Gå til indhold

Gode råd til studerende om at håndtere hverdagen

Den aktuelle COVID-19 situation kan være en særlig udfordring for dig som studerende. Din hverdag er sikkert anderledes, du arbejder mere hjemmefra eller er mere alene, og der er ting, du gjorde før, som du ikke kan gøre nu. Se vores råd til, hvordan du nemmere kommer igennem denne situation.
Kontakt
Maria Steen Roesdahl
Chefkonsulent
Tlf.: +45 72 31 86 45
Email: mroe@ufm.dk

Fem råd til at komme godt igennem COVID-19 situationen:

Rådene er inspireret af forskning i mental sundhedsfremme, som giver os viden om, hvad vi som mennesker kan gøre for at have det godt og ruste os til tackle den modgang, vi møder.

Fold ud og læs mere om hvert råd.

1. Gør noget aktivt

Det er godt at holde kroppen og hovedet i gang. Mærk efter, hvad du har brug for og lyst til, og reager på det – både på uddannelsen og privat.

Inspiration:

  • Engager dig i dit studie - stil spørgsmål, start faglige diskussioner, ræk ud.
  • Læs en bog, hyg dig med en hobby.
  • Rør dig hver dag – dans i stuen, tag en tur ud i naturen eller byen.
  • Hvis du har det svært, er usikker eller noget ikke fungerer, så tal med nogen, søg hjælp – både på uddannelsen og privat.

2. Gør noget sammen med andre

Husk at gøre noget sammen med andre - selvom der er færre muligheder for at være sammen fysisk. Du kan stadig se dine venner, familie og studiekammerater – online eller inden for myndighedernes retningslinjer. Du kan også finde events og fællesskaber online – eller lave dine egne.

Inspiration:

  • Brug din læsegruppe aktivt, eller opsøg studiekammerater.
  • Lav faste aftaler f.eks. om at spise frokost hver dag kl. 12, tjek-ind om morgenen og vend, hvad der rører sig eller lav en plan for dagen sammen.
  • Deltag i eller arranger arrangementer online eller i små grupper – find måske en online strikkeklub, bogklub, pubquiz eller fredagsbar mv.

3. Gør noget med mening

Lav noget, der gør dig glad, sæt dig nye mål, engagér dig i et projekt eller hjælp andre, hvor du kan. Det handler om at gøre noget, der føles meningsfuldt for dig.

Inspiration:

  • Hvad har du lyst til – sæt et nyt mål, prøv en ny hobby eller en ny rutine.
  • Har du overskud, så hjælp, hvor du kan. Meld dig til et hjælpekors, køb ind for naboen eller støt dine lokale butikker.
  • Måske kan du bidrage til fællesskabet på din uddannelse – arranger aktiviteter, eller send en besked til en studiekammerat, der har det svært.
  • Smil til folk, sig tak. Selv små ting kan gøre en stor forskel.

4. Byg din egen rytme

Sæt struktur på din hverdag, så du har fast studietid og fritid. En plan og faste aftaler kan hjælpe dig med at få en god rytme, selvom du måske er mere hjemme og har færre planer.

Inspiration:

  • Stå op på et bestemt tidspunkt. Husk tid til søvn, motion og ordentlig mad.
  • Lav et ugeskema med madplan, aktiviteter og to-do’s.
  • Måske kan du lave faste aftaler med andre – familie, venner, studiekammerater ol.
  • Lav en fysisk arbejdsstation, som du kan sidde ved, når du studerer - så ved din hjerne, hvornår du arbejder, og hvornår du slapper af.

5. Accepter situationen

Vi befinder os stadig i en ekstraordinær situation, og vi ved ikke, hvor længe den varer. Det er OK, hvis du synes, at det er svært. Se, om du kan fokusere på det, du kan gøre noget ved.

Inspiration:

  • Søg muligheder i situationen – måske har du mere tid til at lære noget nyt, måske har du mere ro, måske kan du lettere se gamle bekendte digitalt?
  • Anerkend dine følelser - vi reagerer forskelligt. Det er helt forståeligt, at du er ved at blive Corona-træt.
  • Reager, hvis du har det skidt eller tumler med bekymringer – tal med nogen, evt. en professionel. Begræns evt. dit nyhedsforbrug  , hvis det bliver for meget.
  • Fokusér på det, du kan gøre noget ved – er du f.eks. usikker på din eksamen, så fordyb dig fagligt, og spørg evt. din uddannelsesinstitution om mulighed for at øve dig på det tekniske inden.

Gør rådene til dine egne:

Brug rådene, gør dem til dine egne og del dine oplevelser med din familie og venner eller på sociale medier med #studieliv.

Få det bedste ud af situationen. Du kan være sikker på, at ministeriet, uddannelsesinstitutionerne, regeringen og mange andre arbejder på højtryk for at få dig og dine medstuderende godt igennem COVID-19 situationen.

Links til steder, du kan få hjælp og snakke med andre

Uanset hvor du er, og hvordan du normalt ser dig selv, er det helt okay at synes, det er svært. Har du brug for hjælp og støtte, er der flere gode muligheder for at få hjælp fra andre.

Din lokale studievejledning kan hjælpe dig med både faglige og praktiske spørgsmål, men også hjælpe med at finde en struktur og hjælpe dig med din hverdag. Find kontaktoplysninger på din uddannelsesinstitutions hjemmeside eller din studieside.

Studenterrådgivningen

Studenterrådgivningen har forskellige tilbud online, bl.a. online psykolog-samtaler og gruppesamtaler i anledning af COVID-19 situationen.

Andre ung-til-ung rådgivninger

Der findes også en række ung-til-ung rådgivninger, som du kan opsøge.

Headspace

En uafhængig telefonrådgivning, der har åbent alle dage mellem 12-18.

Ung på Linje og Ung Online

Ungdommens Røde Kors aftenrådgivning på telefon og chat, som har åbent fra 19-22 alle dage undtagen lørdag.

Girltalk

Tilbud til piger, der har brug for nogen at chatte med.

Læs mere

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet 10 generelle råd til mental sundhed under COVID-19 situationen:

Rådene er baseret på ABC for mental sundhed:

Se også vores spørgsmål og svar om COVID-19 til studerende:

Og husk at holde dig opdateret på din uddannelsesinstitutions hjemmeside.

Se vores film fra foråret 2020

Senest opdateret 11. januar 2021