Gå til indhold

Rektorkollegiet for de maritime uddannelsers indstilling af Per Hessellund til Undervisningsprisen 2020

Per Hessellund underviser på Aarhus Maskinmesterskole i fjernundervisning. Han er også koordinator af fjernundervisningen.

Blandt flere meget kvalificerede kandidater og et tæt opløb, har juryen for de maritime uddannelser valgt at indstille Per Hessellund som årets underviser. Per Hessellund har formået at skabe succes med et nyt koncept for fjernundervisning, ikke mindst ved at de studerende klarer sig minimum lige så godt som andre studerende, hvad angår karakterer og gennemførelse. Han har på den måde haft succes med at udvikle undervisningen på et felt, hvor det ellers er svært at skabe engagement, socialt samvær, feedback og en stærk relation til underviseren.

Per Hessellund har opnået et stort engagement hos de studerende i fjernundervisningen ved at have fokus på den sociale interaktion. Selvom de studerende sidder hver for sig, er der et rigtig godt socialt sammenhold, nær kontakt med underviseren og et godt og udfordrende studiemiljø. Den gruppeorganiserede problembaserede undervisningsform lægger op til kritisk tænkning.

Per Hessellund udforsker mulighederne i digitale læringsmidler for at skabe et motiverende læringsmiljø med høj deltageraktivitet, og han anvender en bred vifte af digitale værktøjer, f.eks. Moodle (LMS), Adobe Connect, Office 365 (dokumentdeling) og forskellige simulatorer.

Per Hessellund har stort fokus på at konceptet for fjernundervisning blev udviklet teambaseret. Det samme gælder gennemførsel af undervisningen, herunder evaluering og videreudvikling, som også er baseret på teamsamarbejde.

Per Hessellund inddrager relevante eksempler i undervisningen og er meget engageret. De studerende er delt op i grupper, som har et fælles mål at arbejde frem imod, både i løbet af semesteret og i ugescenarier. Der inddrages aktører og cases fra maskinmesterprofessionen.

Per Hessellund er født i 1966 og er uddannet maskinarbejder, maskinmester og Master i IKT og Læring fra Aalborg Universitet. Han har været ansat som lektor på Aarhus Maskinmesterskole siden 1993. Han har bl.a. udviklet valgfaget ”brintsamfundet”, været ansvarlig for læringsplatforme og har indført et teambaseret værktøj til at udvikle undervisningen med. Herudover har Per Hessellund udviklet undervisningskonceptet ”Global Workplace”, som tager udgangspunkt i en globaliseret virksomhedskultur.

Handlinger tilknyttet webside

Senest opdateret 29. september 2020