Jeg husker meget tydeligt, da jeg kort før sommerferien i 2021 modtog den overraskende besked fra uddannelses- og forskningsministeren, at jeg var blevet kåret som ”årets underviser” på de danske erhvervsakademier blandt alle de dygtige undervisere på landets akademier.
Det gjorde mig naturligvis meget stolt, især fordi mange af mine studerende gennem min lange undervisningsperiode havde været med til at indstille mig til den prestigefyldte titel.
Den store udfordring var, at jeg ikke måtte røbe det til nogen som helst før prisoverrækkelsen, der skulle foregå hele tre måneder senere, og det var ikke nemt.
Der fulgte en hel række tilkendegivelser fra mennesker indenfor og udenfor min sektor, der bl.a. udtrykte, at undervisningssektoren endelig havde fået en fortjent anerkendelse i form af en pris.
Personligt har prisen skærpet min motivation yderligere for at fortsætte i endnu mange år med at uddanne samt gøre vores nuværende og kommende dygtige studerende klar til at starte en karriere i erhvervslivet.
/Lars Brian Bach, september 2024.