .
Kontakt
Anders Stein Knudsen
Fuldmægtig
Tlf.: +45 72 31 82 77
Email: akn@ufm.dk

Ane Halsboe-Jørgensen

Styrelsen for Forskning- og Uddannelse (SFU) afholdt 30. januar 2020 konference i samarbejde med VEU-arbejdsgruppen. Konferencen markerede, at perioden for Trepartsaftalen om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse (2018-2021) er over halvvejs. Dagens diskussioner tog afsæt i arbejdsgruppens arbejde indtil nu og analyseresultater, der kaster lys over udfordringer på akademi-, diplom- og masteruddannelserne.

På konferencen deltog ca. 100 interessenter, bl.a. repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter og de videregående uddannelsesinstitutioner.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen holdt tale på konferencen. Derudover inkluderede programmet bl.a. professor Bent Greve, virksomhedsledere, rektor Henrik Øregaard Dam (SDU), Mette Fjord Sørensen (DI), Nanna Højlund (FH) og rektor Jens Meier Pedersen (UCL).

5 pointer fra dagen

  • Medvind til livslang læring

”Vi skal have flere med på den vogn, der hedder uddannelse hele livet.” Sådan lød det fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen. Dagen igennem fik budskabet tilslutning fra både uddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedets parter, forskere og virksomheder. Selv om der ikke altid var enighed om vejen dertil, var der enighed om endemålet: At styrke den videregående efteruddannelse og fremtidens kompetencer i Danmark.

  • Den teknologiske udvikling fordrer efteruddannelse

Professor Bent Greve talte om, at det er svært at spå om fremtidens arbejdsmarkedsbehov. Men der er bred enighed om, at industri 4.0 generelt medfører store forandringer for forskellige typer af jobs de kommende 10-15 år. Modsat tidligere er risikoen for automatisering også stor for personer med længere uddannelser. Herunder finansøkonomer, læger, journalister osv. Der er behov for at øge erkendelsen af, at livslang læring er afgørende for jobsikkerhed. Bent Greve foreslog at gøre efteruddannelse til en ret og en pligt.

  • Svært at finde vej i efteruddannelsesjunglen

Michael Stubbe (Kamstrup) og Lis Korsbjerg (Danish Crown) fortalte om gode erfaringer med videregående VEU, men fremhævede også de administrative barrierer for at få sendt sine medarbejdere afsted på efteruddannelse. Det er svært for medarbejdere og virksomheder at gennemskue de mange tilbud. Og hvor mange forstår mon egentlig, hvad ”dobbelt V-E-U” betyder?

  • At være færdiguddannet er ikke lig med færdig med uddannelse

Videregående VEU står til tider i skyggen af den ordinære uddannelse på institutionerne. SDU-rektor Henrik Dam fremhævede, at der kan være behov for et nyt mindset for at fremme livslang læring på institutionerne. I dag indtræder dimittender i et væsentligt længere arbejdsliv end for bare få år siden. Henrik Øregaard Dam talte derfor for, at vi ikke tænker de studerende som færdig med uddannelse, når de forlader universitetet, og at det ikke længere er hensigtsmæssigt at lægge så stor en andel af ressourcerne til uddannelse tidligt i livet.

  • Behov for yderligere samarbejde og sammenhæng

I den afsluttende debat fremhævede Mette Fjord Sørensen (DI), Nanna Højlund (FH) og Jens Mejer Pedersen (UCL) behov for samskabelse, strategiske samarbejder og for, at medarbejdere via efteruddannelsen kan bygge videre på de kompetencer, som de har opnået i sit arbejde. Der blev bl.a. talt om, at virksomheder tænker i opgaveløsning, men ikke nødvendigvis i kompetencer og uddannelsesniveau. At samarbejde kan fremmes ved at udvikle et slags ’indre marked’ for VVEU, så virksomhederne kan finde det rigtige tilbud. Og at uddannelsesinstitutioner skal betragtes som en samfundssøjle snarere end et supermarked.

Henrik DamVirksomhedsledere

Senest opdateret 08. juni 2020